Indenrigs- og Socialministerens tale til KL’s Børnetopmøde

09-02-2010

Under parolen 'Børns fællesskaber - fællesskabets børn' holdt Karen Ellemand d. 5. februar sin åbningstale til KL's Børnetopmøde. Talen tog udgangspunkt i Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen og hendes personlige historie om vejen fra børnehjemsbarn til formand for Børnerådet.

Jeg vil godt starte med at fortælle jer en historie om en lille pige, der vokser op under kummerlige forhold i udkanten af Danmark. Da hun var tre år gammel stak faren af og stiftede ny familie. Tilbage sad en lille pige med tre brødre og en mor, der ikke magtede meget. Moderen var førtidspensionist, levede med sine tre hunde og skiftende mænd. Det blev til en opvækst præget af ensomhed, af kaos, af druk og af vold. Årene gik. Brødrene forsvandt. De blev fjernet fra hjemmet. Men deres lillesøster blev tilbage.

Da pigen blev 12 år begyndte naboen at invitere hende ind på varm kakao om eftermiddagen. Naboen var skolelærer. Den gammeldags type med bredriflet fløjsblazer. Ham og konen havde godt lagt mærke til, at pigen var alene, forsømt, usoigneret og forkert klædt på til årstiden. Det blev til en god, dejlig og varm tradition, som sluttede brat den dag, da læreren stak pigen en seddel med et telefonnummer på Socialforvaltningen. For hun ringede samme dag. Og hun blev fjernet samme dag.

Trængslerne sluttede ikke af den grund. Hun kom på en kommunal døgninstitution, hvor hun havde adskillige konflikter med personalet. Og efter et år gik turen derfor videre til en institution for vanskelige piger.

Det vil være nærliggende at tro, at pigen endte med en skæbne svarende til den, der overgik hendes tre brødre. To er endt på førtidspension med fast træffetid på det lokale værtshus. Den sidste bror tog sit eget liv efter en hiv-diagnose og udsigten til en hård narkodom.

Men skæbnen ville det anderledes for vores hovedperson. På den nye institution mødte pigen nemlig en kvindelig pædagog, der engagerede sig i hende. En pædagog, der udviste professionel kærlighed. Der turde kramme pigen og give hende et godnatkys. Og som hentede hende fra banegårdsbænken og satte hende på skolebænken. Det gjorde forskellen. I stedet for at ende som misbruger endte pigen som mønsterbryder.

Når jeg starter med at fortælle den her historie, er det ikke for at overbevise jer om, at der faktisk er børn i Danmark, der ender med at bryde den negative sociale arv. Jeg fortæller den heller ikke alene fordi den handler om, hvordan vi tager os af vores udsatte børn. Jeg fortæller den her historie, fordi den rummer nogle elementer, som er styrende for, hvordan jeg arbejder som "børnenes minister". Og som social- og indenrigsminister.

Det første element i historien handler om, hvornår vi i den offentlige sektor sætter ind med vores indsats. Vi skal naturligvis sætte ind så tidligt og så forebyggende som muligt.

Det andet element handler om, at vi skal vide, hvad der virker. Vi skal fokusere vores indsats på de områder, der har en effekt. Vi ved eksempelvis, at stabile og nære relationer til voksne har betydning for udsatte børn. Lige som i historien om den lille pige.

Det tredje element handler om det personlige ansvar. Det ansvar vi alle har over for hinanden. Ansvaret for at gøre noget. Det ansvar løfter skolelæreren og pædagogen i vores lille historie.

Tidlig og forebyggende indsats. Viden og evidens. Det personlige ansvar. Jeg er med på, at der ikke er tale om nogen revolutionerende tilgang. Men der er tale om en helt nødvendig tilgang.

Den tidlige og forebyggende indsats

Den tidlige og forebyggende indsats er et af de centrale temaer i Barnets Reform, som meget snart omsættes til lov. Vores indsats står og falder nemlig med, at vi tidligt bliver opmærksomme på, om et barn har behov for hjælp. Det er både bedre og billigere at løse problemerne før de opstår – eller mens de stadig er overskuelige og håndterbare – end når bilerne først brænder i gaderne. Gribes der for sent ind, er der ofte kun en løsning tilbage: En anbringelse uden for hjemmet.

