Forbrugerombudsmanden sætter fokus på markedsføring på nettet
19-09-2007
En ny kampagne, som skal beskytte børn mod ulovlig markedsføring er på vej fra Forbrugerombudsmanden. Kampagnen udarbejdes i samarbejde med en række organisationer, bl.a. Børnerådet.
Internettet er blevet et væsentligt medium, når virksomheder markedsfører sig selv og sine produkter overfor børn og unge. Nettet fylder meget i de unges hverdag og giver virksomhederne en nem adgang til denne målgruppe.
Markedsføring i tråd med reglerne
Men virksomhederne skal tage særlige hensyn, når de henvender sig til børn og unge. Derfor planlægger Forbrugerombudsmanden nu en kampagne for at afdække, om markedsføringen sker i overensstemmelse med de regler, som gælder på området. En foreløbig undersøgelse har vist, at der tilsyneladende sker overtrædelse af flere væsentlige regler, som skal overholdes, når markedsføring og salg sker i forhold til mindreårige.
Børnerådet er med i den arbejdsgruppe, som Forbrugerombudsmanden har inviteret til at medvirke i tilrettelæggelsen af kampagnen. Det forventes at Forbrugerombudsmanden vil lancere sit initiativ i begyndelsen af oktober.