Børn op til 15 år bør have ret til videoafhøring

Børn og unge, der har været udsat for eller har overværet alvorlige forbrydelser, skal behandles skånsomt i mødet med politi og retsvæsen. Sker dette ikke, kan barnets helbredelse være i fare.
Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb og Børnerådet har i et notat til Strafferetsplejeudvalget (bilag 1 til betænkningen) redegjort for børns oplevelse af at vidne i retssager vedr. seksuelle overgreb1. På baggrund af notatet anbefaler Børnerådet en forhøjelse af aldersgrænsen for anvendelse af videoafhøring i straffesager om seksuelle overgreb fra de nuværende 12 år til 15 eller 16 år, sådan som man har gjort i alle de andre nordiske lande.

Det glæder Børnerådet, at Strafferetsplejeudvalget anbefaler en udvidelse af anvendelsesområdet for videoafhøring, så det også omfatter børn i alderen 13 til 14 år.
Børnerådet tilslutter sig endvidere udvalgets opfattelse, at børn op til 15 år, der har været vidner til overgreb, også  - altid - skal omfattes af ordningen, jf. bet. si. 138 f.

Generelt ville Børnerådet anse det for hensigtsmæssigt, at børn under 15 altid skulle have ret til videoafhøring uanset forbrydelsens karakter. Efter udvalget anbefaling er ordningens område imidlertid først og fremmest straffelovens kap. 24 om seksualforbrydelser.
Det samme gælder spørgsmålet om vold i familien (straffelovens § 237 om drab og §§ 244 – 246 om vold). Udvalget anbefaler, at ordningen også – altid – skal gælde her, også for både ofre og vidner.
Derimod vil sager om vold mod en 13 – 14 årig begået af en fremmed person ikke automatisk være omfattet af ordningen. Det begrundes med, at forbrydelser inden for familien er særligt belastende for barnet. Dette er formentlig generelt korrekt, men konklusionen  – at der så som udgangspunkt ikke kan videoafhøres, når der ikke er tale om en nærtstående gerningsmand - finder Børnerådet ikke tilstrækkeligt hensyntagende til barnet. Rådet understreger derfor, at der bør skønnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og at dette må fremgå tydeligt af bemærkningerne til et fremtidigt lovforslag.

Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan unge op til alderen 18 år efter udvalgets anbefaling også videoafhøres efter en konkret vurdering i hvert tilfælde. Udvalget lader ikke til at anbefale en udvidelse i forhold til tidligere retspraksis, hvor det har været vanskeligt at opnå tilladelse til videoafhøring. Udvalget skriver i kap. 10.2.4.3.: ”Af hensyn til det grundlæggende princip i dansk strafferetspleje om bevisumiddelbarhed bør unge i alderen 15 – 17 år derfor som det helt klare udgangspunkt afgive vidneforklaring i retten og således ikke videoafhøres”.  Videre, at der kun kan være tale om sager, hvor den unge er offer, ikke vidne. Dog understreger udvalget i kap. 10.2.4.1, at unge med alvorlig psykisk lidelse eller anden væsentlig funktionsnedsættelse kan videoafhøres efter de samme regler, som kan give adgang til videoafhøring for voksne med samme lidelse eller funktionsnedsættelse.
Børnerådets anerkender naturligvis princippet om bevisets umiddelbarhed, men har det håb, at et eventuelt lovforslag på baggrund af betænkningen udformes med øget forståelse for, at også unge i alderen 15 - 17 år kan have et berettiget behov for den beskyttelse, som videoafhøring yder, og som kan veje tungere end dette princip.

Udvalget behandler bl.a. i kap. 4.1 den konkrete vurdering, der kan afgøre, om videoafhøring er en mulighed, når der ikke er tale om overgreb eller familievold. Her omtales særligt politiets og anklagemyndighedens vurdering af barnets psykiske udvikling og tilstand. Børnerådet vurderer imidlertid, at den faglighed, der muliggør en sådan vurdering, næppe hører til disse myndigheders særlige kompetenceområde. Et evt. lovforslag bør derfor nærmere specificere kravene for denne vurdering, der må inkludere fagpsykologisk bistand.

I betænkningens kap. 11 om øvrige anbefalinger understreger udvalget mht retssystemets behandling af børn, der ikke videoafhøres, at sagerne bør behandles så hurtigt som muligt. Udsagnet følges desværre ikke op af konkrete forslag, der kunne løse problemet med meget lange ventetider.
Politiafhøringen bør tilpasses barnets alder, udsatte situation og kognitive evner og finde sted i ”imødekommende” omgivelser. Videre skal børn og unge modtage ”fyldestgørende information og vejledning om deres retsstilling og sagens forventede forløb på en måde, som de har mulighed for at forstå.”
Udvalget understreger videre, at der i sager, hvor børn og unge skal afgive forklaring i retten, så tidligt som muligt under forberedelsen af sagen skal træffes forhåndsafgørelse om dørlukning eller om, at tiltalte skal forlade lokalet under vidneafhøringen. Hermed kan presset mindskes på den unge i perioden op til forhandlingen i retten.

Disse anbefalinger kan kun ønskes velkomne af Børnerådet, der imidlertid savner konkrete og specifikke anvisninger fra udvalget på flere af punkterne.

Børnerådet opfordrer til, at et evt. lovforslag udformes med maksimal hensyntagen til den sårbare situation, som unge befinder sig i, når de møder retssystemet både som vidner og som ofre. Det bør derfor bl.a. kun være særligt uddannede afhørere, der foretager (video)afhøring af børn og unge i disse sager (kap. 11.3.2), ligesom det skal undgås, at barnet eller den unge konfronteres med tiltalte i forbindelse med retsmøde (kap. 11.3.4).

Børnerådet ønsker afslutningsvis at henlede opmærksomheden på Børnekonventionens art. 39, der forpligter staten til at træffe passende forholdsregler for at fremme fysisk og psykisk helbredelse af et barn, der har været udsat for overgreb, og at dette skal ske under forhold, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed.
Konventionens artikel 40 har heller ikke har haft Strafferetplejeudvalgets opmærksomhed og har derfor ikke haft den betydning for resultatet, som Børnerådet kunne ønske.  Artiklen handler om børns møde med retsvæsnet som mistænkte eller anklagede, men de samme grundlæggende hensyn til børns sårbarhed og rettigheder, der ligger bag bestemmelsen, gælder imidlertid også for børn, der er vidner eller ofre for forbrydelser. Børnerådet bemærker her særligt artiklens pkt. 3, der pålægger staten at ”sørge for at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn….”.

De danske forpligtelser på dette område synes på denne baggrund ganske klare, og Børnerådet kan med disse kommentarer tilslutte sig betænkningens hovedresultater.

Rådet ser videre frem til, at regeringens udspil ”En ungdom uden kriminalitet” virkeliggøres. Forslaget her om strategier for retskredsenes møde med børn og unge markerer et gennembrud for etableringen af de særlige børnevenlige procedurer, der står meget højt på dagsordenen både i FN og i EU-regi. Børnerådet ser frem til et konstruktivt samarbejde med myndighederne, særligt Domstolsstyrelsen, om den konkrete udformning af strategierne.