Ny kampagne imod vold mod børn

15-04-2016

Børnerådet, Red Barnet, Børns Vilkår og DR har modtaget midler fra TrygFonden til en kampagne, der skal sætte fokus på børns ret til en dagligdag uden vold

Selvom revselsesretten blev afskaffet i 1997, udsættes mange børn i Danmark stadig for vold i hverdagen. Det emne tager det fælles projekt fat på i en kampagne, der lanceres op til børnerettighedsdagen den 20. november 2016.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har vist, at hvert femte barn i 8. klasse enten selv har været udsat for fysisk vold i hjemmet eller kender nogen, der har. Mindre end halvdelen af de voldsramte børn søger hjælp, og når de gør, bliver de i flere tilfælde ikke hørt. 

Børnerådets egen undersøgelse, For mange unge opsøger ikke hjælp, når de har brug for den, viser desuden at mere end hver 10. ung er i tvivl om, hvor de skal søge hjælp, hvis de selv eller nogen de kender er udsat for vold. 

Problemet er alvorligt, da børn, der udsættes for eller overværer vold i nære relationer, kan få både fysiske og psykiske mén resten af livet.

Kampagnens formål er at stoppe vold mod børn gennem oplysning til både forældre og børn. Kampagnen vil undersøge, oplyse om og ændre voksnes brug af vold i opdragelsen af deres børn, og den vil samtidig oplyse børn i folkeskolen om deres ret til en opvækst uden vold.

Kampagneaktiviteterne vil blandt andet bestå af undersøgelser fra de forskellige samarbejdsparter, en kick-offkonference og fyraftensmøder for relevante aktører og undervisningsmateriale og bannere til Børnerettighedsdagen. Derudover vil DR behandle emnet på flere forskellige platforme blandt andet på DR Ultra.

STOP FINAL