Notat om gennemgang af de kommunale børne- og ungepolitikker

13-03-2008

Der er god plads til forbedringer, når det gælder kommunernes fokus på indsatsen for at hjælpe unge, der har begået kriminalitet. Det viser Børnerådets gennemgang af de sammenhængende børne- og ungepolitikker.

Indledning

Siden 2006 har Servicelovens § 19, stk. 2, forpligtet hver enkelt af landets kommuner til at udarbejde en såkaldt sammenhængende børne- og ungepolitik. Loven skal sikre, at der opnås sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats overfor børn og unge med behov for særlig støtte.

I vejledningen til loven hedder det, at børnepolitikkerne ’inddrager de […] spørgsmål, som kommunen finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats’. Vejledningen peger også på, børnepolitikkerne afspejler ’det politiske niveaus forventninger’ til samarbejdet i kommunen, som retter sig mod børn og unge med behov for særlig støtte.

Derfor har Børnerådet valgt at se nærmere på, hvilke spørgsmål der konkret lægges vægt på i de sammenhængende børne- og ungepolitikker.

I dette notat beskrives det, i hvilket omfang børnepolitikkerne behandler det forebyggende og opfølgende arbejde vedrørende kriminalitet begået af unge under 18 år. Gennemgangen omfatter 94 politik-papirer samt de tilhørende standarder for sagsbehandling, som kommunerne på linje med selve børne- og ungepolitikken er forpligtet til at udarbejde.

Sammenfatning

Det er et fåtal af landets kommunalbestyrelser, som har valgt at inddrage ungdomskriminalitet i de sammenhængende børne- og ungepolitikker. 66 af de 94 politik-dokumenter omtaler ikke kriminalitet blandt unge som et særskilt fokusområde, og heriblandt er der en stor del, som overhovedet ikke nævner emnet.

SSP-samarbejdet omtales i blot 33 kommuners børnepolitikker. I 8 tilfælde understreger kommunalbestyrelsen samarbejdets betydning, mens man i de øvrige 25 politikker nøjes med at til samarbejdet, som en af flere muligheder i det forebyggende og opfølgende arbejde.

28 kommuner omtaler unge, der begår kriminalitet, som et prioriteret indsatsområde. Blandt disse kommuner er det imidlertid blot 8 kommuner, som opstiller konkrete, målbare mål for den forebyggende indsats mod ungdomskriminalitet.

Til sammenligning viser gennemgangen, at 46 kommuner opstiller målbare, politiske mål på andre områder, fx uddannelse (’95% af alle børn gennemføre en ungdomsuddannelse’, ’Antallet af børn og unge, der visiteres til specialforanstaltninger skal reduceres’ og lignende).

Kriminalitet som et særskilt fokusområde

Gennemgangen af de 94 kommuners børne- og ungepolitikker viser, at der er stor forskel på, hvordan kommunalbestyrelserne vægter indsatsen for at forebygge, at unge i at begår kriminalitet. I 8 kommuner er der opstillet konkrete, målbare mål for, hvordan antallet af kriminelle handlinger, begået af unge, skal udvikle sig de kommende år. I flere tilfælde er der tale om særdeles velbeskrevne hensigter, konkrete initiativer, organisering af indsatsen samt angivelse af, hvordan indsatsen skal evalueres.

Størstedelen af de 28 kommuner, der udskiller ungdomskriminalitet som et særligt indsatsområde beskriver også, hvordan indsatsen er eller tænkes organiseret og hvor ansvaret for målopfyldelsen er placeret. Der er altså tale om, at ungdomskriminalitet udpeges som et problem, der skal behandles som et fokusområde på linje med andre fokusområder i den pågældende kommunes sammenhængende børne- og ungepolitik.


Antallet af kommuner, som i deres sammenhængende børne- og ungepolitik:

  • behandler unges kriminalitet som et særskilt fokusområde: 28
  • angiver konkrete, målbare mål for reduktion af unges kriminalitet: 8
  • har udarbejdet særlige handleplan for at nå de opstillede mål: 16
  • omtaler SSP-samarbejdet med vægt på dets rolle i forhold til de opstillede mål: 33
  • angiver konkrete, målbare mål på andre områder end kriminalitet: 46

Modsat nævner en række kommuner unges kriminalitet i sammenhæng med – og underordnet – andre problemområder. Typisk er det i forbindelse med redegørelsen for indsatsen for at forebygge og forberede anbringelsessager, at kriminalitet nævnes som et blandt flere aspekter, der kan søges afdækket.

