Klumme: Hvem ejer kroppen?

25-10-2010

Er det OK at bruge børn som organdonorer, når deres søskende eller forældre er syge?

Af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen

Et svært spørgsmål, der i bund og grund handler om, hvorvidt man som forælder ejer sine børn, eller om man ’bare’ har ansvaret for dem. Og så handler det i øvrigt også om at få en tidssvarende lov på området. Den lov, vi har i dag, er fra 1967 – det svarer til at have en færdselslov fra 1907.

Nogle vil sikkert kalde det paragrafrytteri, men loven siger, at børn under 18 år kun må være donorer, hvis de har fået og forstået den lægelige information om indgrebet. Det kan et barn i et-års-alderen naturligvis ikke, men den situation har loven ikke taget højde for. Da den blev vedtaget, brugte man slet ikke småbørn som donorer. Så når man i dag fjerner væv fra småbørn, så er lægerne altså på kant både med FN's Bioetik-konvention og den danske lov fra 1967. I Børnerådet synes vi, at Folketinget skulle se at få opdateret den danske lov, så den passer til situationen i dag.

I Sverige og Norge har man løst problemet ved at indføre en uvildig instans, der tager stilling til donationen på børnenes vegne. På den måde sikrer man, at børnenes retsstilling bliver taget alvorligt. Det er den løsning, både Børnerådet og et flertal i Det Etiske Råd anbefaler.

Men er det ikke et overgreb på forældrenes ret til at bestemme over deres børn? De er jo de bedste til at varetage børnenes tarv. Ja, de allerfleste forældre er i de allerflestetilfælde så overlegent bedre til det end stat, kommune og andre alternativer. Men der er situationer, hvor det ikke er så enkelt og så lyserødt.

Hvad nu, hvis en biologisk far, som ikke har set sit barn i årevis, bliver syg og har brug for væv eller organer? Eller hvis fraskilte forældre er uenige? Hvis donorbarnet selv er sygt? Hvis indgrebet er risikofyldt eller smertefuldt? Hvis den syge er en ældre halvsøskende i en splittet familie med stridende pap- og bioforældre? Engang i mellem er uhyggeligt kompliceret at skelne mellem de forskellige hensyn, der er på spil i familierne.

Heldigvis er det uendeligt sjældent at dilemmaerne opstår, men det gør de – og donorbørns retssikkerhed er simpelthen bare for dårlig i de situationer.

I skilsmisser, hvor forældrene ikke kan enes om samvær, har vi også en uvildig instans, der går ind og tager en beslutning med barnets egne tarv som udgangspunkt. Ikke mors og fars – men barnets. Den samme retssikkerhed bør vi sikre vores børn, når det handler om deres krop. Den er nemlig deres egen og ingen andres.

Klummen har været bragt i 24timer.