Børn svigtes i det danske retssystem

18-12-2013

Urimeligt lange ventetider, angst for mødet i retten og et system uden indsigt i børnenes særlige behov. Det er virkeligheden for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb og skal vidne i det danske retssystem. Børnerådet og Center for Seksuelle Overgreb opfordrer derfor justitsministeren til bl.a. at ændre aldersgrænsen for, hvornår børn skal vidne i retssagerne.

Børnerådet og Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb har for nylig set på, hvordan børn, der vidner som ofre i retssager om seksuelle overgreb, oplever mødet med det danske retssystem. Undersøgelsen bekræfter et billede af, at det danske retssystem ikke er gearet til at tage sig ordentligt af børnene – og at systemet ofte ender med at tilføre børnene yderligere traumer.

Børnene går ofte igennem lange retssager. Nogle gange må de vente i hele og halve år før deres sag bliver afsluttet. Ventetiden er for mange af dem fyldt med frygt og bekymringer - og det har store konsekvenser for deres trivsel og mulighed for at komme sig over overgrebet.

Mange af børnene oplever også, at politiets måde at spørge på under afhøringer planter skyldfølelse i dem, og at forsvarerne er unødvendigt hårdhændede. Det er en psykisk belastning, som skaber yderligere mistrivsel for børn, der allerede er i en meget vanskelig situation.

”Vi kan simpelthen ikke være det her bekendt. Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har brug for at blive mødt med forståelse, tillid og omsorg. Vi skal tilbyde dem de bedst mulige rammer for, at de kan komme sig over overgrebet. Det gør vi ikke i dag. Jeg tror egentlig, at alle vil det bedste for de her børn, men man har indrettet systemet uhensigtsmæssigt - og man tager ikke de rigtige redskaber i brug. I vores nordiske nabolande har man fundet effektive metoder til at sikre, at barnets tarv kommer i første række. Det skal vi gøre efter. Derfor har vi nu sendt et åbent brev til justitsministeren, hvor vi beder hende om, at forholde sig til sagen ”, siger formand for Børnerådet Per Larsen.

Børnerådet og Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb mener, at der er tre ting, der skal til, for at give børnene nogle bedre vilkår. For det første skal man hæve aldersgrænsen for, hvornår børn og unge er forpligtet til at møde personligt op og vidne i retten – fra de nuværende 12 år til 15 eller 16 år, sådan som man har gjort i alle de andre nordiske lande. For det andet skal sager om seksuelle overgreb på børn prioriteres langt højere i retssystemet, så børnene ikke skal vente i halve og hele år, før de kan få deres sag afsluttet. Og for det tredje skal voksne, der møder barnet eller den unge i forbindelse med afhøringen og retssagen, have de nødvendige redskaber til at håndtere barnet og den svære situation, det er i.

”Som psykolog og behandler for børn udsat for seksuelle overgreb skærer det i hjertet at se børnenes angst og bekymringer over at skulle vidne i retten. En angst, der forhindrer børnene i at bearbejde det seksuelle overgreb, de har været udsat for, og bremser barnet i at komme i en god udvikling igen. En forestående retssag kan fastholde børnene i et langvarigt behandlingsforløb, fordi børnene ofte først kan forholde sig til overgrebet, når retssagen er ovre. Med en anden tilgang ville vi kunne bringe disse børn i trivsel langt hurtigere, end vi gør i dag”, siger Helene Almind Jansen, der er psykolog og forskningskoordinator ved Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb.

Læs det åbne brev til justitsministeren (pdf).

For mere information kontakt:

Bodil Liv Holm, kommunikationsmedarbejder i Børnerådet, tlf. 33 78 33 04

Helene Almind Jansen, psykolog og forskningskoordinator, Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, tlf. 41 59 39 63

Fakta

Reglerne i dag

I dag er det sådan, at børn over 12 år skal møde personligt op og vidne i retten.

Er man 12 år eller derunder, skal man i stedet videoafhøres kort tid efter overgrebet er blevet anmeldt. Den videooptagede afhøring bliver så vist i retten. Det betyder, at barnet kan nøjes med at afgive forklaring én gang, og at barnet skånes for den voldsomme situation det er, at skulle fortælle om overgrebet i en retssag. Videoafhøringerne foretages af en person fra politiet, der har særlig uddannelse og erfaring i at håndtere børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Undersøgelse blandt børn, der har vidnet

Børnerådet og Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb har lavet kvalitative interviews med 12 børn, der enten skal eller har vidnet som offer i sager om seksuelle overgreb. Derudover har centeret stor viden og klinisk erfaring om andre børn i den samme situation, som man har haft til behandling i centeret siden 2001. 

