Mens de irakiske børn lider, skændes myndighederne

19-01-2010

Integrationsministeren påstår i ramme alvor, at de irakiske børn ikke er det offentliges ansvar. Det er en udtalelse, som viser, at der er behov for at få nogle helt basale fakta på plads.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Punkt 1: I Danmark har vi en lov, der hedder Serviceloven. Hvis et barn har brug for særlig støtte, skal kommunerne ifølge loven undersøge barnets forhold og træffe foranstaltninger, der sikrer barnets trivsel og udvikling. Loven gælder også for børn uden opholdstilladelse her i landet. Det har social- og indenrigsminister Karen Ellemann forsikret Folketinget om.

Punkt 2: Serviceloven er helt i tråd med FN’s Børnekonvention, som Danmark jo har forpligtet sig til at overholde. Den pålægger offentlige myndigheder, domstole og lovgivende organer at sikre, at barnets tarv kommer i første række i alle foranstaltninger, som vedrører børn.

Punkt 3: At børnene har problemer, har vi vidst længe, men de tiltag, man har sat i værk for at forbedre deres forhold, har været lappeløsninger: Alle undersøgelser peger på, at bordtennisborde, brætspil og karaokeanlæg i fællessalen ikke løser det grundlæggende problem: Det er usikkerheden om fremtiden, der er den direkte årsag til børnenes psykiske lidelser.

I mandags kom så en undersøgelse, der viser, at 20 ud af 21 børn har alvorlige psykiske lidelser. (Undersøgelsen er udført af uafhængige, anerkendte psykiatere og hverken af, sammen med eller for Børnerådet). Integrationsministeren hævder, at børnenes problemer ikke kommer det offentlige Danmark ved. Ministeren mener, at det er forældrene selv, der må løse det problem – og at det i øvrigt er helt uansvarligt, når Børnerådet, Red Barnet, Børns Vilkår og andre gør opmærksom på, at børnene dog trods alt har nogle rettigheder, som myndighederne skal respektere.

Lad mig derfor opsummere punkt 1 og punkt 2: Uanset hvilken andel børnenes forældre har i den usikkerhed, der belaster børnene, så er det myndighedernes ansvar at sikre børnene ordentlige forhold. Helt konkret betyder det, at der skal foretages en individuel vurdering af, hvad der er til det enkelte barns bedste. Skulle det vise sig, at et barn er bedst tjent med at blive skilt fra sine forældre, så er det den løsning man må gå efter - af hensyn til barnet. Myndigheder må så sikre barnet de bedst mulige forhold uden for familiens rammer - præcis som det sker for tusindvis af andre børn hvert år.

Men skulle det omvendt vise sig, at løsningen er stabile rammer for familien, så er det naturligvis i den retning, man skal tænke. I så fald er det myndighedernes opgave at sikre flygtningefamilierne forhold, som gør dem i stand til at tage vare på deres børn.

Integrationsministeren mener imidlertid, at problemet lettest kan løses ved, at forældrene tager sig sammen og rejser til Irak. Teknisk set har hun ret: Hvis det lykkes at sende familierne til Irak, så opholder børnene sig jo ikke i Danmark og er dermed ikke mere omfattet af Serviceloven. Men det er en løsning, der er aldeles løsrevet fra den børneretslige tænkning, som kommer til udtryk i Serviceloven og i Børnekonventionen.

Det er Børnerådets opgave at gøre ministeren og offentligheden opmærksom på de problemer, det medfører. Vi er stærkt optaget af, om danske myndigheder anerkender og respekterer de rettigheder, der gælder for børn, som opholder sig her i landet. Regeringens overordnede asylpolitik er derimod fuldstændig uden for rådets interessefelt. Det kan enhver for øvrigt forsikre sig om ved at læse Børnerådets lovgrundlag.

Men meget tyder på, at de irakiske børn er havnet i et stort og dybt hul mellem asylpolitik og socialpolitik. Det hul skal lukkes, og derfor har Børnerådet sammen med Red Barnet og Børns Vilkår nu bedt Ankestyrelsen om at undersøge, hvordan børnenes forhold er blevet håndteret af kommunerne og videre i asylsystemet.

I de øvrige nordiske lande har man gode erfaringer, som vi bør lade os inspirere af, fx i Norge og Sverige hvor man har såkaldte ’børnesamtaler’ som en fast integreret del af asylsagsbehandlingen. Sådanne modeller, mener jeg, bør indgå i en fremadrettet dialog om, hvordan vi fremover sikrer, at procedurerne i asylsager med børnefamilier er i overensstemmelse med Børnekonventionen. Jeg håber, at alle gode kræfter vil være med i debatten. Det vil klæde Danmark, og det fortjener børnene.

Indlæg bragt i Berlingske Tidende d. 19. januar 2010.