Klumme: Hvor er hjælpen, når alle andre svigter?

05-07-2010

Skolernes sommerferie er netop skudt i gang, og for adskillige hundrede tusinder af skolebørn betyder det fri fra lektier, snuen til langt op ad dagen og en hverdag med masser af gode oplevelser. Men for en gruppe af børn er der ikke den store forskel på, om det er sommerferie eller ej.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Hverdagen ændrer sig ikke synderligt, hvis man for eksempel ikke har råd til at tage på ferie og derfor er lænket til en lejlighed. Eller hvis man bor på et krisecenter, fordi ens far drikker og slår. Eller hvis man sidder varetægtsfængslet på sjette måned, fordi man har stukket sin mobber i ryggen med en køkkenkniv. For de børn er alle dage ens.

Flere af vores undersøgelser i Børnerådet viser, at op mod 15 procent af børnene i Danmark mistrives af forskellige grunde. De lever hver især under vilkår, som gør deres liv sværere end deres kammeraters. De har det til fælles, at deres forældre og øvrige omgivelser ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at give dem trygge, sunde og udviklende opvækstbetingelser. Det er de børn og unge som i mange sammenhænge betegnes som særligt udsatte eller sårbare.

I sidste uge sendte Børnerådet en rapport til FN, hvor netop disse børn og unge har fortalt om, hvordan livet opleves, når man vokser op under "særlige vilkår". Her kan man læse 40 børns meget vedkommende historier, der blandt andet handler om, hvordan livet føles, hvis man er fattig, kriminel eller asylansøger. Selvom historierne på mange måder er meget forskellige, deler de alligevel nogle triste grundvilkår. Alle børnene ønsker at være en del af fællesskabet, have venner og trives i skolen. Men desværre fortæller en stor andel af børnene, at de ofte føler sig udenfor og mobbet.

En ting er, at børnene ikke trives og føler sig mobbet. Det i sig selv er frygteligt trist. Men når jeg så hører om den 16-årige pige fra Århus, der på sjette måned sidder varetægtsfængslet uden at have fået afklaring over sin sag, så bliver jeg virkelig desillusioneret. Ja, pigen har indrømmet, at hun har begået noget kriminelt. Men hun har tilsyneladende også mistrivedes i lang tid – så længe, at hun til sidst har taget sagen i egen hånd. Og nu sidder hun så varetægtsfængslet uden mulighed for at færdiggøre sin 9.-klasses eksamen.

Jeg mener, det er en samfundsopgave at sikre, at alle børn har ordentlige opvækst- og udviklingsmuligheder. Vi har et fælles ansvar for at sikre børnenes velfærd og rettigheder – og vi har en særlig forpligtelse over for de børn, der vokser op under særlige vilkår. Derfor bliver jeg frygteligt ked af det, når jeg hører historier om børn, der råber om hjælp uden at blive hørt. Eller om børn, der sidder varetægtsfængslede i sikrede institutioner i alt for lang tid. Hvis ikke de børn i forvejen er en del af gruppen af særligt udsatte, så sørger vi som samfund for, at de bliver det. De har om nogen behov for at opleve, at der er hjælp at hente, når alle andre svigter, så lad os da for pokker hjælpe dem i stedet for at gøre deres situation værre.


Klummen har været bragt i 24timer.