Med Barnets Reform kommer to initiativer, som vil styrke den tidlige indsats.

Det første initiativ er en lempelse af de tavshedspligtsregler, der ofte beskytter de forkerte. Vi tager SSP-modellen, som vi kender fra det forebyggende kriminalitetsarbejde, og indfører den i indsatsen overfor udsatte børn. Hos os bliver det til en SSD-model, fordi vi udskifter P’et i politi med D for daginstitution. Resultatet skulle gerne være, at læreren, pædagogen og socialrådgiveren kan drøfte en bekymring om et konkret barn uden først at involvere forældrene. Det kan de for eksempel gøre, når de er i tvivl om, hvorvidt der faktisk er grund til bekymring, og om der skal foretages en underretning.

Det andet initiativ indebærer, at vi tydeliggør underretningspligten, så fagfolk ikke skal være tvivl om, hvornår der skal underrettes. Herudover bliver underretningspligten skærpet, når der er mistanke om vold eller overgreb mod et barn. Er der bekymring om vold, må der ikke opstå tvivl om, hvad man skal gøre.

Tidlig og forebyggende indsats handler ikke kun om udsatte børn. Det handler om alle børn. De fleste børn tilbringer en stor del af deres vågne timer i et af vores dagtilbud. De gør det i de år, hvor børnene er mest påvirkelige og udvikler sig allermest. Fordi de fleste børn går i dagtilbud, har vi her i landet en enestående mulighed for, at det pædagogiske personale bevidst og målrettet kan arbejde med børns udvikling og læring fra en tidlig alder. Det er lidt tankevækkende, at vi først for alvor har grebet denne mulighed i Danmark inden for de seneste ti år. I regeringen har vi nemlig været meget optaget af at ændre dagtilbuddene fra opbevaring til udvikling. Derfor har dagtilbuddene fået til opgave at styrke børns udvikling og læring. Vi har indført pædagogiske læreplaner med fokus på blandt andet sociale kompetencer og sprog. Og vi har indført sprogvurdering og sprogstimulering til 3-årige børn. Og det virker. Når børnene starter i skole er de bedre rustet end tidligere. De er mere motiverede. De er mere kompetente.

Jeg synes faktisk, at vores pædagoger og pædagogmedhjælpere rundt om i alle landets institutioner har gjort et fantastisk stykke arbejde med at udvikle kvaliteten i vores dagtilbud. Det synes jeg, at vi skylder dem en stor tak for. Den må I meget gerne overbringe for mig, når I kommer hjem igen.

At vores dagtilbud allerede er rigtig gode¸ må ikke blive en sovepude, hvor vi glemmer at se på, hvordan vi gøre det endnu bedre. Derfor lægger vi i regeringen utrolig stor vægt på fortsat at styrke kvaliteten i dagtilbuddene.

Et af vores nyere initiativer er tilbuddet om et sundt frokostmåltid til alle børn i daginstitutioner. Det ved jeg ikke, om I har hørt om?

Det sunde frokostmåltid handler jo i bund og grund også om en tidlig og forebyggende indsats. Det handler om at få skabt sunde, ernæringsrigtige kostvaner hos vores børn. Det handler om at undgå, at hvert femte barn i vores folkeskole skal være overvægtig med alt hvad dér til hører af mobning, ensomhed samt psykiske og fysiske sygdomme.

I København har vi nogle frygteligt kloge politiske eksperter og kommentatorer, der såre har undret sig over, hvordan jeg det ene øjeblik kan være en varm fortaler for frokostordningen for i det næste øjeblik at tale varmt for at lave ordningen om. Det, de åbenbart ikke har opdaget, er, at jeg fortsat er, og hele tiden har været, en meget varm fortaler for frokostordninger.

