Klumme: Lad børnene og de unge komme til orde

31-01-2010

Året startede godt. Efter en dejlig juleferie var det skønt at høre på årets første dag, at statsministeren i sin nytårstale henvendte sig direkte til Danmarks børn og unge. Det var startskuddet for mig og min formandspost for Børnerådet, som jeg blev udnævnt til 1. januar. I Børnerådet er vi nemlig dybt engagerede i at tale med børn og unge og lytte til, hvad de har at sige.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Mit håb for året er, at statsministeren vil opretholde den kurs, han udstak i sin nytårstale. Jeg glæder mig særligt over, at vi med sidste uges møder på Marienborg har sat gang i debatten om den danske folkeskole. For selv om statsministeren siger, at danske børn er glade for at gå i skole, er det desværre en sandhed med modifikationer. Det er nemlig ikke alle danske børn, der trives.

Selv om rigtig mange børn i Danmark lever et godt liv, er der stadig masser af områder, hvor børn og unges forhold kan forbedres.

Til mit held er der i løbet af de sidste par år kommet større og større fokus på børne- og ungeområdet - lige fra Christiansborgs bonede gulve til DR's Ramasjang. Det betyder, at vi har muligheden for sammen at gøre en indsats for, at alle børn og unge i Danmark oplever, at deres rettigheder overholdes.

Og på rigtig mange områder ser jeg også positive tiltag.

I dansk politik bliver den ene reform efter den anden diskuteret. Om det er anbringelsesreformen, kvalitetsreformen eller kommunalreformen, så er de alle initiativer, der på den ene eller anden måde involverer børn og unge. Det glæder mig meget.

Men der er også sager på børne- og ungeområdet, der kræver særlig opmærksomhed. En kriminel lavalder på 14, en ungdomsdomstol, forholdene for anbragte børn og unge og et politisk ønske om straf frem for forebyggelse er blot en håndfuld af de sager, jeg i den kommende fremtid vil forsøge at skabe debat omkring.

Alt i alt kan jeg med overbevisning sige, at jeg sidder i en drømmeposition.

Udfordringerne er mange, men jeg er helt sikker på, at drøftelsen af børn og unges forhold er kommet for at blive. Det stiller store krav til os, ikke mindst i forhold til at lytte til børnene.

Så det skal være mit - lidt forsinkede - nytårsforsæt: Lad børnene og de unge komme til orde.

Klummen har været bragt i 24timer.