Artikel til Efterskolen - en barndom uden omsorg og tryghed

10-11-2010

Når Maja på 17 tager hjem på weekend fra efterskolen, er hendes far ikke hjemme. Han sidder nemlig i fængsel for narkohandel – og det er Maja, der har anmeldt ham.

Af Katrine Munch, kommunikationsmedarbejder i Børnerådet

Skoleåret har været i gang i en lille måneds tid, og rundt omkring på landets efterskoler er forventningsfulde unge mennesker samlet med drømme og håb for året, der kommer. Det er en blandet flok af unge fra alle samfundslag og alle hjørner af Danmark – og de gemmer alle på hver deres livshistorie. For langt de fleste er livshistorien heldigvis rimelig ukompliceret, som den helst skal være, når man er teenager. Men for nogle af de unge har livet hidtil været fyldt med udfordringer.

Børn med særlige livsvilkår

Maja er en af dem, der har haft sit at slås med. Hendes far har været ind og ud af fængsler lige så længe, hun kan huske. For hende har fængselsbesøg været en naturlig – men ubehagelig – del af barndommen: ”Når vi besøgte min far, blev vi også låst inde i sådan et lille rum. Så følte jeg, at jeg selv var i fængsel. Sådan tror jeg, alle børn føler!”

Majas historie er speciel – men ikke enestående. Hun er nemlig en del af den gruppe af børn og unge i Danmark, der lever ’et liv med særlige udfordringer’. I Børnerådets publikation ”Helst skal man have en god barndom” fortæller 40 børn og unge om, hvordan livet opleves, når man er barn med særlige livsvilkår. Majas historie om en far i fængsel er en af dem. Men det er også historier om et liv i fattigdom eller med vold i hjemmet. Om hvordan det er at leve med et handicap eller med overvægt. Og om hvordan livet opleves, hvis man er kriminel eller vokser op som barn af asylansøgere.

Store ansvar på små skuldre

Fælles for mange af børnene er, at de ofte påtager sig meget store ansvar. Rigtig mange af børnene lever et liv, hvor de bliver involveret i familiens problemer i et sådant omfang, at de kommer til at ignorere deres egne behov til fordel for deres forældres eller søskendes behov.

Sådan var det også for Maja, da hun i 9. klasse kom på efterskole. I tiden op til havde Maja mere eller mindre overtaget pasningen af de mindre søskende i familien, fordi hendes far og hans kæreste som regel var helt væk på stoffer.

Særligt havde Maja fået et meget nært forhold til sin yngste lillesøster. Da valget om efterskole skulle træffes, blev det en, der lå tæt på Majas hjem: ”I starten var det helt umuligt for mig at give slip. Derfor lavede vi en aftale om, at jeg kunne få fri fire timer om ugen, så jeg kunne se lidt efter mine små søskende. Men nu, hvor min far er i fængsel igen, er det lidt lettere at stole på, at mine søskende har det godt, der hvor de er,” fortæller Maja. På efterskolen har man også gjort en stor indsats for at hjælpe Maja videre i sit liv: ”Jeg er startet til sådan nogle socialpædagogiske samtaler med en af lærerne, og hun har hjulpet mig til at indse, at jeg er nødt til at slippe taget derhjemme. Det har virkelig været befriende,” siger Maja.

Når trivslen halter

Børnerådet har lavet flere undersøgelser, der viser, at helt op mod 15 % af danske skolebørn mistrives i skolen, derhjemme eller blandt vennerne. Børnene har som regel det til fælles, at deres forældre ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at give dem trygge, sunde og udviklende opvækstbetingelser. Det er de børn og unge som i mange sammenhænge betegnes som særligt udsatte eller sårbare – og de er ofte helt afhængige af, at voksne i deres netværk er der for dem.

For Per B. Christensen, der er medlem af Børnerådet og Børne- og kulturdirektør i Næstved kommune, er 15 % et skræmmende højt tal. ”Det betyder, at de her børn og unge sidder rundt omkring i de fleste af landets skoleklasser. Det er vigtigt for mig at pointere, at vi har en særlig forpligtelse over for dem – både som lærer, pædagog eller forældre i klassen – netop fordi deres nærmeste voksne ofte har kastet håndklædet i ringen i forhold til barnets problemer,” siger han.

Desværre er også skolegangen ofte en del af børnenes daglige udfordringer. For nogle få er skolen et fristed, hvor dagligdagsproblemerne kan glemmes for en stund, men for langt de fleste udsatte børn og unge er skoletiden fyldt med mobning, følelsen af ikke at slå til, frygten for de andres dømmende blikke og angsten for at være anderledes.

Da Maja startede på efterskole, besluttede hun sig for, at hun ville fortælle åbent om sit liv: ”Sidst min far kom i fængsel, var jeg lige startet på efterskolen. Så hvis folk spurgte, fortalte jeg bare tingene, som de var. Altså, jeg ser det ikke som noget specielt mere, det er jo bare den måde, han er far på. Sådan har det altid været for mig, så jeg kunne lige så godt være ærlig omkring det,” fortæller Maja.

De usynlige problemer

Nogle af børnene reagerer sådan, at deres problemer ikke er til at overse. Men mange af dem tumler stiltiende med udfordringerne. Heldigvis kan langt de færreste skjule deres problemer 24 timer i døgnet. Derfor har efterskolerne en helt særlig mulighed for at opdage de børn, der er eksperter i at skjule deres problemer.

”Det er helt enormt vigtigt, at der er nogen, der opdager de her børn,” siger Per B. Christensen. Han fremhæver, at mobning og social eksklusion nemlig ofte rammer de børn, der i forvejen er udsatte. Ifølge nyere mobbeforskning ikke blot på grund af deres udsathed, men også i høj grad fordi de omgivelser, barnet færdes i, lider under manglende tolerance og omsorg.

”Når klassekulturen ikke er rummende og inkluderende, bliver det ofte de svageste, der kommer til at stå for skud, når der skal findes et mobbeoffer. Og det er altså ofte dem, der i forvejen er i ”underskud”, fordi deres far sidder i fængsel, de er overvægtige eller på andre måder er udfordret dagligt,” siger Per B. Christensen og fortsætter: ”Over for dem har vi et særligt ansvar som voksne. Det er i høj grad en samfundsopgave, som vi skal løfte i fællesskab. Men den starter der, hvor børnene færdes allermest; nemlig i skolen, på fritidshjemmet eller i børnehaven. Heldigvis er der masser af muligheder for at få øje på dem og hjælpe dem.”