Store forskelle i svenske børns levevilkår

03-12-2007

Næsten hvert 10. barn i Sverige lever under fattigdomsgrænsen. Børn med ikke-svensk baggrund og børnefamilier, hvor et barn har funktionsnedsættelser, har markant dårligere økonomi end andre børn og familier. Det viser en undersøgelse som den svenske børneombudsmand netop har offentliggjort.

En stor del af de svenske børn bor i familier, hvor økonomien er bedre end nogensinde. Men levevilkårene for børnefamilier i Sverige er stadig meget forskellige, og mellem visse grupper bliver forskellene større. 

Næsten hvert tiende barn lever i en familie, som lever under den svenske fattigdomsgrænse, den såkaldt ’laveste økonomiske standard’. Omkring hvert femte barn, som bor hos en enlig forældre, har trange økonomiske kår. 

Undersøgelsen viser også, at børn med udenlandsk – dvs. ikke-svensk – baggrund generelt har det sværere økonomisk set end børn med svensk baggrund. 

’Voksne har ansvaret for at børns rettigheder bliver tilgodeset, og hvis familiens omsorgs svigter, så er det nødvendigt, at samfundet har et sikkerhedsnet, som giver barnet den støtte, det har brug for’ siger den svenske børneombudsmand, Lene Nyberg. 

Undersøgelsen resultater er netop offentliggjort i rapporten ”Upp till 18 - fakta om barn och ungdom”, som også viser, at 

  • Svenske unges alkoholforbrug er faldende.
  • Svenske unges forbrug af slik og læskedrikke er faldende. Drenge og piger spiser mere frugt og grønt end tidligere.
  • I skoler med sund kost og regler for slik og læskedrikke falder andelen af overvægtige børn.
  • Hver fjerde svenske pige mellem 16 og 18 år synes, at deres far sjældent eller aldrig har tid til at være sammen med dem.
  • Drenge føler sig tryggere med årene, mens piger føler sig mere utrygge, jo ældre de bliver.
  • Omtrent hvert 10. barn i svenske 9.klasser har begået en voldshandling – og halvdelen så alvorlig, at offeret skulle behandles på hospitalet.
  • Omtrent hvert 4. barn i svenske 9.klasser er blevet slået, sparket eller udsat for anden vold.

Rapporten kan downloades gratis eller bestilles på www.bo.se.