Hvem ved bedre end børnene selv?

25-10-2011

Hvem har ansvaret, når det ser ud som om, at en mand i mere end 20 år angiveligt er sluppet af sted med at begå talrige seksuelle overgreb, uden at det er blevet stoppet?

Af formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg er blevet stillet et par gange den seneste uge. 

Desværre kan jeg ikke komme med et lige så godt og entydigt svar. For sager som den, vi ser i disse dage, om de overgreb, der ifølge anklagen er foregået hos en mand fra Esbjerg, er desværre meget svære at kaste klart lys over. 

Som så mange andre spøger jeg selvfølgelig mig selv: Hvorfor er der ingen, der har opdaget noget? Og desværre viser det sig jo også, at der faktisk er nogen, der har – om ikke haft en mistanke om de seksuelle overgreb – så i hvert fald haft en mistanke om, at mandens børn mistrivedes. Naboer, skolelærere og en fraflyttet kommune har de seneste dage i medierne fortalt, at de advarede om børn, der ikke havde det godt. Alligevel skulle der gå mange år, før der for alvor blev handlet.

Og som med de andre forfærdelige sager, vi desværre indimellem ser om overgreb og svigt mod børn, er der en klar lektie, som vi snart  og skal lære: Vi voksne skal være meget, meget bedre til at tale med og lytte til børnene – og til at tage børns signaler alvorligt. 

Vi skal være meget bedre til at handle, hvis vi ser børn, der ikke trives. Også selvom vi ikke er børnenes skolelærere, pædagoger eller socialrådgivere. Alle har et ansvar og en pligt til at tage børns trivsel alvorligt. Også selvom vi ’bare’ er naboen, et nært familiemedlem eller forældre til børnenes legekammerater. 

Vi skal være meget bedre til at lytte til børnene. Alt for ofte lader vi tvivlen komme de voksne til gode, hvis vi hører en historie fra børn, der kan være svær at håndtere. Men vi er nødt til at få vendt den mentalitet, så vi i stedet lader tvivlen komme børnene til gode. Hellere reagere en gang for meget end en gang for lidt. Og så bagefter være voksne nok til at undskylde, hvis det viser sig, at der ikke er noget at komme efter.

Og så skal vi være meget bedre til at spørge ind til børnenes liv, når vi er i kontakt med dem. Der er nemlig en tendens til, at børnene simpelthen ikke bliver spurgt om de rigtige ting, når de endelig taler med en voksen. Derfor kan det på papiret godt se ud som om, at barnet er blevet hørt. Men det nytter bare ikke noget, hvis der ikke er blevet stillet de rigtige spørgsmål. 

Børnene er de primære vidner i sager, der drejer sig om deres eget liv. Det skal vi til at tage meget mere alvorligt, så vi i fremtiden kan blive endnu bedre rustede til at opdage svigt over for børn i tide. 

Klummen har været bragt i 24timer