Forretningsorden for Børnerådet

Børnerådet er et uafhængigt og tværfagligt sammensat råd nedsat af velfærdsministeren.

Formål
§ 1. Børnerådet skal i henhold til Ministeriet for familie- og forbrugeranliggenders Bekendtgørelse nr. 458 af 15. maj 2006 arbejde for

  • at sikre børns rettigheder
  • at sætte fokus på og informere om børns forhold i samfundet
  • at yde rådgivning til myndigheder om spørgsmål, der vedrører børns vilkår
  • at inddrage børns synspunkter i arbejdet
  • at vurdere de forhold, børn i Danmark lever under, set i lyset af bestemmelserne og intentionerne i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen).

Medlemmer
§ 2. Børnerådet består af en formand og 6 medlemmer. Alle er personligt udpeget. De 6 medlemmer er udpeget efter indstilling fra en valgforsamling bestående af organisationer med opgaver på børneområdet.
stk. 2. Efter indstilling fra formanden vælger Børnerådet af sin midte en næstformand, som er stedfortræder for formanden.

Møder
§ 3. Rådet mødes så ofte, det er fornødent, men minimum 4 gange om året. Senest på det første møde i et kalenderår fastlægger rådet en møderække. Formanden indkalder til de kalenderlagte møder med 10 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
stk. 2. Møde skal endvidere afholdes, såfremt 2 medlemmer af Børnerådet fremsætter anmodning herom ved henvendelse til formanden.
stk. 3. Sekretariatschefen deltager i rådets møder. Sekretariatets øvrige medarbejdere deltager efter aftale med formanden.
stk. 4. Finder formanden det hensigtsmæssigt, kan behandling af en sag foretages ved skriftlig høring af medlemmerne.

§ 4. Børnerådet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 medlemmer er til stede. Børnerådet skal tilstræbe enighed om sine beslutninger. Hvor dette ikke er muligt, træffes beslutninger ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget. Et mindretal kan kræve sin afvigende mening tilført Børnerådets indstillinger og udtalelser.
stk. 2. Børnerådet kan tilkalde særligt sagkyndige i det omfang, dette skønnes fornødent.
stk. 3. Børnerådet kan efter behov nedsætte arbejdsudvalg med arbejdsopgaver inden for bekendtgørelsens rammer. Arbejdsudvalgets forslag forelægges Børnerådet til godkendelse.

§ 5. Der optages referat over Børnerådets beslutninger. Et mindretal kan kræve afvigende meninger tilført referatet.
stk. 2. Referatet af Børnerådets beslutninger udsendes senest 1 måned efter mødet til Børnerådets medlemmer.
stk. 3. Et referat betragtes som godkendt, såfremt ingen af mødedeltagerne inden 10 dage efter afsendelsen har fremsat indsigelser mod referatet.

Årsmøde og beretning
§ 6. For at fremme samarbejdet mellem Børnerådet, de frivillige/private organisationer og foreninger samt offentlige myndigheder med opgaver på børneområdet afholder rådet en gang årligt møde for en sådan bred kreds. Den i § 2 nævnte valgforsamling vil blive indbudt.

§ 7. Børnerådet udarbejder hvert år en skriftlig beretning over rådets virksomhed, som tilsendes den kreds af personer og organisationer, der er nævnt i § 6. Børnerådet kan beslutte at offentliggøre beretningen i en bredere kreds.

Økonomi
§ 8. Børnerådet er ansvarligt over for bevillingsgiver og træffer afgørelse om anvendelsen af de midler, der er afsat til rådets disposition på finansloven. Rådet kan søge udgifter til konkrete aktiviteter dækket ad anden vej.
stk. 2. Rådets virksomhed er omfattet af statens almindelige bevillings- og regnskabsregler. Regnskabsføringen foretages af Velfærdsministeriet.

Sekretariatet
§ 9. Til bistand for Børnerådet fungerer et sekretariat, hvis chef ansættes af Børnerådet. Sekretariatets medarbejdere ansættes af sekretariatschefen.
stk. 2. Sekretariatschefen er sekretær for rådet, og har det daglige administrative og økonomiske ansvar for, at der træffes dispositioner i overensstemmelse med de givne retningslinjer, og aflægger løbende regnskab for rådet for de midler, som rådet disponerer over.

Tavshedspligt
§ 10. Rådets medlemmer har tavshedspligt i henhold til gældende regler om virke i offentlige hverv.