Børnerådet har nedenfor kommentarer til
- Kap. 2 a om forebyggelse af radikalisering.
- Det indarbejdede nye kapitel 11a omhandlende den tidlige forebyggende indsats.
- Punkt 47 vedr. samarbejde mellem kommune og Statsforvaltning.
- Punkt 281 vedr. inddragelse af barnet.
Vedr. kapitel 2a
Børnerådet finder det positivt, at der er indskrevet et selvstændigt kapitel 2 a om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme hos børn og unge. Kapitlet tydeliggør, at der er hjemmel til at gøre brug af indsatser i serviceloven over for denne gruppe af børn og unge.
Børnerådet opfordrer til, at der i vejledningen henvises til konkrete igangværende projekter og initiativer på området, der kan fungere som inspiration til kommunernes forebyggelsesindsats. Der kunne også med fordel henvises til regeringens handlingsplan for forebyggelse af radikalisering og ekstremisme for at øge opmærksomheden på sammenhængene i forebyggelsesarbejdet.
Henvendelser om unge, der er i risiko for radikalisering og rekruttering til ekstremistiske miljøer, bør tages alvorligt. Børnerådet anbefaler, at kommunerne etablerer procedurer for, hvordan kommunale medarbejdere skal forholde sig ved henvendelser om radikalisering og rekruttering til ekstremistiske miljøer, jf. vejledningens punkt 70d.
I vejledningen understreges det, at kommunerne skal sørge for, at indsatsen over for unge i risiko for radikalisering skal sættes i sammenhæng med andre indsatser over for den unge. Børnerådet finder dette positivt, da helhedstænkning og sammenhæng i indsatsen, der sætter den unge i centrum, har bedst mulighed for at bidrage til en positiv udvikling. Ligeledes er det positivt, at inddragelse af forældre og pårørende fremhæves som noget, der kan overvejes i indsatsen, samt at der kan være behov for at tilbyde rådgivning og vejledning til denne gruppe, således at forældre og andre pårørende klædes på til bedst muligt at støtte den unge.
I afsnittet om forebyggelse af risikoadfærd gør Børnerådet opmærksom på, at det er forskel på radikalisering og kriminalitet, og at metoderne til at forebygge de to ikke nødvendigvis er de samme. Det er vigtigt, at metoderne tilpasses specifikt til målgruppen, og at viden om, hvad der bedst fungerer for den specifikke målgruppe, øges.
Børnerådet opfordrer derfor til, at der følges op på kommunernes erfaringer med anvendelse af serviceloven som led i forebyggelsen af radikalisering og ekstremisme, så der indsamles viden om, hvilke konkrete metoder og kombinationer af metoder, der er særligt effektfulde over for denne gruppe. Der er behov for at opbygge mere viden på området, og Børnerådet finder det i den forbindelse positivt, at kommunerne kan henvende sig til VISO og Socialstyrelsen for bistand til udredning og sparring.
Vedr. kapitel 11a
Børnerådet finder det positivt, at man med indskrivning af et selvstændigt kapitel 11a klart signalerer, at forbyggende tiltag skal prioriteres i kommunerne. Det er positivt, at vejledningen indeholder detaljerede beskrivelser af, at kommunen kan iværksætte råd og vejledning til både børn og unge individuelt og til hele familien, og at disse tilbud ikke fordrer, at der oprettes en socialsag. Børnerådet er tilfreds med, at man i vejledningen lægger vægt på, at familien har krav på rådgivning uanset, hvilken type af behov der angives.
På samme måde er det yderst positivt, at man åbner mulighed for, at børn og unge kan deltage i netværksgrupper, fx sorggrupper. Sådanne tilbud kan få betydning i forhold til, om barnet eller familien udvikler problemer af mere alvorlig karakter, og kan dermed også være forebyggende i forhold til barnets mulighed for at forblive inkluderet i det almene system.
I vejledningen lægges vægt på, at der skal sikres en sammenhængende indsats for barnet, og at man også her forebyggende med fordel kan inddrage fx barnets dagtilbud både før, under og efter en indsats. Børnerådet tilslutter sig, at der på denne måde sikres en sammenhæng mellem kommunens generelt forebyggende arbejde og de mere individuelt forebyggende tiltag. Det er dog væsentligt her at være opmærksom på, at det netop i vejledningen præciseres, at det for familien og for det enkelte barn/ ung skal være muligt at modtage et åbent tilbud som anonym, og at man derfor ikke i alle tilfælde kan sikre denne sammenhængende indsats.
Det er positivt, at der i kapitlet henvises specifikt til et materiale om, hvordan åben anonym rådgivning af børn og unge håndteres.
I tilfælde, hvor et barn eller ung navngivent søger råd og vejledning, anser Børnerådet det som betydningsfuldt, at det – ud fra pkt. 414 vedr. aktindsigt – overvejes nøje om undtagelses-bestemmelserne for forældrenes aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet eller den unge.
Børnerådet vurderer det i den forbindelse vigtigt at følge, hvordan kommunerne i fremtiden håndterer de sager, som ligger i grænsefladen mellem en forebyggende indsats og en mere ansvarsforpligtende socialsag, hvor fx beskyttelse af barnet bør være i fokus.
Børnerådet understøtter, at der i vejledningen lægges op til en forventning om, at der arbejdes såvel tværkommunalt som tværsektorielt fx ved, at man orienterer sig i - og henviser borgerne til - de varierede tilbud der findes, så børn og familier kan få nytte af de bedst mulige forebyggende tiltag.
Børnerådet opfordrer til, at der fra ministeriets side følges op på kommunernes og borgernes brug af forebyggende tiltag, og at der indsamles viden om de forebyggende tiltag, som vurderes at være virksomme.
Vedr. punkt 47
Børnerådet hilser velkomment, at det i vejledningen præciseres, at samarbejde mellem Statsforvaltning og kommune er vigtigt. Det er positivt, at vejledningen giver typeeksempler på, hvor det vil være hensigtsmæssigt. Børnerådet fremhæver her vigtigheden af, at der er mulighed for fælles oplysning af sagen, hvorved man kan undgå, at barnet og familien belastes af evt. parallelundersøgelser.
Vedr. pkt. 281
Med hensyn til inddragelse af barnet i sagsbehandlingen tilslutter Børnerådet sig Ankestyrelsens fremsatte krav om, at der skal foreligge dokumentation i kommunens sagsakter for, at der har været foretaget en egentlig børnesamtale. Det er vigtigt at præcisere, at kravene til denne samtale skal håndhæves, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der jævnligt er blevet talt med barnet. Vejledningen indeholder ligeledes et tydeligt krav til sagsbehandleren om at journalisere konkrete beskrivelser af, på hvilken måde barnet er blevet inddraget. Børnerådet kan tilslutte sig dette krav for at det sikres, at der i kommunen er fokus på den gode inddragelse af barnet.
Børnerådet fremhæver i den forbindelse vigtigheden af, at den unge tilbydes en bisidder fx som støtte til at formulere egne synspunkter eller til at få klarhed over aftaler.