Debatindlæg bragt i Berlingske den 9. april 2017.
Af Per Larsen, formand for Børnerådet, og Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Et flertal i Folketinget er netop blevet enig om en bandepakke, der skal komme de kriminelle bander til livs. Socialrådgiverne og Børnerådet savner i bandepakken fokus på, hvordan vi får unge mennesker, der er på vej ind i en negativ spiral, ud af den igen. For selv om vi er lykkedes med at få ungdomskriminaliteten til at falde, er vi ikke blevet bedre til at sikre, at unge ikke begår kriminalitet igen, hvis de først har gjort det én gang.
Nu venter vi på den bebudede reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet, som forhåbentlig kommer til at spille sammen med bandepakken, så vi kan forebygge, at udsatte unge ender i hænderne på banderne.
Vi har masser af viden fra både praksis og forskning om, hvilke forebyggende indsatser, der virker. Viden, der har været stærkt medvirkende til, at ungdomskriminaliteten siden 2006 er faldet år efter år.
Denne glædelige udvikling afspejler til dels en overordnet samfundsudvikling, hvor unge tager færre risici end tidligere, eksempelvis drikker de mindre og har mindre gadeorienteret adfærd, dels skyldes den, at der er iværksat gode, forebyggende indsatser, som virker.
Men god forebyggelse er krævende. Først og fremmest skal forældrene, så vidt det overhovedet er muligt, tage ansvar for deres børn – og om nødvendigt støttes til at håndtere denne opgave tilstrækkeligt. Dernæst skal der handles hurtigt og koordineret, så snart et barn eller en ung er i en dårlig udvikling.
Forebyggelse kræver sammenhæng, tydelighed og vedholdenhed fra alle de aktører, som er omkring den unge. Det gælder familien, myndigheder og fagfolk samt frivillige i lokalområdet.Per Larsen og Majbrit Berlau
Hhv. formand for Børnerådet og formand for Dansk Socialrådgiverforening
For forebyggelse kræver sammenhæng, tydelighed og vedholdenhed fra alle de aktører, som er omkring den unge. Det gælder familien, myndigheder og fagfolk samt frivillige i lokalområdet.
Skolen skal give en ekstra skalle for at få undervisningen til at fungere, gadeplansarbejderen skal modvirke dårligt selskab i fritiden, socialrådgiveren skal ind i familien for at hjælpe med at få styr på forholdene og finde en god mentor til barnet, politiet skal forklare familien, at barnets adfærd skal ændres, fritidsklubben skal få barnet med i gode oplevelser i fritiden, boligselskabets bestyrelse og områdets fædre- eller mødregrupper skal være med til at sikre, at børn ikke skejer ud i kvarteret.
En genoprettende ret
Og så er det afgørende, at uddannelsesrådgivning og jobcenter finder uddannelse, praktik eller læreplads til de unge. Alle disse indsatser skal skræddersys til det enkelte barn og koordineres tæt. Endelig skal barnet eller den unge inddrages i beslutningerne og de aftaler, der bliver indgået.
Heldigvis lægger regeringsgrundlaget op til »et større spillerum til at skræddersy den mest effektive indsats, som skal hjælpe en udsat ung«. I grundlaget beskrives desuden etablering af et ungdomskriminalitetsnævn forankret i kommunerne, som, vi mener, har et positivt potentiale, hvis de etableres med omtanke.
Nævnene bør for det første have en koordinerende funktion, som ofte mangler i dag. Dernæst er det centralt, at alle i nævnet har børnefaglige kompetencer, og så skal nævnene have fokus på sociale indsatser og tilføres tilstrækkelige ressourcer, så børnene sikres hurtig sagsbehandling. Flere af elementerne er i dag en del af netværks- og ungesamrådene, men erfaringer viser, at samrådene kunne fungere bedre og bruges mere.
Oven i disse indsatser anbefaler vi et nyt redskab, som har vist gode resultater i Norge og Nordirland. Det er metoden »genoprettende ret«, som giver de unge mulighed for at rette op på eksempelvis hærværk, trusler eller kriminalitet, de har begået.
Den unge skal efter aftale med de skadelidte reparere skaderne eller yde samfundstjeneste. Mægling og offerkonfrontation er også en del af ordningen, så offeret kan få en reel undskyldning og en større sikkerhed for, at tingene ikke gentager sig. Samtidig bliver de unge opmærksomme på konsekvenserne – også de menneskelige – af kriminaliteten.
Det er en tænkning, som vi stort set ikke bruger i Danmark, men vi bør inddrage den i vores sociale indsats over for udsatte og kriminelle børn og unge.
Flere medier spår om, at regeringen ikke vil sænke den kriminelle lavalder. Det er både Børnerådet og Socialrådgiverne selvfølgelig utroligt glade for. Der er mange negative konsekvenser forbundet med en sænkelse – stigmatisering, kontakt med det kriminelle miljø under varetægt og afsoning og færre muligheder senere i livet, hvis straffeattesten er plettet.
Problemerne med ungdomskriminalitet er sammensatte og komplekse og berører en bred målgruppe. Det betyder, at der skal en helhedsorienteret strategi til for at imødegå dem. Vi kan kun anbefale, at Folketinget som supplement til bandepakken vedtager en indsats mod ungdomskriminalitet, som har fokus på mere forebyggelse, bedre resocialisering og tættere koordinerede sociale indsatser.