Generelle bemærkninger til Børnekonventionen

Børnekomitéen har mulighed for at udgive generelle bemærkninger til Børnekonventionen. De generelle bemærkninger uddyber, hvordan konventionens bestemmelser skal fortolkes og vejleder staterne i, hvordan konventionen kan implementeres nationalt.

Børnekomiteen har mulighed for at udgive generelle bemærkninger til Børnekonventionen. De generelle bemærkninger uddyber, hvordan konventionens bestemmelser skal fortolkes og er en guide for staterne i, hvordan konventionen kan implementeres nationalt.

Der findes 20 generelle bemærkninger:

Nr. 1. om formålene med uddannelse (2001)
Børnekomitéen understreger, at retten til uddannelse både handler om adgang og om, at indholdet i uddannelsen skal understøtte barnets bedst mulige udvikling samt fremme af tolerance og respekt for andres rettigheder.

Nr. 2. om uafhængige menneskerettighedsinstitutioners rolle i at fremme og beskytte børns rettigheder (2002)
Børnekomitéen opfordrer medlemsstaterne til at oprette uafhængige institutioner, der fremmer børns rettigheder på nationalt niveau – fx børneombudsmænd eller nationale menneskerettighedsinstitutioner med mandat ift. børn.

Nr. 3. om HIV/AIDS og børns rettigheder (2003)
Børnekomitéen opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en børnevenlig og rettighedsbaseret tilgang til bekæmpelsen af HIV/Aids.

Nr. 4. om unges helbred og udvikling (2003)
Børnekomitéen opfordrer medlemsstaterne til at fremme en kultur, der støtter børn og unges bedst mulige udvikling.

Nr. 5. om generelle tiltag til implementering af Børnekonventionen (2003)
Her uddyber Børnekomitéen, hvilke generelle skridt medlemsstaterne skal tage i forhold til at implementere Børnekonventionen.

Nr. 6. om behandlingen af uledsagede og separerede børn, der opholder sig uden for sit hjemland (2005)
Børnekomitéen uddyber, hvilke rettigheder separerede og uledsagede børn har ret til – herunder særligt retten til ikke at blive diskrimineret, retten til at blive hørt og princippet om barnets bedste.

Nr. 7. om implementeringen af børns rettigheder i den tidlige barndom (2005)
Her understreger Børnekomitéen, at Børnekonventionen også har stor relevans i den første del af barndommen og uddyber, hvordan medlemsstaterne kan fremme de helt yngste børns rettigheder.

Nr. 8. om barnets ret til beskyttelse mod fysisk afstraffelse og andre former for umenneskelig eller nedværdigende behandling og straf (2006)
Børnekomitéen understreger, at medlemsstaterne er forpligtet til at forbyde og udrydde alle former for fysisk afstraffelse af børn som et første skridt til at beskytte alle børn mod vold.

Nr. 9. om børn med handicaps rettigheder (2006)
Her bliver det understreget, at børn med handicap har samme rettigheder som alle andre børn, og at konventionen ikke kan opfyldes, uden at staten har et særligt fokus på børn med handicap.

Nr. 10. om børns rettigheder inden for strafferetsplejen (2007)
Børnekomitéen opfordrer medlemsstater til at udvikle en omfattende politik for børn inden for strafferetsplejen.

Nr. 11. om oprindelige børns rettigheder i henhold til konventionen (2009)
Her understreges det, at børn, som tilhører et oprindeligt folk, har samme rettigheder som alle andre børn, og at konventionen ikke kan opfyldes, uden at staten har et særligt fokus på at fremme denne gruppes rettigheder.

Nr. 12. om barnets ret til at blive hørt (2009)
Børnekomitéen understreger, at retten til at blive hørt både er en individuel rettighed og en ret for grupper af børn. Børnekomitéen udfolder retten til at blive hørt ift. indhold, og hvordan medlemsstaterne i en lang række situationer kan sikre det.

Nr. 13. om barnets ret til et liv uden vold (2011)
Børnekomitéen understreger, at der finder for meget vold mod børn sted, og at al vold mod børn kan undgås. Vold omfatter alle former for fysisk og psykisk vold, tilskadekomst, overgreb, vanrøgt, mishandling, udnyttelse og seksuelt misbrug.

Nr. 14. om barnets bedste (2013) 
Børnekomitéen fremlægger her en ramme for at vurdere barnets bedste og minder om, at staten er forpligtet til at sikre, at barnets bedste vurderes i relation til lovgivning, politikker, budgetlægning, i konkret sagsbehandling og i retssystemet.

Nr. 15. om barnets ret til den højest mulige levestandard (2013)
Denne bemærkning fremhæver, hvordan børns sundhed bør anskues ud fra et rettighedsperspektiv. Barnets ret til sundhed hænger bl.a. sammen med barnets bedste, retten til ikkeat blive diskrimineret og retten til at blive hørt.

Nr. 16. om staters forpligtelser i forhold til virksomheders påvirkning af børns rettigheder
Børnekomitéen uddyber, hvordan stater skal arbejde for at skabe et miljø, hvor virksomheder ikke negativt påvirker børns rettigheder. Dvs. at skabe et miljø, hvor virksomheder kan bidrage til at opfylde børns rettigheder og sikre, at børn har klageadgang i tilfælde, hvor virksomheder har krænket deres rettigheder.

Nr. 17. om barnets ret til hvile, fritid, leg, kultur og kreative aktiviteter (2013)
Her uddyber Børnekomitéen konventionens artikel 31 om retten til fritid, leg og hvile.

Nr. 18. om barnets ret og skadelige praksisser (2014)
Børnekomitéen og FN’s kvindekomité understreger medlemsstaternes forpligtelser i forhold til at udrydde skadelige praksisser over for kvinder og børn, herunder omskæring af kvinder og æresrelateret vold.

Nr. 19 om budgetlægning til realisering af børns rettigheder (2016)
I bemærkningen uddyber komitéen staters forpligtelser i forhold til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at indfri børns rettigheder i de offentlige budgetter på alle niveauer, dvs. både nationalt, regionalt og kommunalt. Budgetlægningen skal være målrettet, effektiv, uden diskrimination, gennemsigtig og langsigtet.

Nr. 20 om implementering af rettighederne i ungdommen (2016)
Komitéen lægger i denne generelle bemærkning vægt på unges rolle som forandringsagenter, der kan bidrage til en positiv samfundsudvikling. Staten er ansvarlig for at sikre rammer, der muliggør unges aktive deltagelse og medbestemmelse, som er forudsætninger for, at unge til fulde kan udøve sine rettigheder.

Børnekomitéen er ved at udvikle flere generelle bemærkninger, som er sendt i høring i medlemsstaterne og civilsamfundet. De drejer sig bl.a. om børn i konteksten international migration samt børn, der bor på gaden.