Børnerådets svar til Naser Khader og Vibeke Manniche om ramadan og faste

13-08-2010

Børnerådet mener ikke, der er grund til et forbud mod ramadanen. Det skriver rådet i et brev til Naser Khader og Vibeke Manniche.

Folketingsmedlem Naser Khader og læge Vibeke Manniche har d. 5. august 2010 sendt et brev til Børnerådet i anledning af starten på den islamiske fastemåned, ramadanen.

I brevet beder Khader og Manniche Børnerådet om at udtale sig om det rimelige i, at børn faster under ramadanen. Khader og Manniche foreslår også at der indføres et forbud mod at faste under ramadanen.

Børnerådets svar på henvendelsen kan læses herunder:


Børnerådet, 12. august 2010

Kære Vibeke Manniche og Naser Khader

Tak for jeres brev af 5. august, hvor I opfordrer Børnerådet til at komme med en udtalelse vedrørende det rimelige i, at børn og unge faster under ramadanen.

Børnerådet er optaget af børn og unges sundhed og generelle helbred, men vi mener ikke, at der er brug for yderligere lovgivning – eksempelvis i form af et forbud imod at faste for børn og unge under 18 år.

I det omfang ramadanen sker på bekostning af det enkelte barns sundhed og trivsel, er det Børnerådets opfattelse, at de ansvarlige voksne omkring barnet må gribe ind.

Det er først og fremmest forældrene, der har ansvaret og dernæst er der en række voksne, som har en menneskelig og professionel pligt til at tale barnets sag over for forældrene. Sådan er det i alle de tilfælde, hvor der er mistanke om, at børn lider overlast. Mislykkes det, så er det en sag for myndighederne – præcis som i alle andre sager, der handler om børns trivsel.

Jeg har forstået på Danmarks Lærerforening, at faste under Ramadanen ikke opleves som et generelt problem, men det er selvfølgelig noget man bør være opmærksom på i klasselokalet og på skolen. Børns trivsel og velbefindende er selvsagt noget, som enhver skolelærer bør beskæftige sig med.

Derfor synes vi i Børnerådet, at det er et udmærket initiativ, at undervisningsministeren vil tage emnet op med Kommunernes Landsforening, når de mødes om den kommende folkeskolereform

Med venlig hilsen

Lisbeth Zornig Andersen
Formand for Børnerådet


Yderligere information

Flemming Schultz, kommunikationschef, tlf 3378 3304