Man spærrer da børn inde - gør man ikke?

22-07-2010

Den 1. juli trådte en lov om etablering af delvist lukkede institutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år i kraft. Geert Jørgensen og Lisbeth Zornig Andersen opfordrer på det kraftigste forligspartierne bag dette stykke skadelige skrivebordsarbejde til at genoverveje deres beslutning.

Kommentar i Berlingske Tidende mandag d. 19. juli 2010

Af Geert Jørgensen, formand for Børnesagens Fællesråd og direktør i Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud (LOS) og Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Tror vi på, at manglende konsekvens og tvetydige handlinger er vejen frem i forhold til børneopdragelse? Hvis mor den ene dag er good cop og den næste dag er bad cop, bliver børnene så rolige og trygge? Vokser de op og bliver hele og fornuftige mennesker, der har nemt ved at finde ind til kernen af det, de er - efter en usikker barndom med tvetydige forældreroller?

Nej, vel! Enhver kan se, at der er noget galt i det billede. Medmindre man er politiker. For politikerne synes nemlig, det er en god idé at indføre tvetydige rollemodeller i det socialpædagogiske behandlingssystem.

Den 1. juli trådte en lov om etablering af delvist lukkede institutioner for børn og unge mellem 12 og 17 år i kraft. På den slags institutioner får det pædagogiske personale beføjelser til at indespærre børn helt ned til 12 år i fem dage ad gangen op til 30 dage om året. Forslaget er gennemført, uden at man overhovedet har foretaget den grundige gennemgang af de eksisterende muligheder, som regeringens egen kommission vedrørende ungdomskriminalitet anbefalede, inden man begyndte at skærpe mulighederne for fast- og tilbageholdelse.

Vi var mange i de børne- og pædagogfaglige kredse, der talte imod oprettelsen af disse institutioner - desværre uden held, for forslaget blev vedtaget. Nu skal kommunerne så i de kommende år til at etablere de delvist lukkede institutioner, og vi vil gerne på det kraftigste opfordre forligspartierne til at genoverveje deres beslutning.

Grundlæggende tror vi ikke på indespærring af børn og unge som metode til at hjælpe dem på rette vej. Og for os at se er det helt ødelæggende for det pædagogiske arbejde, at det er de samme personer, der skal hjælpe børnene, som nu også skal til være politi, dommer og fængselsbetjent. På den måde oplever barnet på institutionen, at den pædagog, der den ene dag skal være samtale- og sparringspartner, den næste dag er magtudøver og fangevogter - hvilket bringer os tilbage til good cop/bad cop-tanken. Den tvetydighed hos rollemodellerne kan betyde, at den i forvejen letantændelige mistro hos børnene over for pædagogerne og »systemet« forstærkes. Og det vil være til stor skade for den relationsopbygning, som er et af de vigtigste redskaber i det pædagogiske arbejde med at hjælpe de anbragte børn og unge.

Det er en kendt talemåde, at børn, der ikke kan lide havregrød, skal spise lidt mere af det - så lærer de det nok. Børnene i de delvist lukkede institutionerne må føle sig som tvangsfodrede med havregrød, hvis de bliver spærret inde. For mange af dem tumler med angst og andre psykiske lidelser, som ofte kommer til udtryk ved, at de bliver udadreagerende og truer med at flygte. Fremover vil disse unge, der går i panik, når de bliver spærret inde, blive behandlet efter devisen »mere havregrød«. Den angstlidende lukkes inde i 23 af døgnets 24 timer, uden kontakt til andre end de pædagoger, der er trådt i forældrenes sted - men nu som fangevogtere. Det er virkelig noget, der kan prikke til angsten og tilliden til de voksne.

Samtidig er der store problemer i forhold til børnenes retssikkerhed, når børn helt ned til 12 år risikerer at blive spærret inde. De 12-15-årige lever nemlig i et retstomt rum, hvor de ikke har klageadgang og sikkerhed for retshjælp efter det overgreb, som en indespærring i det, der skulle være deres hjem, er. Det betyder i praksis, at de blot kan se passivt til, mens deres frihed tages fra dem.

Fra et børnesynspunkt er delvist lukkede institutioner også en virkelig dårlig ide. Pædagogerne på de socialpædagogiske institutioner er uddannede til at behandle - ikke indespærre. De er uddannet til at tage sig af børn, der er anbragt, fordi hjemmet har svigtet. Man kan spørge sig selv, hvad det vil have af socialpædagogiske konsekvenser for den slags børn, når en pædagog venligt og på bedste pædagogiske vis forklarer, at det skam ikke er for at straffe, at barnet i værelset ved siden af er spærret inde - det er en del af en behandling! Hvordan vil den slags børn dannes? Vil den slags børn forstå, at det er moderne børneopdragelse, udført på nogle af vores mest sårbare børn i samfundet, nemlig dem der allerede er svigtet én gang, og som har brug for alle de favne, de kan krybe ind i?

For os at se er delvist lukkede institutioner et skrivebordsprojekt, udtænkt af mennesker med en meget lille forståelse for den hverdag, anbragte børn og unge og de pædagoger, der arbejder med dem, lever i. Det er heldigvis en meget lille gruppe af børn, der er så utilpassede, at personalet føler sig magtesløse over for dem.

I stedet for at etablere nye institutioner - hvor dokumentationen for behovet i øvrigt er mangelfuld - og poste penge i normeringer og takster til personale burde forligspartierne tage et grundigt kig på, hvordan pengene kunne bruges anderledes. Eksempelvis på mandsopdækning og samtale eller »ferieture« væk fra hverdagsmiljøet med pædagogisk personale. Det er netop en del af de mange anbefalinger, som Ungdomskommissionen har peget på som alternative løsninger.