Børnerådet svarer udelukkende på den del af lovforslaget, der omhandler ændring af Ungdomskriminalitetsnævnet. Forslaget om ændring af lov om bekæmpelse af Ungdomskriminalitet kommer på baggrund af de to nyeste delevalueringer af Ungdomskriminalitetsnævnet, som kan findes her. Delevalueringerne er en del af Justitsministeriets Forskningskontors samlede evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet. Delevalueringerne bemærker sig særligt ved i så høj grad at mangle et børneperspektiv på Ungdomskriminalitetsnævnet. Børnerådet mener, at en fyldestgørende evaluering skal indeholde perspektiver fra samtlige deltagende parter, hvis det er målet at kunne give et retvisende billede af Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er bekymrende, at det ikke er tilfældet.
Ændringerne i det nye forslag medfører blandt andet, at der skal sikres en øget brug af straksreaktioner, samt at der sker en smidiggørelse og effektivisering af nævnet, herunder overgangen fra kriminalitetsforebyggende indsatser efter ungdomskriminalitetsloven til sociale indsatser efter serviceloven. Der gives øget mulighed for at inddrage børnesagkyndige i sager vedrørende 15-17-årige. Endelig får nævnet mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra nævnsbehandling.
Overordnet mener Børnerådet, at det er afgørende, at Børnekonventionens artikel 3 om hensynet til barnets bedste samt artikel 12 om inddragelse af barnet efterleves i bestemmelserne, som ligger til grund for Ungdomskriminalitetsnævnet. Justitsministeriet bør aktivt forholde sig til disse to artikler, hvad angår de 10-14-årige, som kommer i kontakt med Ungdomskriminalitetsnævnet og sikre, at hensynet til barnets bedste tillægges afgørende vægt samt at barnet inddrages tilstrækkeligt og meningsfuldt i forbindelse med nævnsbehandlingen. Det er bekymrende, at disse artikler ikke nævnes i lovforslaget. Det er afgørende, at vi husker, at børn er en særligt sårbar gruppe og skal beskyttes som sådan. Den gruppe børn, som kommer i kontakt med Ungdomskriminalitetsnævnet er særligt sårbare, og det kræver derfor særlig agtpågivenhed fra både lovgivers side og de fagpersoner, der kommer i kontakt med dem. Vores holdning til ændringerne er følgende:
- Børnerådet vil på det kraftigste fraråde, at børn under 15 år pålægges straksreaktioner, som ikke overholder den gældende arbejdsmiljølovgivning om beskyttelse af barnet.
- Børn med nedsat psykisk funktionsevne skal undtages fra nævnsbehandling, når den ikke er formålstjenlig.
- Børn i alderen 10-14 år bør udelukkende indstilles til nævnsbehandling efter en konkret vurdering ud fra deres individuelle forhold.
- Kommunerne har en vigtig rolle over for målgruppen, og vi bifalder tiltag, der styrker den rolle, såsom oplysning af sagen og i forbindelse med overgange.
- Hvis en børnesagkyndig kan forbedre inddragelsen af den 15-17-årige, så skal den mulighed anvendes.
Børnerådet fraråder øget brug af straksreaktioner over for børn og unge mistænkt for kriminalitet
Børnerådet er betænkeligt over for Justitsministeriets ønske om øget brug af straksreaktioner. Straksreaktioner skal efter loven være af opdragende og genoprettende karakter.
Justitsministeriet bruger følgende eksempler på begrebet straksreaktion: rydde op efter begået hærværk, vaske brandbiler, gøre rent i boligforeninger og renholdelse af parker. Børnerådet har svært ved at se, hvordan renholdelse af parker kan være at ”gøre skaden god igen” eller være af opdragende eller genopdragende karakter, når anvendelsesområdet for behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet er, at barnet er mistænkt for personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Hvis barnet er mistænkt for at have udført en så alvorlig handling, må man formode, at det kræver socialpædagogiske indsatser og høj pædagogisk faglighed at hjælpe barnet – ikke rengøring af brandbiler og parker. Det er helt afgørende, at der er proportionalitet imellem hensynet til barnets bedste, den udførte handling og reaktionen. Vi mener derfor, det er naturligt, at det hidtil har været svært at finde og lave egnede straksreaktioner.
