Klumme til Psykolognyt: nummer… 2.857 i køen!

14-04-2011

Systemet er fuld af blindgyder for børn! Det kan en børneombudsmand være med til at rette op på, skriver Børnerådets formand i sin klumme til Psykolognyt.

Af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen

”Nej, så er det ikke mig, du skal tale med!” Godt så… Vi kender det alle sammen, ikke? Man har endelig fået kæmpet sig frem til den rigtige medarbejder. Og så viser det sig, at det er en kollega på et andet kontor, i en anden bygning - måske endda i en helt anden by - der i virkeligheden er den, som kan hjælpe én. Der findes ikke noget mere frustrerende, vel? Indimellem giver man simpelthen bare op. Og så når man aldrig frem til den rigtige medarbejder. 

Forestil dig så, at du er et barn. Måske endda et udsat barn, der er blevet tvangsanbragt og har mistet kontakten til dine søskende. Eller måske er du et barn, der er blevet smidt ud af skolen på et helt forkert grundlag. Nu skal du finde ud af, hvem der kan hjælpe dig. Hvor er det lige, du skal starte? 

Hvis vi i Danmark havde haft en børneombudsmand, som alle børn kendte til, og som højt og tydeligt talte børnenes sag, så var der ingen tvivl om, hvor man skulle starte. Hos børnombudsmanden! Her ville man nemlig, som barn, blive taget i hånden og guiden igennem den jungle af blidgyder, man ofte kan havne i, når man prøver at få ret. 

I mange år har vi i Børnerådet anbefalet, at Danmark får en børneombudsmand. Og det er ikke bare en anbefaling, der er hentet ud af den blå luft. FN’s Børnekomité har i snart 11 år sagt det samme: Danmark har brug for at sikre børns retsstilling gennem en børneombudsmand – præcis som de gør det i Sverige og Norge. 

Den politiske velvilje over for idéen, har desværre ikke været stor. Socialministeren har så sent som i marts sagt, at behovet ikke er der. Hun mener, at danske børns retsstilling er beskyttet i et ’veludviklet’ og ’velfungerende’ system. Mon børnene i de talrige sager om omsorgssvigt – som fx den i Brønderslev, hvor en hel børneflok levede under umenneskelige kår i årevis – er enige med Socialministeren i det? Jeg tvivler! 

Desværre er det ofte sådan, at de mekanismer, der skal sikre børn retfærdighed og beskyttelse, meget sjældent er gearede til at håndtere børns henvendelser. Derfor havner alt for mange børnesager på gulvet. Og ofte er det så indviklet at finde hoved og hale i systemet, at selv voksne giver op på forhånd. 

Socialministeren peger på, at alle børn på papiret har klagemuligheder i form af Ankestyrelsen og Folketingets Ombudsmand. På papiret, ja! Men sagen er den, at kun ti børn i 2010 fandt vej til Ankestyrelsens klagesystem. Og endnu værre så det ud for Folketingets Ombudsmand, hvor tre børn i 2010 klagede. Det er virkelig ikke for børn! 

Ankestyrelsen udfører et vigtigt og nødvendigt arbejde – ingen tvivl om det. Men den er ikke en aktiv fortaler for børns rettigheder over for myndigheder og institutioner. Og den taler som udgangspunkt ikke med børnene, når en sag bliver gennemgået. Papirerne bliver læst igennem, og der foregår en generel kontrol i forhold til, om reglerne er overholdt – hvilket er godt og vigtigt. Men børnene bliver ikke hørt! 

Og børn har brug for – og ret til – at blive hørt. Og de har brug for hjælp til at finde rundt i systemets kringelkroge. Derfor bør de have en børneombudsmand, som kan tale børnenes sag med autoritet og gennemslag. Som det er i dag, har vi ikke engang i Børnerådet mulighed for at hjælpe børn, der er kommet i klemme eller er faret vild i systemet. Ringer et barn, må vi henvise til kommunen eller et frivilligt rådgivningstilbud. Selv hvis vi får indtryk af, at der er noget galt, er det eneste, vi kan gøre, at lave en underretning. Vi kan ikke gå ind i sagen, bede om aktindsigt og på den måde kigge kommunen over skuldrene og guide børnene rundt til de rette instanser. 

Det skal der laves om på i en fart. For børnenes skyld – så de ikke ender som nummer 2.857 i køen!