Blogindlæg i anledningen af Børnekonventionens fødselsdag

10-11-2010

I anledningen af Børnekonventionens fødselsdag d. 20. november har Lisbeth Zornig Andersen blogget om børns rettigheder på UNICEF Danmarks hjemmeside.

Af formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen

I en undersøgelse fra UNICEF tidligere i år kan man læse, at 60 procent af alle danske børn ikke kender til deres rettigheder. Børns rettigheder har været udførligt beskrevet i FN’s Børnekonvention i 21 år. Og Danmark har givet hånd på, at vi vil sikre børns rettigheder i dansk lovgivning. Alligevel er konventionens vigtige budskaber ikke nået ud til dem, det hele handler om; nemlig børnene.

Når jeg ser på, hvordan den danske lovgivning varetager børns interesser i Danmark, undrer det mig nu heller ikke så meget. For hvordan skal børn – og alle andre danskere i øvrigt – kende til en konvention, som lever i udkanten af dansk lovgivning?

I mange andre lande, blandt andet hos vores nordiske naboer, er konventionen en ufravigelig rettesnor, når der tales lovsnak og politik. I Norge er den en fast del af den nationale lovgivning, og i Sverige tjekkes alle lovinitiativer i forhold til konventionen. I Danmark er der derimod en tendens til, at konventionen ses som en stopklods frem for et arbejdsredskab. I stedet for at styre efter den styres der i vid udstrækning uden om den.

Der er masser af eksempler i dansk lovgivning på den noget stedmoderlige holdning til konventionen, som regeringen lægger for dagen. Et meget aktuelt og forbilledligt eksempel – på den kedelige måde – er sænkelsen af den kriminelle lavalder. For det første går den stik i mod alle anbefalinger og al sund fornuft. Men ikke nok med det – den bryder også på adskillige punkter med den børneretlige tænkning, der kommer til udtryk i FN’s Børnekonvention og i komitéens tilhørende anbefalinger.

For bare at nævne et enkelt eksempel på brud står der i Børnekonventionens artikel 3, stk. 1: ”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.” Hvordan kan vi med konventionen i hånden hævde, at det er i 14-åriges bedste interesse, at samfundet har fået større mulighed for at straffe dem?

I Danmark vælger regeringen også at se gennem fingre med FN’s anbefalinger, når vi hvert fjerde år stilles til regnskab for, hvordan det står til med børns rettigheder herhjemme. Gennem de sidste mange år har FN flere gange opfordret til, at Danmark giver børn klageadgang. Børnerådet har bakket op om en børneombudsmand, men også her viger regeringen uden om.

Jeg har en drøm om, at vi i Danmark får vendt diskussionen om børns rettigheder på hovedet. Den slingrekurs, som Danmark stikker ud, er nemlig dybt bekymrende. Resultatet bliver, at debatten bliver bagudrettet, defensiv og kritisk. Den bliver et spørgsmål om brud og krænkelser efterfulgt af ukonstruktiv håndvaskning.

Tænk, hvis vi kunne få en dialog om børns rettigheder, inden lovarbejdet går i gang. Tænk, hvis vi kunne være konstruktive, fremadrettede og visionære i debatten om, hvordan vi indretter samfundet, så børn og unge får den bedst mulige beskyttelse og de bedst mulige udviklingsmuligheder. Og tænk, hvis vi kunne beslutte, at Børnekonventionen skal være udgangspunkt for al lovgivning i Danmark, der har med børn og unge at gøre. Det ville ikke være en dårlig fødselsdagsgave på Børnekonventionens 21 års fødselsdag.