Vi mener også, at det at sætte børn til at arbejde synes malplaceret og potentielt i strid med Børnekonventionens artikel 3 om hensynet til barnets bedste samt dansk arbejdsmiljølovgivning. Det er potentielt farligt for børn under 13 år at skulle arbejde, og efter arbejdsmiljøreglerne må de da heller ikke arbejde, medmindre det er i teaterforestillinger eller lignende. De 13-15-årige må udelukkende foretage lettere arbejde, og må blandt andet ikke rengøre store arealer, betjene maskiner eller foretage tunge løft. Forslaget er dermed stridende mod de gældende regler for børns og unges arbejde, særligt hvad angår de 10-12-årige. Justitsministeriet bør forholde sig til, hvorledes de forventer, at arbejdsmiljøloven overholdes.
I forslaget redegøres der for reglerne ved ulykker i forbindelse med straksreaktioner. Vi mener, det er meget bekymrende, at børn i 10-14-års alderen skal risikere at få skader for resten af livet, fordi de er blevet sat til at udføre manuelt arbejde, som led i et politisk ønske om, at børnene mærker en konsekvens. Det er ganske enkelt ikke proportionelt.
Vi mener, det skal fremhæves, at barnet skal inddrages i beslutningen om en mulig straksreaktion jævnfør Børnekonventionens artikel 12, samt at principperne for genoprettende ret følges, med behørige hensyn til barnets alder og modenhed. Det bør også fremhæves over for kommunerne og nævnet, at særlig beskyttelse af børnene skal prioriteres, så der ikke er risiko for, at børnene får skader i forbindelse med at være blevet pålagt en straksreaktion. Det fremgår ikke tydeligt nok på nuværende tidspunkt, og det risikerer at få fatale konsekvenser for børnene.
Børnerådet vil derfor på det kraftigste fraråde, at børn under 15 år pålægges straksreaktioner af den type.
Alle børn med nedsat psykisk funktionsevne skal kunne undtages fra nævnsbehandling
Med forslaget får nævnet mulighed for at undtage børn med svært nedsat funktionsevne. Det er i udgangspunktet meget positivt, da disse børn og unge ikke forstår processen, og der ofte er risiko for, at de lider overlast derved.
Børnerådet mener dog, det skal overvejes, hvorvidt børn med nedsat funktionsevne i det hele taget skal undtages fra nævnsbehandling, da de må formodes at have svært ved at forstå forløbet, indholdet og konsekvenserne deraf. Derudover er de sandsynligvis ikke egnede til hverken straksreaktioner eller forbedringsforløb, når de ikke forstår indholdet af dem. Når børnene har nedsat forståelse af konsekvenserne af deres handlinger, mener vi, det er forkert at argumentere for at give dem en opdragende sanktion. Vi foreslår derfor, at det skal være muligt at undtage et barn eller en ung for behandling i UKN, hvis barnets eller den unges kognitive eller psykiske funktionsevne betyder, at nævnsbehandling ikke vil være formålstjenlig.
Der er en årsag til, at den kriminelle lavalder ligger på 15 år i Danmark. Børnerådet mener derfor, at Justitsministeriet mangler at redegøre for, hvorvidt en 10-årig forstår konsekvenserne af sine handlinger ved at komme i et Ungdomskriminalitetsnævn. Børn på 10 år er på et tidligt stadie i deres udvikling, og nævnsbehandlingen er af så kompleks og abstrakt karakter, at et umodent barn ikke kan overskue og forstå betydningen af det indhold, der er på et nævnsmøde. Sammenholdt med at arbejdsmiljøreglerne forbyder så små børn at udføre arbejde, så er det på tide, at der tages hensyn til, at børn i 10-14-års alderen har meget svære betingelser i dette system. I stedet kunne der med fordel tænkes i helhedsorienterede indsatser for hele familien, som det også er tænkt i aftaleteksten om Barnets lov på socialområdet.