Undersøgelsen viste blandt andet: 

Ventetiden er belastende 

Mange af de børn, der indgår i undersøgelsen, fortæller, at ventetiden op til retssagen er noget af det, der slider mest på dem. Der kan være tale om ventetider på hele og halve år, og ofte ankes sagerne, hvilket medfører yderligere ventetid. Børnene giver udtryk for, at de har svært ved at lægge overgrebet bag sig, så længe retssagen står på. Den lange ventetid belaster barnet på flere måder. Især fylder frygten for ikke længere at kunne huske vigtige og væsentlige detaljer fra overgrebet. Børnene er fanget i et dilemma mellem ønsket om at ville glemme og ikke tænke på overgrebet, og frygten for at glemme og dermed blive utroværdige vidner.  

En pige på 15 år siger om det; ”Det er det værste ved ventetiden, at man bliver afhørt flere gange. Og inde i sit hoved, så tænker man, at det er sket sådan her, men det kan godt være, at man glemmer nogle ting, og så når man skal give forklaringen igen, så kan det være, at der er nogle ting, man har glemt, eller man husker bedre, og så bliver man beskyldt for ”Ej, nu lyver du. ”

For nogle af børnene ender angsten og bekymringen for retssagerne med at fylde langt mere end det seksuelle overgreb.

En pige på 14 år ventede i knap 2 år for at få sin sag afsluttet. Hun siger bl.a. om det; ”For mig var det ikke det værd. Jeg var ikke i skole i ugerne op til retssagerne. Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg fik dårlige karakterer og kunne ikke tænke på andet end retssagen - om de troede på mig, og hvad de ville spørge om. Da sagen blev anket til Landsretten, faldt min verden helt sammen, ”Åh nej ikke en gang til. Det holder jeg bare ikke til”, tænkte jeg ”.

Mange af børnene giver udtryk for, at det lange forløb er så hårdt, at det ikke er det værd, når straffen så endelig falder.

”Han skulle ikke engang ind og sidde. Det værste var, så fik man en sjat penge, og så må det være det. Jeg havde det så dårligt. Jeg ville slet ikke have de penge. ” siger en pige på 18 år. 

En anden pige på 16 år siger; ”Jeg ville gerne have vidst, at strafferammen var så lav, fordi jeg har været så meget igennem med den retssag, og han fik 30 dages ubetinget, så det var totalt nyttesløst, jeg synes ikke, det var det værd. ”

Svært at skulle vidne i retten

Børnene peger på, at det er en svær situation at skulle vidne i en retssal. De føler det som en voldsom psykisk belastning at skulle forklare sig foran mange mennesker, og evt. blive konfronteret med den, der har begået overgrebet.

”Jeg synes, det var meget ubehageligt at skulle sidde midt ude i lokalet helt alene” siger en pige på 16 år.

En anden pige på 16 år siger; ”Jeg ville ikke mene, at nogen var klar til at komme i retten før de var 18, for det der med at skulle sidde helt alene, foran en helt masse mennesker, og fortælle noget, som du egentligt allerhelst bare ville glemme, det er meget svært. ”

Nogle af børnene forklarer, at fremmødet i retssalen er så belastende, at de ikke får fortalt alt det, de gerne ville have fortalt.

”Egentlig ville jeg godt have fortalt mere om, hvad der var sket, men det var for svært, jeg kunne ikke. Jeg synes, det var pinligt, de var jo helt fremmede, og jeg kendte dem ikke”, forklarer en 14-årig pige.  

Afhøringerne er hårde

Børnene oplever typisk, at afhøringerne hos både politiet og af forsvareren i retssalen er meget hårde.

”Nogle af deres spørgsmål var meget krænkende og voldsomme, når man tænker på, hvor ung jeg var.” siger pige på 18 år.

Bl.a. viser undersøgelsen, at politiets måde at spørge på kan plante skyldfølelser i barnet. Det giver efterfølgende barnet en følelse af ikke at blive troet, af selv at være skyld i overgrebet og af at politiet ikke er på deres side.

Nogle børn oplever også, at forsvarerne er endog meget hårdhændede i deres måde at spørge på i retssagen. En pige på 16 år siger bl.a.: ”Det var en meget bestemt forsvarsadvokat, og dommeren måtte stoppe hende. Det var ret voldsomt at blive beskyldt for at lyve. En ting er, at der bliver sat spørgsmålstegne ved det, man siger i retten, men også ved det, man tidligere har sagt. At man skulle have givet forskellige forklaringer.”

Meget af den utryghed og angst, de har for retssagen, handler om, at børnene ikke kender spillereglerne og ikke kan gennemskue, hvad det er de går ind til.

Manglende information om retssagen og om rettigheder og muligheder

Flere af børnene oplever, at de ikke får nok information om, hvad retssagen kommer til at gå ud på.

Flere af børnene nævner også, at de ikke er blevet oplyst om deres muligheder, bl.a. for at søge om at blive videoafhørt.

”Jeg synes politiet skulle have spurgt en til at starte med, om man ville videofilmes i stedet for at møde op i retten, i stedet for bare at lade være med at sige noget. Så man ved, at man har et valg. ” siger en pige på 13 år.