Jeg tror på folkeskolen!

26-08-2010

- og det er der måske grund til at råbe højt i en tid, hvor den kritiseres fra alle sider.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet

Selvfølgelig kan og skal vi gøre folkeskolen til et endnu bedre sted for vores børn at opholde sig. Men jeg synes, der mangler noget opbakning til lærerne og anerkendelse af den helt utroligt vigtige opgave skolen har i samfundet. Og jeg synes, at vi stadig fokuserer for lidt på, hvor vigtigt det er at sikre børnenes trivsel.

Danmarks bedste lærer

For en måneds tid siden var jeg med til at kåre Danmarks Bedste Lærer. Det er et årlig begivenhed, som Ude og Hjemme arrangerer. Det forgår sådan, at skolelever fra hele landet kan nominere en af deres lærere, hvis de synes, at han eller hun har gjort noget særligt godt for at skabe en god klasse. Vinderen bliver så udpeget af et panel, hvor jeg var medlem i år. Da jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke, sagde jeg som nyudpeget formand for Børnerådet naturligvis ja – og jeg følte mig godt rustet til opgaven som mor til fem børn, der alle har gået i folkeskolen.

Men det var ikke nogen helt let opgave, kan jeg hilse og sige. I panelet havde vi rigtig mange gode forslag at vælge i mellem.

Vi valgte en lærer fra Dyvekeskolen på Amager, der har løst en af de vigtigste og mest omdiskuterede opgaver, som folkeskolen står over for i dag. Helle Kristensen havde for nogle år siden en pige i klassen, som fungerede dårligt både socialt og fagligt. Samtidig fik pigen stillet diagnosen ADHD. Men en engageret indsats fra Helle Kristensens side, lidt specialtimer og en tro på pigens evner og vilje førte til, at pigen i dag er godt og solidt forankret i sin klasse. Pigen er vellidt blandt sine kammerater og er glad for sin hverdag i skolen. Yes, det er det vi kalder ’den rummelige folkeskole’ – og den findes altså derude!

Helle Kristensens indsats er et godt eksempel på, at det, når alt kommer til alt, er så meget vigtigere at kunne rumme sine elever og styrke klassen, end der er at kunne undervise – eller rettere; hvis ikke man kan det første, så kan man risikere at stå med et stort problem med det andet. Det synes jeg er en helt central pointe, når vi taler om, hvordan vi får gjort folkeskolen endnu bedre, end den er i dag. Verdens bedste folkeskole får vi altså kun, hvis vi forholder os til de sociale udfordringer, som står i vejen for faglig indlæring.

Trivslen halter, fortæller mange børn

Og der er nok at tage fat på. Det ved jeg, fordi vi i Børnerådet løbende spørger børn om, hvordan de oplever deres liv og omverden. Vi spørger dem fx om, hvordan det går med mobning, eller om hvordan de har det fysiske og psykiske, hvordan de har det med deres venner og familien og om livet i skolen. Uanset hvad vi spørger børnene om, så fortæller de os altid, at skolen er en helt central arena i deres liv.

I foråret udsendte vi rapporten ’Portræt af 4. klasse’. Det er en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af børn i 10-11-års alderen på tværs af skoler i hele landet. Undersøgelsen viser, at alt for mange børn i 4. klasse hver dag går hjem fra skole med følelsen af, at skoledagen ikke var en positiv oplevelse. Rapporten viser med andre ord, at der er et stort trivselsproblem blandt de 10-11-årige, og den peger på, at den dårlige trivsel hænger direkte og negativt sammen med børnenes oplevelse af deres faglige formåen. Det fremgår også, at de børn, der oplever sig selv som fagligt svage, ofte har problemer i familien, blandt vennerne og i andre sammenhænge.

Lav selvtillid og svag indlæring hører sammen

Undersøgelsen viser, at der er en klar sammenhæng mellem elevernes egen vurdering af deres faglighed og deres generelle trivsel i skolen. De børn, der ikke selv synes, de er blandt de dygtige i skolen, er også typisk de børn, der ikke så godt kan lide lærerne og som ikke selv synes, at de er populære i skolen.

For mig står det ret klart: Trivsel i skolen handler ikke bare om, hvor dygtige vores børn er til at læse. Selvfølgelig skal vores børn have en masse faglige kompetencer, men det må ikke være på bekostning af den sociale trivsel. Der sidder en stor gruppe børn, som har behov for at blive set og hørt, og dem er vi nødt til at få opmærksomhed på, så vi ikke taber dem helt på gulvet. Heldigvis er der gode kræfter, derude i klasseværelserne, som Helle Kristensen og de andre lærere, vi hørte om i panelet hos Ude og Hjemme.

De udsatte børn og skolen

Den seneste undersøgelse, vi har lavet i Børnerådet, stiller helt skarpt på børn med vanskelige livsvilkår. Vi har talt med 40 børn, der på hver sin måde har særlige udfordringer for at høre, hvordan de klarer deres hverdag og hvordan de oplever omverdens reaktioner.

Det drejer sig om syv grupper af børn:

  • Børn, der lever i fattigdom
  • Børn, der lider af overvægt
  • Børn, der har oplevet vold i hjemmet
  • Børn og unge, der er involveret i kriminalitet
  • Børn med handicap
  • Børn af asylansøgere
  • Børn med en forælder i fængsel

Også for disse børn er skolen et sted, hvor problemerne er benhård virkelighed i hverdagen. Børnene fortæller om mobning, om føle sig uden for fællesskabet og om at blive overset, glemt eller ignoreret.

Det er en samfundsopgave at sikre disse børn ordentlige opvækst- og udviklingsmuligheder. Offentlige myndigheder, institutioner, professionelle voksne omkring børnene, civilsamfundet og nærmiljøet har til sammen ansvaret for at sikre børnenes velfærd, dér hvor børnenes forældre ikke kan løfte opgaven.

Skolens særlige rolle i børns liv giver den helet enestående muligheder for at gøre en forskel for børnene til det bedre.

Tal fra Børnerådets undersøgelse ’Portræt af 4. klasse’

  • 9 % er sjældent eller aldrig glade for at gå i skole
  • 9 % synes, at sammenholdet i deres klasse er dårligt
  • 14 % kan kun lide nogle få af lærerne
  • 16 % svarer, at de kun engang i mellem er glade for at gå i skole
  • 75 % er for det meste eller altid glade for at gå i skole
  • Flere drenge (12 %) end piger (6 %) er sjældent eller aldrig glade for at gå i skole
  • 6 % oplever, at de for det meste eller altid føler sig ensomme
  • 28 % oplever, at de engang i mellem føler sig ensomme

Artiklen har været bragt i Månedsmagasinet Skolens augustnummer