Det bør altid sikres, at børn ikke stilles ringere, når der foretages ændringer i gældende lovgivning. Børns retsstilling bør således være tilsvarende eller bedre end i den oprindelige lov. Det er imidlertid ikke tilfældet med det fremsatte lovforslag. Efter Børnerådets mening vil det medføre en væsentlig forringelse af den retsstilling, børn af asylsøgende forældre har i dag.
For det første vil Børnerådet henlede opmærksomheden på FN`s Børnekonventions artikel 3, der understreger, at hensynet til barnet skal komme i første række i sager, der vedrører barnet, samt artikel 10, der understreger børns ret til at være sammen med deres forældre. Disse to bestemmelser er særligt relevante i sager, hvor en forælder søger om familiesammenføring med sit eller sine børn. Børnerådet vil også henlede opmærksomheden på FN’s Børnekonventions artikel 6, stk. 2, der pålægger deltagerstaterne i videst muligt omfang at sikre barnets overlevelse og udvikling.
Det fremsatte lovforslag anerkender, at personer, der befinder sig i områder præget af vilkårlig vold, har et beskyttelsesbehov. Efter Børnerådets mening er det indlysende, at også børn, der befinder sig i sådanne områder har et beskyttelsesbehov, der som minimum er af tilsvarende omfang som deres forældres. I den situation, hvor et barn efterlades af en af sine forældre i sådanne områder, vil barnets beskyttelsesbehov ofte være større.
Efter Børnerådets opfattelse er det fremsatte lovforslags bestemmelse om at indføre midlertidige opholdstilladelser ikke en vægtig grund til at udskyde muligheden for familiesammenføring med børn i et år, og rådet vil i den sammenhæng fremhæve, at år kan opleves som særdeles lang tid for et barn – og ikke mindst, hvis barnet lever i et krigs- og voldshærget område, er på flugt eller bor i en flygtningelejr eller lignende.
Det er således Børnerådets opfattelse, at i dets nuværende form er lovforslagets bestemmelse om at udskyde retten til familiesammenføring i et år ikke i overensstemmelse med FN’s Børnekonventions artikel 3 og artikel 10 og potentielt artikel 6.
Lovforslaget åbner dog op for, at ’særlige forhold’ kan åbne mulighed for familiesammenføring med børn med kortere tidsfrister. Børnerådet ønsker i så fald en uddybning af, om der netop tænkes på børn som ’særlige forhold’ – dvs. at det betragtes som ’særlige forhold’ at søge familiesammenføring med et barn i modsætning til en voksen – og at der derfor efter lovforslaget ikke gælder en etårs grænse for familiesammenføring af børn.
Det er Børnerådets anbefaling, at det sikres, at hensynet til en effektiv immigrationskontrol ikke medfører, at børn bliver dårligere stillet i forhold til de rettigheder, de har efter FN’s Børnekonvention. Børn, som før ville have haft ret til familiesammenføring med det samme, vil ikke have det længere efter det fremsatte forslag.
Det er desuden Børnerådet opfattelse, at det fremsatte lovforslag i dets nuværende form - med indførelsen af midlertidige opholdstilladelser samt fratagelsen af muligheden for familiesammenføring det første år - vil svække mulighederne for en vellykket integration af både forældre og børn. Efter rådets mening bør fyldestgørende integrationsprogrammer tilbydes alle nytilkomne personer, uanset om de har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, 2 eller 3. Især vil det være vigtigt, at børn der har fået midlertidig opholdstilladelse, tilbydes modersmålsundervisning, fordi modersmålsundervisning er afgørende for barnets mulighed for udvikling.
Endelig er det Børnerådet opfattelse, at også uledsagede mindreårige asylansøgere vil blive negativt påvirket af det pågældende lovforslag. Denne udsatte gruppe børn vil med den foreslåede ændring kun kunne opnå opholdstilladelse af 1 års varighed ad gangen. Det vil medføre, at disse børn pålægges et – efter Børnerådets mening urimeligt og unødvendigt - pres i form af at skulle søge om at få fornyet sin opholdstilladelse en gang årligt. Som reglerne er nu, kan børnene gives opholdstilladelse til de fylder 18 år. Børnerådet mener derfor, at uledsagede mindreårige ikke bør omfattes af § 7, stk. 3, men bør vedblive med at henhøre under § 7, stk. 2.