Gode, sunde, nærende frokostmåltider, vel at bemærke. For det har jo aldrig været hensigten, at vores børn skal spises af med discountløsninger, hvor enten kvalitet eller kvantitet ikke er i orden.

Jeg har været rundt og spise frokost i mange daginstitutioner i det sidste halve års tid. Og det har været kendetegnene for alle de steder, hvor der er velfungerende ordninger – og det er der rigtigt mange steder – at kommunerne dér har lyttet til institutionernes og forældrenes behov og ønsker. De steder, hvor man har haft en god og konstruktiv dialog, bliver det godt. De steder, hvor man trækker centrale, ufleksible løsninger ned over institutioner og forældre, giver det ballade. Men det laver vi om. For det vi nu har gjort er jo at sikre, at hvis forældrene ikke får et ordentligt tilbud til prisen, kan de vælge det fra. Sammenhængen mellem pris og kvalitet bliver tydelig.

Jeg kan godt forstå, hvis I er irriterede over, at vi ændrer på en ordning, som I er i fuld gang med at stable på benene. Og jeg kan også godt forstå, at I er bekymrede for, om jeres investeringer i køkkener er spildte.

Men I skal ikke være nervøse. De steder, hvor der tilbydes et godt, sundt og nærende frokostmåltid, vil forældrene ikke melde fra. Og de steder, hvor tilbuddet ikke er godt nok, vil forældrene melde fra. Men kun indtil de får tilbudt et godt, sundt og nærende frokostmåltid til deres børn. Og derfor er jeg sikker på, at vi om få år vil se, at det sunde og nærende frokostmåltid er lige så naturlig en del af dagtilbuddet som gyngerne og sandkassen er det.

Vi er ikke færdige med den tidlige og forebyggende indsats. Hverken i daginstitutioner eller overfor udsatte børn. Vi skal blandt andet have flere tosprogede børn tidligere ind i vores institutioner. Ikke med tvang. Det er ikke nødvendigt. Kommunerne leverer nemlig varen. Andelen af tosprogede i vores dagtilbud er på et højt og stigende niveau.

Jeg tror også, at en del af vores forebyggende indsats skal starte før barnet bliver født.

Viden og evidens

Det andet element fra min indledende historie er viden og evidens, der ligesom en tidlig og forebyggende indsats fungerer som en styresnor i mit arbejde.

Vi bruger 14 milliarder kroner på udsatte børn om året. Og vi ved stort set intet om, hvad der virker. Virker det at sende børn afsted på døgninstitutioner til en pris af over en million kroner om året? Det ved vi faktisk ikke. I min historie om den udsatte pige, var lykken jo ikke gjort, bare fordi hun blev anbragt udenfor hjemmet.

Men noget af det vi trods alt ved om udsatte børn og unge, er, at en nær og stabil voksenkontakt virker. Nære og personlige relationer tidligt i livet er afgørende for barnets evne til, også som voksen, at indgå i sociale relationer til andre mennesker.

I Danmark anbringer vi mange, også helt små børn, på institution. Og selvom det i mange tilfælde kan være den rigtige løsning, kan det også være et problem. Selv den bedste institution er kendetegnet ved, at personalet kommer og går efter en vagtplan. Der er forskel på at vokse op i et hjem og at vokse op på en arbejdsplads.

Et andet centralt tema i Barnets Reform er derfor også at styrke de anbringelsesformer, der netop kan tilbyde nære og stabile relationer. Og det er grunden til, at reformen rummer en markant styrkelse af plejefamilieområdet. Det er ikke taget ud af den blå luft. To tredjedele af alle anbragte børn i Sverige er anbragt i en plejefamilie. I Danmark er tallet under halvdelen!

For yderligere at styrke anvendelsen af viden og evidens har vi med Barnets Reform sat en del midler af til forskning om udsatte børn. Vi har sat penge af til formidling af denne forskning. Og vi har sat penge af til efteruddannelse af plejefamilier og sagsbehandlere.

