Giv en håndsrækning til børnene i alkoholfamilier

26-08-2010

I Danmark vokser 120.000 børn op i familier med alkoholproblemer. Der er kun dig og mig til at handle på vegne af disse børn, skriver Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen i denne kronik, hvor hun genkalder sig oplevelser fra sin egen opvækst i et drankerhjem.

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet.

Offentliggørelsen af mit formandskab for Børnerådet blev annonceret på forsiden af Politiken i en overskrift, der lød sådan her: "Ny formand for Børnerådet selv fjernet fra drankerhjem". Overskriften fortæller bl.a. om det nærmest utænkelige og sensationelle i at skabe sig en god karriere, når man vokser op i et alkoholikerhjem. Hvilket desværre er den grumme virkelighed, selvom rigtig mange alkoholikerforældre prøver at overbevise sig selv og omgivelserne om, at deres misbrug kun ødelægger dem selv.

I denne kronik vil jeg gå tilbage til min barndom og genkalde mig oplevelser fra et drankerhjem. Jeg vil også inddrage andre børns oplevelser, som de bliver fortalt i bogen "Danske Børn", der udkommer senere på sommeren. I bogen fortæller fem unge mennesker om en opvækst i konstant svigt fra omgivelsernes side. Tre af dem fortæller om, hvordan misbrug har ødelagt deres familier igennem flere generationer. Jeg har haft den ære at skrive forord til bogen, som på skræmmende vis bragte mig tilbage til barndommens frygt og uforudsigelighed. Tilbage til massive svigt og overgreb udøvet af alkohol- og stofpåvirkede voksne, der ikke havde det fjerneste begreb om, at de var i gang med at ødelægge børnenes liv og fremtidsmuligheder. Og hvor en uhyggelig stor gruppe af overskudsvoksne udenfor familierne så stiltiende til uden at gribe ind.

Kronikken slutter med en praktisk opfordring til at lave en såkaldt underretning til kommunen, når man ser et barn i nød i en alkoholikerfamilie. Det er fordi du, kære læser, der sidder med denne kronik, kan redde et barns liv og fremtid, hvis du handler på dets vegne. For barnet kan sjældent selv.

I Danmark vokser 120.000 op i familier med alkoholproblemer. Det svarer til ca. 10 % af alle børn under 18. Deres forældre elsker dem formodentlig. Men når de er alkoholpåvirkede ejer de ikke forældreevne i tilstrækkelig grad til at sikre børnene en god og tryg opvækst. Der er kun dig og mig til at handle på vegne af disse børn,

Tilbage til barndommen: Det første, der falder mig ind er lugten af fuldskab. Eller rettere lugtene. For der er så utrolig mange lugte forbundet med fulde forældre. Deres ånde er den stærkeste. Er der drukket vin, er ånden ofte lidt sprittet, mens hvis det er øl, er ånden sur. Øl giver tykke belægninger på tungen, som giver en kvalmende surhed. Og ryger ens forældre samtidig, er ånden helt uudholdelig. Desværre bliver man som barn ofte udsat for den helt tæt på, for fulde forældre har en tendens til at blive så fulde af følelser, som bare må ud - uden filter. De vil kysse eller slå. Det kan variere, og man kan ofte ikke vide det på forhånd. Men tæt på vil de – hvis de altså ikke bare er væk. Enten helt fysisk væk eller ligger sanseløs på sofaen uden at kunne vækkes.

En anden lugt er lugten af længerevarende alkoholmisbrug, som ikke er en egentlig alkohollugt. Det lugter lidt mere som acetone. Og lugten kommer fra huden. Det er den pinlige lugt. Det er den, der breder sig i klasselokalet, hvis ens måske ædru alkoholikerforældre forsøger at mande sig op ved at deltage i forældremødet. Og det er den lugt, lærere og pædagoger bør være opmærksomme på. Den er det tydeligste tegn på alkoholmisbrug. En forælder, der har været et smut forbi fredagsbaren på arbejdet inden barnet hentes, lugter ikke sådan. Og det er en lugt alle, der arbejder med børn, bør møde på deres uddannelse.

Børn af alkoholmisbrugere kender også lugten af kroppe, der ikke kommer i bad. Lugten af bræk. Lugten af snavs og gammel opvask. Køleskabets lugt af sur mælk og ingenting, der kan spises. Jeg kunne blive ved – men nok om lugte.