Ofte vil det nemlig være sådan, at børnene allerede er i et forløb i kommunen, hvorfor det vil pålægge barnet yderligere pres fx at risikere et forbedringsforløb hen over 4 år i Ungdomskriminalitetsnævnet, fremfor at kommunens indsats fx intensiveres ud fra en konkret vurdering, så barnet forstår, hvad der sættes i værk. Der er en stor risiko ved at have flere aktører inde over, nemlig at indsatsen ikke bliver kontinuerlig og ikke sikrer den rigtige støtte i hele forløbet.
Børn i aldersgruppen 10-14 år bør derfor ligesom børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne også kunne undtages fra nævnsbehandling. Reelt vil det give mening, at de kun indstilles til nævnsbehandling efter en konkret vurdering ud fra deres individuelle forhold.
Det er positivt, at nævnet får mulighed for at udskyde sagen
Lovforslaget indeholder også en mulighed for, at formanden kan udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Vi mener, det må være helt afgørende, at sagen oplyses fyldestgørende. Vi var med indførelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet blandt andet bekymrede for den korte frist på 3 uger for kommunen til at oplyse sagen. Det er meget kort tid, så vi er tilfredse med at se, at der gives mulighed for at udskyde sagen, hvis der mangler relevante oplysninger.
Det virker helhedsorienteret, at nævnet kan indhente psykologisk undersøgelse af forældrene
Der bliver mulighed for, at der kan udføres en psykologisk undersøgelse af forældrene, bl.a. for at afdække forældrenes grundlag for at støtte op om barnets tildelte reaktion. Dette giver mening ud fra en helhedsorienteret tilgang. Dog ligner det et parallelforløb ift. dele af kommunens børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, som til sammenligning benytter sig af forældreevneundersøgelser. Vi mener, at nævnet mere og mere får beføjelser og forpligtelser, der ligner kommunens, men som kaldes noget andet. Der er risici ved at have to forløb, som på sin vis løber parallelt, men som indeholder store forskelle i forhold til konsekvenserne for børnene. Det vil være svært for børn og forældre at gennemskue disse forhold og de konsekvenser, som det får for børn og forældre.
Nævnet bør gives mulighed for at anvende børnesagkyndige i sager vedrørende 15-17-årige, når det fremmer inddragelsen af den unge
Lovforslaget giver øget mulighed for børnesagkyndige i sager vedrørende 15-17-årige med nedsat psykisk funktionsevne eller lign. Børnerådet ser dette tiltag som et forsøg på at kompensere for, at de 15-17-åriges oplevelser i nævnet kan være voldsomme. Det er et udmærket tiltag, hvis det beskytter den pågældende målgruppe og bidrager til en bedre dialog. Ministeriet understreger, at der skal lægges vægt på, om den unge har nedsat psykisk funktionsevne eller andre psykiske udfordringer, uden at der dog er tale om en sådan svært nedsat psykisk funktionsevne, at den pågældende efter den foreslåede § 36 a, jf. lovforslagets § 6, nr. 19, bør undtages fra nævnsbehandling. Ministeriet angiver, at det dog ikke er nok begrundelse at tildele en børnesagkyndig, hvis den børnesagkyndige alene vurderes at kunne bidrage til en bedre dialog med den unge. Dette perspektiv forekommer besynderligt, da dialog er en af de vigtigste faktorer for en god inddragelse af barnet/den unge efter Børnekonventionens artikel 12.Vi er derfor uforstående overfor, at en forbedring af dialogen mellem den unge og nævnet ikke er tilstrækkelig begrundelse for at anvende en børnesagkyndig. Den unges deltagelse i og forståelse af nævnsmødet må være helt afgørende for nævnsbehandlingen, da det er den unge, som er centrum herfor. Vi foreslår derfor, at hvis det vurderes, at det kan forbedre dialogen, skal en børnesagkyndig altid anvendes på nævnsmødet.
Børnerådet ser gerne en smidigere overgang til social indsats
Børnerådet er tilfreds med at se et tiltag, der sigter på en smidigere overgang til en social indsats for barnet/den unge, da overgange generelt er svære for børn og unge med særlige behov, fordi det er risiko for, at viden går tabt og at barnet/den unge ikke får tilstrækkelig opbakning til at komme videre ind i det nye tiltag, hvorefter indsatsen er spildt.