Ny kampagne fra Ankestyrelsen: Del din bekymring

02-12-2013

Del din bekymring – det er hovedbudskabet i en ny kampagne fra Ankestyrelsen, som går i luften i dag, d. 2. december. Kampagnen opfordrer almindelige danskere og fagfolk til at underrette myndighederne omgående, hvis de er bekymret for et barns trivsel.

Hvis et barn eller en ung ikke trives, skal der tages hånd om deres problemer så tidligt som muligt. Det er Ankestyrelsens formål med en ny landsdækkende kampagne, der skal informere om, hvorfor det er så vigtigt hurtigt at underrette de ansvarlige myndigheder.  Hensigten er, at både almindelige danskere og fagfolk bliver bedre klædt på til at vide hvad de skal gøre, hvis de er bekymret for et barns eller et ungt menneskes trivsel.

Fra december til marts 2014 sætter kampagnen via en lang række aktiviteter fokus på den gode underretning, som skal være med til at give udsatte børn og unge en bedre opvækst hos deres forældre. Der er bl.a. udviklet et såkaldt ”Dilemma-spil”, som fagfolk kan bruge til at få gang i dialogen om børn, der måske, måske ikke, har brug for hjælp. Spillet er bygget over en række fiktive cases og er en nem måde at få debatten om rettidig underretning sat i gang.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen siger:
 ”Det er helt afgørende, at børn, der har problemer, får hjælp så tidligt som muligt, så problemerne ikke udvikler sig. Derfor er det så vigtigt, at man underretter de ansvarlige myndigheder, så snart man ser tegn på, at et barn mistrives. Som tidligere skolelærer ved jeg også, hvor vigtigt det er at få talt med sine kollegaer om sin bekymring for et barns trivsel og tale åbent om den tvivl, man kan have. Med kampagnen sætter vi et vigtigt emne som udsatte børn og unges vilkår på den offentlige dagsorden og sørger for, at den nødvendige viden er til rådighed for at kunne underrette.”

I dag eksisterer der en række barrierer for at underrette, bl.a. at mange danskere og fagfolk fejlagtigt tror, at en underretning ofte ender med, at barnet bliver tvangsfjernet fra hjemmet. Den nye kampagne vil derfor også sætte spot på, at langt de fleste underretninger ender med en foranstaltning i hjemmet, f.eks. i form af en støtteperson, rådgivende familiesamtaler, lektiehjælp og familieaflastning.

Ankechef i Ankestyrelsen Henrik Horster siger:
”Vi vil gerne gøre op med tankegangen om, at en underretning altid ender med en tvangsfjernelse og et konfliktfyldt samarbejde med forældrene. Vi ved, at mange, også fagfolk, er i tvivl om, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forholde sig. Derfor ønsker vi med kampagnen at sende et klart signal om, at det er fagligt at være i tvivl – og at det er bedre at underrette end at lade være med at gøre det.”

Kampagnen er ét af mange konkrete initiativer under den nyligt vedtagne overgrebspakke, som skal sikre en samlet indsats for at beskytte børn og unge mod overgreb og mistrivsel, og den styrkede information om procedurerne ved underretning er en central del af kampagnen.

I oktober i år trådte en række nye regler i kraft, som betyder, at den enkelte pædagog eller skolelærer lettere kan få at vide, hvad der sker med en sag efter en underretning. Pjecen ”Det er også faglighed at tvivle”, som distribueres til fagfolk i disse dage, skal være med til at gøre det nemmere for fagfolk at vide hvad de skal gøre, når de er bekymrede for et barns trivsel. Samtidig samler en ny hjemmeside www.deldinbekymring.nu al information om rettidig underretning.

Læs mere om kampagnen på www.deldinbekymring.nu

Yderligere oplysninger:
Henrik Horster, ankechef, Ankestyrelsen, tlf. 22 82 31 50

Pressekontakt:
Julie Ørnø, pressemedarbejder, Social-, Børne- og Integrationsministeriet, tlf. 40 70 69 01