Så hør dog efter!

01-03-2011

Selvom sandheder fra børn indimellem kan være svære at håndtere, har vi pligt til at handle på dem. Det er nemlig ofte et råb om hjælp, som vi ikke må overhøre.

Af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen

”Af børn og fulde folk skal man høre sandheden”. Ordsprog som dette opstår ikke af ingenting. Nogle sandheder har det med at gøre livet så sindssygt kompliceret. Tag nu fx sidste julefrokost, hvor du selv eller en kollega pludselig fik trang til at betro chefen et par af slagsen. I den slags situationer står det som regel hurtigt klart, at det nok havde været smartere at tie stille – og nogle chefer vælger da også at forlade festen, inden det bliver for vildt (læs; ærligt). 

Den går bare ikke, når det handler om børn. Vi bliver nødt til at lytte til børnene – også når de fortæller ubehagelige sandheder. Vi skal vise dem, at vi tror på dem – og at vi tør handle på deres vegne. Til deres bedste

Men for tit er vi tilbøjelige til at vende det døve øre til. Eller vi er bange for at handle på det, vi hører. Det er bl.a. derfor, vi jævnligt ser de rigtig grimme børnesager i medierne. Dem, hvor jeg – i selskab med størstedelen af Danmark - undrer mig over, hvorfor man ikke handlede på det, børnene fortalte.  

Jeg har selv været i en situation, hvor jeg blev kontaktet af en ung mand, der gik med en viden om et nært familiemedlem, der havde gjort noget dybt ulovligt. Og den viden havde han haft, siden han var barn. Den unge mand havde flere gange betroet sig til fagpersoner, men de lod være med at handle, fordi han tryglede dem om lade være. Han var ganske enkelt skræmt fra livet ved tanken om, hvad der ville ske, hvis politiet blev involveret. 

Jeg kunne tydeligt mærke, at den viden, han havde, var en stor byrde for ham. Da han bad mig lade være, sagde jeg: ”Du skal ikke længere bære ansvaret for at have den viden – og ansvaret for at afgøre, hvornår der skal handles på den viden. Derfor laver jeg nu en anmeldelse til politiet. Jeg skal forsøge at holde dig så meget udenfor, det er muligt. Men fra nu af behøver du ikke bekymre dig om, hvorvidt det skal politianmeldes eller ej. For det sker”. 

Han blev ulykkelig og bange. Men efter en lang samtale fortalte han mig, at han følte en enorm lettelse. Det var ude af hans hænder og kontrol. Nu kunne han koncentrere sig om at komme videre med sin uddannelse og sit liv.

Indrømmet: Det kan være svært at få børn til at fortælle, hvis de ikke har det godt. Børn er loyale over for deres forældre. Men så meget desto mere må man som voksen anstrenge sig for at skabe et tillidsfuldt rum, hvor børnene føler sig godt tilpas. Hvor det er okay at fortælle om skamfulde ting. Hvor barnet kan komme ud med sin sorg og rædsel over fx at se sin store- eller lillesøster blive pint. 

Når et barn viser os tillid ved at betro os den slags sandheder, så forpligter det os til at handle derefter. Det skal vi voksne kunne rumme – og vi skal kunne handle på det. 

Klummen har været bragt i Ekstra Bladet