Fritid med udfordringer

26-10-2010

For de fleste børn er leg i skolegården, cykelture og sport i fritiden en selvfølge. Men når man har et handicap, er tilværelsen ikke altid helt så lige til. Det fortæller fire børn om i en ny rapport, som Børnerådet har sendt til FN’s Børnekomité.

Af Katrine Munch projektmedarbejder i Børnerådet.
Artikel bragt i bladet 'Handicapidræt'

Patrick på 13 år har en fejl i benet, som gør, at hans ben nemt brækker. Line på 13 år har et handicap, som gør, at hendes venstre ben og venstre hånd ikke er så stærke – de er nemlig meget mindre end dem på højre side. Pernille på 12 år lider af cerebral parese, der giver sig udslag i en spastisk lammelse. Også Louis på 15 år har en spastisk lammelse.

Hvad skal jeg gå til?

I en ny rapport fra Børnerådet fortæller de fire børn, at deres hverdag på mange måder er påvirket af deres handicap. Det betyder især noget for deres muligheder for at være sammen med deres jævnaldrende. Ingen af dem har oplevet, hvordan det er at sjippe med de andre piger eller løbe rundt i skolegården efter en fodbold. – Det er egentlig det, jeg savner allermest, siger Patrick. Han er heller ikke med i skolens idrætstimer, men det synes han er OK. Det, der går ham mest på, handler om muligheden for at gå til fritidsaktiviteter: – Jeg synes godt, det kan være lidt irriterende, at det er ret svært at finde noget sport at gå til i fritiden. Det meste er for voksne med handicap, og det synes jeg er vildt ærgerligt, siger Patrick.

For Lisbeth Wilms, der er medlem af Børnerådet og leder af Børneterapien i Gentofte Kommune, er Patricks problem ikke ukendt. – Mange børn med handicap har svært ved at finde passende fritidstilbud. De kan ikke vælge frit mellem en bred vifte af tilbud, sådan som de fleste andre børn, og drømmesporten må de ofte skyde en hvid pil efter. De er nødt til at vælge mellem det, der bliver tilbudt, selv om udvalget kan være stærkt begrænset. Ofte er der også logistiske problemer i forhold til transport. En del vil fx have behov for at have en hjælper med eller have behov for at få transporteret hjælpemidler. Børn med handicap, der ikke behøver særlig bil, har store udfordringer i den offentlige transport, som langt fra er gearet til, at folk med handicap kan klare sig selv. Det er både trist og beklageligt, for det kan afholde dem helt fra at gå til idræt i fritiden, siger Lisbeth Wilms.

Synlige resultater giver blod på tanden

Også Louis har oplevet, at det kan være svært at finde den spændende træning. På grund af hans handicap er han henvist til et særligt træningscenter for handicappede, men Louis er ikke specielt begejstret for stedet. – Faktisk er det et sted, hvor jeg kun lige føler, at jeg ligesom bliver ’holdt ved lige’, siger Louis. – Det fedeste, jeg har prøvet, var, da jeg var på træningslejr i Polen i en måned. Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg rykkede mig. F.eks. kan jeg nu gå op og ned ad trapper – det kunne jeg ikke før, siger Louis.

Louis og Pernille fortæller begge, at de kan mærke store forandringer med deres kroppe, når de træner intensivt eller deltager i træningsprojekter. Selvom træningen ofte er både tidskrævende og anstrengende, giver det børnene lyst til at træne mere, når der er synlige resultater. – Når man kan se, at det virker, får man bare lyst til at fortsætte, siger Pernille.

Pengene bestemmer

Alle børnene fortæller, at de udmærket er klar over, at der er megen logistik og planlægning involveret i forbindelse med fritidsaktiviteterne, fx at de fysiske hjælpemidler og træningsophold i udlandet skal finansieres, og at deres forældre skal have fri fra arbejde, for at de kan tage med til børnenes aktiviteter.

Børnene kan mærke, at det er kilde til bekymring hos deres forældre. – Selv om jeg ikke er med til møderne med kommunen, ved jeg altid, hvordan de er gået, når mine forældre kommer hjem. Jeg kan nemlig mærke det på dem. Sidste gang de kom hjem, var de glade. Så vidste jeg, det var gået godt, fortæller Patrick.

De økonomiske spekulationer fylder også i Pernilles verden. – Min mor har søgt om støtte til en bil, men det mener kommunen ikke, vi behøver. Men om vinteren kan jeg nærmest ikke gå, fordi kulden gør mine muskler stramme, så der kan det virkelig godt være besværligt uden en bil, siger Pernille.

Også Louis ved, hvad pengene betyder. – Noget af min familie er fra Mexico, og dem vil min mor og jeg rigtig gerne besøge. Men der er ikke råd til både en træningstur til Polen og familiebesøg i Mexico, så vi er nødt til at vælge. Det er lidt ærgerligt at stå i sådan et dilemma.

Lisbeth Wilms bekræfter, at økonomi er et tilbagevendende problem, når det handler om børn med handicap. – Det kræver mange resurser, hvis barnets forældre selv skal finde løsninger på de følgevirkninger, barnets handicap giver. Det er lige fra at finansiere rejser og udstyr, der gør hverdagen lettere, til at få betalt fri fra arbejde, når børnene rejser på lange træningsophold.

Hun peger også på, at de økonomiske udfordringer jo kommer oven i selve handicappet og på den måde kan gøre det ekstra vanskeligt for både børnene og deres forældre at komme gennem hverdagen. Ikke mindst derfor er det ifølge Lisbeth Wilms vigtigt, at der er fokus på de handicappede børns vilkår i Danmark. – Det er en gruppe børn, der på den ene side er nogle af de sejeste optimister, man kan tænke sig, men som på den anden side også er dybt afhængige af deres omgivelser. Som samfund skal vi konstant bestræbe os på at finde nye måder at hjælpe børn med handicap ind i fællesskabet – og i Børnerådet lægger vi vægt på, at deres stemme bliver hørt i den offentlige debat om børn.

Lisbeth Wilms er medlem af Børnerådet og sygeplejerske og sundhedsplejerske. Gennem sit arbejde som leder af Børneterapien i Gentofte Kommune samt som leder af indsatsen vedr. sundhedspleje, sundhedsfremme og forebyggelse har hun en stor viden om børn og børnefamiliers sundhed. Lisbeth Wilms er udpeget til Børnerådet inden for området "Børns sundhed".

”Helst skal man have en god barndom - 40 børns fortællinger om et liv med særlige vilkår” er en del af Børnerådets afrapportering om børns vilkår i Danmark til FN’s Komité for Barnets Rettigheder. I rapporten giver 40 børns deres perspektiv på, hvordan livet opleves, når man har vanskeligere vilkår end flertallet af børn i Danmark. Det er fortællinger om livet i et asylcenter, om at leve med handicap, om overvægt, kriminalitet, vold og fattigdom som faste bestanddele i barndommen.