Danmark har brug for en børneombudsmand

04-03-2011

Socialministerens forslag om en børnevenlig hjemmeside i Ankestyrelsen er ikke ambitiøs nok. Danske børns retsstilling skal sikres med en børneombudsmand.

Debatindlæg i Kristeligt Dagblad fredag d. 4. marts
Af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen

Kan I huske den dag for et års tid siden? Den dag i februar 2010, hvor hele Danmark hørte om en pige, der havde kæmpet sig frem gennem sneen i Brønderslev? Hen til politiet for at anmelde sine forældre. For vold, misbrug, ydmygelser og vanrøgt mod hende selv og otte yngre søskende?

Kommunen var hurtig til at benægte ethvert ansvar. Man skød adræt skylden på andre kommuner, som familien havde boet i. Disse andre kommuner meldte lige så hurtigt hus forbi.

Jeg var stadig ny i jobbet som formand for Børnerådet. Men da sagen fra Brønderslev ramte forsiderne, stod det klart for mig, hvor skandaløst ringe udsatte børns retsstilling i Danmark er. Omsorgssvigt og overgreb kender jeg udmærket til. For mig var det ikke nyheden. Nej – det, der ramte mig, var det totalt gennemhullede sikkerhedsnet, der skulle have reddet de ni børn ud af deres mareridt længe før den dag i februar sidste år.

Så når socialministeren hævder, at danske børns retstilling er beskyttet i et ’veludviklet’ og ’velfungerende system’, klinger det hult. De mekanismer, der skal sikre børn retfærdighed og beskyttelse, fejler, og klagemulighederne er ikke tilgængelige for børn. De er ikke gearet til at håndtere børns henvendelser, og de taler ikke børns sag. Derfor havner alt for mange børnesager på gulvet og tages først op, når det er for sent.

Ministeren peger på Ankestyrelsen, som løsning på dét problem. Men jeg er ikke tilfreds med de initiativer, der er taget. Ankestyrelsen udfører et vigtigt og nødvendigt arbejde men er ikke en aktiv fortaler for børns rettigheder over for myndigheder og institutioner. Den taler som udgangspunkt ikke med børn, når den undersøger sager. Man læser papirerne, indkalder evt. en børnesagkyndig og kontrollerer, om reglerne er overholdt.

En af styrelsens egne undersøgelser har vist, at Serviceloven brydes i 83 % af alle sager om anbringelser. Der er ca. 12.000 anbragte børn i Danmark. I hver tredje sag anbringer man børn uden at have talt med dem og uden at undersøge deres situation ordentligt. Stik imod loven. I halvdelen af sagerne tager det over fire måneder at lave sådan en udredning. Stik imod loven. I hver fjerde sag har man ingen plan for, hvordan man vil løse barnets problemer. Stik imod loven.

Så hvor mange børn klagede mon til Ankestyrelsen i 2010? Ti børn. Hvor mange klagede til Folketingets Ombudsmand i 2010? Tre børn. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Derfor er der brug for en Børneombudsmand, der kan tage børn og unge i hånden og guide dem sikkert gennem systemet. En Børneombudsmand, der er en aktiv fortaler for børn og unge med værktøjerne til at gøre det med autoritet og gennemslag. Vi skal ikke have et parallelsystem, der træffer afgørelser på de eksisterende myndigheders vegne eller omgør deres afgørelser. Men der er brug for en vagthund, der sætter myndighederne på plads, når børns rettigheder bliver krænket.

Som det er i dag, løser ingen klageinstans den opgave. Heller ikke i Børnerådet har vi mulighed for at hjælpe børn, der er kommet i klemme eller er faret vild i systemet. Ringer et barn fra Brønderslev til Børnerådet i morgen, så må vi henvise barnet til kommunen eller til et frivilligt rådgivningstilbud. Får vi indtryk af, at der er noget galt, laver vi en underretning. Men vi kan ikke gå ind i sagen, bede om aktindsigt og på den måde kigge kommunen over skuldrene.

Det skal der laves om på i en fart. Ministerens forslag om en børnevenlig hjemmeside fra Ankestyrelsen er desværre ikke ambitiøst nok.