Handleplaner og andre initiativer

Den 1. juli 2001 blev det indført som lovkrav, at kommunen skal udarbejde en handleplan inden for syv dage efter kommunen fra politiet har modtaget dokumentation for at en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Ankestyrelsen gennemførte i 2002 en analyse af kommunernes efterlevelse af dette lovkrav. Ankestyrelsens analyse resulterede i, at ministeriet fandt anledning til at præcisere/indskærpe lovkravet over for kommunerne.

Det kan være forklaringen på, at netop udarbejdelsen af sådan en handleplan er det hyppigste konkrete tiltag, der nævnes i børne- og ungepolitikkerne. Ofte er det også det eneste tiltag der nævnes. I denne gennemgang har vi set på, om kommunalbestyrelserne i deres børne- og ungepolitikker sætter sig yderligere mål end blot at opfylde lovens krav om handleplaner for den enkelte unge, der er kriminalitetstruet.

Som det fremgår af tabellen ovenfor finder man i 16 tilfælde beskrivelser af andre foranstaltninger, som kommunerne har eller vil iværksætte overfor de unge, der begår kriminalitet – dvs. udover at udarbejde den lovpligtige handleplan. Disse foranstaltninger retter sig mere konkret mod at nå målet om at begrænse omfanget af ungdomskriminaliteten på længere sigt. Det drejer sig især om en styrkelse af det lokale SSP-samarbejde med henblik på at sikre bedre koordinering af indsatsen.

SSP-samarbejdets rolle

I vejledningen til loven nævnes SSP-samarbejdet specifikt som en tværfaglig gruppe, det kan være relevant at inddrage i børne- og ungepolitikken. Men det er kun omtrent halvdelen af alle politikker, der nævner det lokale SSP-samarbejde som et værktøj til forebyggelse eller opfølgning i sager om misbrug eller kriminalitet. I de allerfleste tilfælde omtales SSP-samarbejdet dog blot en passant på linje med andre aktører i lokalsamfundet, lige fra det lokale erhvervsliv, idrætsforeninger, kulturinstitutioner, til skolepsykologer, integrationskonsulenter og boligsociale koordinatorer

Som nævnt er der imidlertid også kommuner, som i deres børne- og ungepolitikker tillægger SSP-samarbejdet en særlig rolle i den kriminalitetsrelaterede indsats. I de tilfælde, hvor samarbejdet udelukkende nævnes i en opremsning af samarbejdsfora og institutionaliserede initiativer, er kommunens politik ikke talt med i oversigten ovenfor.

Den kommunale virkelighed

Det vil være på sin plads at understrege, at de sammenhængende børne- og ungepolitikker ikke nødvendigvis afspejler hverken omfanget eller kvaliteten af det forebyggende og opfølgende arbejde, der rent faktisk udføres i de enkelte kommuner. Tværtimod er det tydeligt, at en stor del af indsatsen for at begrænse ungdomskriminalitetens skadevirkninger ikke er beskrevet i de gennemgåede dokumenter.

Men kommunerne har i mange år skulle lave børne- og ungepolitiker. Det nye er, at de siden 2006 skal være sammenhængende og der skal laves standarder for sagsbehandlingen. Og ser man bort fra den håndfuld politik-dokumenter, som helt eksplicit gør opmærksom på deres foreløbige karakter, så står det klart, at de sammenhængende børne- og ungepolitikkerne i høj grad afspejler de kommunalpolitiske prioriteringer. Som det fremgår af tabellen på side 2 har over halvdelen af alle kommuner opstillet konkrete, målbare mål på områder, der i politikkerne udpeges som væsentlige. Især på anbringelsesområdet er det lykkedes et stort antal kommuner at formulere endog meget klare politiske mål, og på samme tid i detaljer beskrive, hvordan disse mål skal nås, og hvordan indsatsen skal evalueres.

Derfor er der grund til at holde fast i, at en klart formuleret politik kan bidrage væsentligt til at opnå de mål, man sætter for politikken. I tråd hermed er det væsentligt, at kommunerne i højere grad end det er tilfældet i dag også definerer og formulerer klare mål på kriminalitetsområdet.