Open menu Close menu

Børnerådet har spurgt ca. 2.000 børn i 7. klasse om deres forhold til deres forældre. Undersøgelsen peger på, at stressede forældre er en del af mange børns hverdag. De fleste siger, at deres forældre er stressede en gang imellem, mens en mindre gruppe oplever, at forældrene ofte er stressede. Jo mere stressede forældrene er, desto oftere oplever børnene, at de skælder ud, og at forældrene ikke interesserer sig for dem. Børn med stressede forældre er også i generelt dårligere trivsel end andre børn.

Undersøgelsen viser også, at blandt de børn, der bliver skældt ud, oplever hver fjerde, at forældrene råber ad dem, og 4-8 pct. oplever at blive truet, rusket eller slået.

Undersøgelsen viser samtidig, at langt de fleste børn synes, at deres forældre er gode forældre, og kun 1 pct. synes, at deres forældre er deciderede dårlige forældre. Men selvom børnene bredt set synes, at deres forældre er gode til at være forældre, har de også ønsker til, hvordan de kan blive endnu bedre. Mange ønsker sig mere tid sammen med forældrene – og gerne bare helt almindelig hverdagshygge og samvær. Børnene vil også gerne have, at forældrene lytter mere til dem, at de skændes mindre med hinanden, og at de skælder mindre ud.

En mindre del af børnene synes ikke, at de voksne derhjemme er gode til at være forældre. Det er særligt de børn, der får meget skældud, oplever stressede forældre og generelt trives dårligt.

Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/Faktaboks.cshtml)

Om undersøgelsen

Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt elever fra 7. klasse i Børnerådets Børne- og Ungepanel samt opfølgende gruppeinterview med 15 børn. Spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget i efteråret 2013.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.