Personligt ansvar

Det sidste element fra min indledende historie er det personlige ansvar. Vi har jo et samfund, hvor den offentlige sektor spiller en betydelig rolle i vores liv lige fra vi fødes og indtil vi dør. Og hvor udviklingen har betydet, at langt de fleste af os overlader opgaver til den offentlige sektor, som ingen for år tilbage ville drømme om skulle være offentlige. Engang imellem kan jeg godt blive lidt nervøs for, om vi også er ved at overlade det personlige ansvar til den offentlige sektor. Lad mig prøve at sætte det lidt på spidsen:

Forestil jer en fiktiv situation, hvor en sundhedsplejerske lukker øjnene for en mistanke om, at et barn mistrives, fordi hun tænker, at det alligevel vil blive tydeligt, når barnet kommer i daginstitutionen. Tænk hvis pædagogen i dagsinstitutionen ignorerer sin mistanke, fordi der stadig er en usikkerhed, og hun skal jo også kunne se forældrene i øjnene, når barnet hentes. Og forestil jer, at læreren senere foretager en indberetning, men så heller ikke gør mere, fordi hun alligevel aldrig hører fra socialforvaltningen. Og i vores tankeeksperiment gør Socialforvaltningen måske heller ikke noget, fordi de aldrig tidligere har hørt om problemer hos barnet. Ja, så er det hele ingens skyld. Og ingens ansvar. Og på den måde får vi aldrig brudt den negative sociale arv.

Det personlige ansvar er ikke noget, man alene har i fritiden. Eller i civilsamfundet. Det handler om mere end at følge en blind medborger over gaden. Jeg synes også, at vi har et personligt ansvar på vores arbejde, som ligger ud over det professionelle ansvar. Jeg oplever også, at det forholder sig sådan hos jer i jeres arbejde. Og at det er dét, der spiller en rolle, når indsatsen overfor et udsat barn giver succes.

Succes kræver, at vi tager ansvaret på os. De udsatte skal hjælpes til at tage et ansvar for deres eget liv. De professionelle i velfærdssamfundets frontlinje skal tage et ansvar og sætte hensynet til barnet over hensynet til forældrene. Socialforvaltningen skal tage et ansvar og stille krav om, at anbringelsesstederne dokumenterer deres resultater. Politikerne i kommunen skal tage et ansvar for udgifterne på det specialiserede socialområde. Og jeg skal tage et ansvar for, at det også kan lade sig gøre. At de rigtige værktøjer er til stede. Vi skal ikke overlade velfærdssamfundets ansvar til det enkelte individ. Men vi skal heller ikke ende i den modsatte grøft og håbe på, at sidemanden nok fikser problemerne. For så når vi ingen vegne.

Afslutning

Jeg startede med at fortælle en historie om en pige, der stik mod alle odds brød den negative sociale arv. Det skete ikke fordi, at man greb tidligt ind og forebyggede de sociale problemer. Det skete heller ikke, fordi kommunen anbragte pigen på en institution, der kunne dokumentere sine resultater. Det skete fordi pigen mødte en af hverdagens helte. En pædagog, der tog et ekstraordinært personligt ansvar.

Og det er jeg rigtigt glad for, at hun gjorde. For den lille pige mere end brød den sociale arv. Hun blev en stærk og dygtig kvinde, der tog en universitetsuddannelse, blev cand.polit., fik fem velfungerende børn og blev direktør for en virksomhed. Og med den historie kan man efter min opfattelse ikke have meget bedre kvalifikationer til en post, hvor man skal tale børns sag. Derfor er jeg glad for, at pigen, som hedder Lisbeth Zornig Andersen, i dag er blevet formand for Børnerådet. Hun er et eventyrligt eksempel på, hvad der kan komme ud af at bryde den sociale arv for bare ét barn mere.

Der er sket meget siden Lisbeths barndom. Jeg er helt sikker på, at vi på mange måder er blevet bedre til at håndtere vores udsatte børn. Det skyldes jo ikke mindst den indsats, I gør i det daglige ude i kommunerne. Tusind tak for det. Og fortsat held og lykke med jeres indsats – og jeres ansvar – for at gøre en forskel for børnene i Danmark.