De manglende hverdagsrammer er det næste, jeg kommer i tanker om:

Børn kan li’ faste rammer. De holder af at vide, hvornår der er mad. Hvornår man skal på ferie. Og hvor. Hvad tid, man skal sove. De holder af at blive vækket med morgenmad og få hjælp til at pakke deres skoletaske. At turene med skolen og turmadpakken huskes - ligesom pakning af gymnastik tøjet er dejligt at få hjælp til.

Børn i familier med alkoholproblemer bliver meget tidligt voksne. De lærer sig at sørge for de rammer, der af det omgivende samfund som f.eks. skolen forventes at være til stede i børns liv. Jeg selv sørgede altid selv for mad i skolen, ligesom jeg meget tidligt lærte at lægge bogbind på. Jeg sørgede også selv for lektier og gymnastiktøj efter at være blevet skældt ud af lærerne, når det ikke blev husket. Var der dog bare en af lærerne dengang, der overvejede, hvorfor det mon blev glemt.

Aftensmaden er for de fleste familier et dagligt samlingspunkt, hvor man får talt sammen. Grinet sammen. Måske laver man oven i købet lavet maden sammen. For børn i alkoholikerfamilier består middagsmaden ofte af det, der står på menukortet på det lokale pizzeria. Og sidst på måneden er aftenmåltidet ofte en leverpostejsmad foran fjernsynet. Der tales sjældent om, hvad dagen har bragt. Og hvis der gør, er det på den fulde forælders præmisser. For når man er fuld, har man forbandet svært ved at lytte og forstå. Det bliver til fuldemandssnak.

Uforudsigeligheden og de brudte løfter er det sidste, jeg genkalder mig:

I familier med konstant fulde forældre, er hver dag ofte en fest. Problemet er bare, at det er en voksenfest. Når voksne drikker sig fulde, mister de det filter, vi alle normalt har. Det filter, der gør at vi hverken slår hinanden ihjel eller dyrker sex på åben gade, selvom vi måtte have lyst. Børn i alkoholikerhjem oplever livet uden filter. Hvor man skændes, slås og elsker med børnene som tilskuere. I de værste tilfælde bliver børnene også inddraget som aktive deltagere. I mit tilfælde var vores hjem i en periode ofte mødestedet for en række alkoholikere. De synes, det var en fest at være hos os. Og de synes, det var sjovt at hive mig op på skødet for at ride ranke. Det var særligt her, jeg lærte om lugtene. Når gæsterne gik, sluttede festen brat. Så blev min mor som regel gennembanket af hendes kæreste, mens vi børn gemte os. Det er mange år siden nu – men desværre stadig hverdag for mange børn i Danmark.

De brudte løfter er hverdag for børn i alkoholikerfamilier. Det kan være de små løfter om at ville hjælpe med lektierne, og når bøgerne så er fundet frem, sover ens forældre. Det kan være løftet om en fisketur, som er fuldstændig glemt, når ens forældre vågner med tømmermænd. Det kan også være løftet om at flytte til et stort hus og begynde forfra, når far og mor finder arbejde igen.

Når man når de ca. 12 år lærer man som alkoholikerbarn, at løfter bare er drømme. Noget der er dejligt at tale om – men som ikke kan forventes at ske. Det er her, der opstår en slags permanent ensomhedsfølelse, som bliver meget svær at slippe igen. Som kan dulmes af gode kammerater og rare lærere. Men som ofte dukker op langt inde i voksenalderen.

Du og jeg:

Kan vi ikke blive lidt bedre til at se de her børn og komme dem til undsætning? Hvordan kan vi lade tusinder af børn leve under disse forhold - et lille gennemreguleret samfund som Danmark, hvor man registreres og følges langt tid før man bliver født?

Der ligger en fantastisk god vejledning på Ankestyrelsens hjemmeside, www.ast.dk, hvor du kan se, hvordan du laver en underretning på et barn. Det er populært sagt en bekymring, du formulerer overfor kommunen. Er du bange for at gøre det, kan du gøre det anonymt. Så der er ingen undskyldning for ikke at give en håndsrækning til børnene i alkoholfamilier. Man kan ikke forvente, de selv tager affære.

Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 9. juli 2010.