Klumme: De selvoptagede, vigtige voksne

14-02-2010

Efter en måned på posten som talsmand for børn og unge er en af mine fordomme om voksne i børnepolitik desværre blevet bekræftet. De voksne kører deres helt egne dagsordener af uden at tage hensyn til deres egne og fællesskabets unger.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Børne- og ungestoffet fylder meget i mediebilledet i dag. Det giver et klart indtryk af, at vi voksne er yderst optagede af børns ve og vel. Og dog – jeg er tilbøjelig til at tro, at vi er mere optagede af os selv – og at vores unger blot er statister i vores perfekte liv med perfekte holdninger.

Lad mig give et par eksempler fra den sidste tids børneemner i medierne:

Mødremøder på skolerne med muslimske børn. En mødeform, nogle skoler har valgt, for også at få mødrene i mange muslimske familier i tale i forbindelse med mobning. Al forskning viser, at forældrene har en væsentlig rolle, når man skal forebygge mobning på skolerne. Så naturligvis kæmper hver skole for at få dialogen med forældrene. For børnenes skyld. Ikke for lærernes, forældrenes eller politikernes skyld. For børnenes! Ritzau ringede og bad om min holdning til mødremøder. Jeg svarede, at hvis de kan hjælpe til at komme mobning til livs, så lad os da endelig holde mødremøder. Børnene frem for alt. Et døgns tid efter kunne jeg konstatere, at den efterfølgende mediedebat var totalt blottet for diskussioner om mobning. Pludselig var vi i gang med at diskutere indvandrer- og kønspolitik.

Undskyld mig!? Var det ikke mobning, det handlede om? Næ nej – 1, 2, 3 og vi var i gang med at køre de vigtige voksnes holdninger af med en helt anden vinkel. Mobning og børnene var glemt. Dem er der ikke stemmer i. De er jo bare børn.

Et andet eksempel: Vi accepterer i Danmark, at børn af asylansøgere har alvorlige psykiske lidelser, uden at vi sikrer dem behandling. Dette på trods af, at vi sammen med 190 andre lande via FN,s børnekonvention har givet hinanden hånden på, at vi passer på hinandens børn, uanset nationalitet og opholdstilladelser. At passe på hinandens børn betyder i denne sammenhæng, at vi voksne skal gøre alt, der skal til for at forebygge og behandle disse børn.

Desværre gik der også indvandrerpolitik i den sag. Det var, hvad de voksne ville diskutere. Hvorfor tale om at hjælpe alvorligt syge børn på dansk jord, når vi kan spille indvandrekortet og få en god forside på det? Så - 1, 2, 3 og vi var tilbage på de voksnes dagsorden. Og væk er det, det egentlig handlede om – børnene.

Hvad skal der til for, at de voksne holder op med at stjæle medierampelyset som slik fra små børn?

Klummen er bragt i 24timer.