Freja og Ulla: En spildt barndom

Trods en svær og smertefuld barndom er de to søstre Freja og Ulla ofte ikke blevet set af de fagprofessionelle. De har langt fra fået den hjælp de havde behov for.

De to søstre fortæller om en barndom fyldt med druk og vold. De gør sig tanker om, at de voksne må have vurderet, at det nok ikke er rigtigt, det de ser og hører. Det kan ikke være så slemt. De gør sig tanker om, at voksne afviser børns beretninger med, at børn gør oprør og at de lytter mere til forældrene end til børnene.

Søstrenes fortælling er fyldt med oplevelser af politi, der ser og hører, hvad der foregår i familien, pædagoger, der vurderer pigernes udvikling som dybt problematisk, tandlægen, der ser de rådne mælketænder, skolen der ser den udadvendte søsters voldelige adfærd og hendes tyverier, mavepiner og hovedpiner samt børnefødselsdage, hvor forældrene ikke kommer hjem. Men de oplever også, at ingen gør noget. Måske fordi de er mætte og velplejede, måske fordi far er veltalende og voldsom, måske …

"De skulle have spurgt mig hvordan jeg havde det" siger de, og de skulle have set alle de signaler vi sendte ud.

Den udadvendte og udadreagerende søster bliver endelig anbragt, men hendes to søskende bliver i hjemmet. Søstrenes oplevelse af ikke at blive set og hørt på en måde, som skabte forandring, har fået dem til at give op – specielt den stille pige, der ikke turde sige fra af angst for, at det så kunne blive endnu værre.

Deres ønske er, at pædagoger bliver bedre til at lytte til børnene og til at se tingene før det er for sent. "Pædagogerne er der jo ikke kun for at holde øje med os, de er der jo også for at passe på os og være sikre på, at vi har det godt - også når vi går derfra."