Open menu Close menu

Børnerådet understreger, at FN’s Børnekonvention forpligter Danmark på at sikre børn den højest opnåelige sundhedstilstand. Det indebærer blandt andet, at kvinder sikres passende svangerskabs- og barselspleje (artikel 24).

Barselsperioden er derfor yderst vigtig i et børneperspektiv, og Børnerådet er glade for, at der findes anbefalinger til barselsperioden, at de revideres, og at den reviderede udgave indeholder forbedringer. Samtidig er Børnerådet dog undrende over for forhold i de reviderede anbefalinger og har også en række anbefalinger.

Børnerådet roser fokus på barnets trivsel og tydelige anbefalinger om tidlige udskrivninger. Børnerådet bakker op om, at de udarbejdede anbefalinger for svangreomsorgen, der tydeligere end eksisterende anbefalinger beskriver tilbuddene til kvinder og børn, der udskrives tidligt efter fødslen.

Børnerådet er meget positivt over for tilføjelsen af afsnittet om barnets trivsel og sundhed efter fødslen (afsnit 15.1). Rådet er yderst opbakkende om, at barnets trivsel og sundhed har erstattet familiedannelse og morens restitution som vigtigste element i barselsperioden i de reviderede anbefalinger.

Børnerådet roser, at det nye afsnit om barnets trivsel er det første afsnit i kapitel 15, og derved erstatter det tidligere første afsnit ’Familiedannelse’. Børnerådet er glade for den symbolværdi, der ligger i, at barnets trivsel bliver første prioritet i anbefalinger om barselsperioden.

Børnerådet anbefaler øget fokus på barnets trivsel, fødendes klagemuligheder og underretning. Det er velbeskrevet, at en sammenhængende indsats med ensartet vejledning har stor betydning for etablering af amning og familiedannelse. Det undrer derfor Børnerådet, at anbefalingerne lægger op til, at de første besøg i hjemmet efter fødslen skal foretages af en jordemoder frem for en sundhedsplejerske. En sundhedsplejerske vil følge barnet og for flergangsfødende kender sundhedsplejersken måske allerede familien.

I afsnittet 15.2.2. "Opgaver på fødestedet" beskrives bl.a., at den kommunale sundhedstjeneste hurtigst muligt skal orienteres om fødslen. Børnerådet mener, at det bør beskrives, hvor hurtigt disse informationer skal videregives.

I afsnit 15.2.2. nævnes, at egen læge orienteres, hvis familien ikke ønsker besøg af sundhedsplejersken.

Med tanke på familier, der ikke ønsker sundhedsplejerske og måske heller ikke kontakt til egen læge, mener Børnerådet, det bør beskrives, hvornår der er grundlag for en underretning.

I afsnittet 15.5 nævnes, at fødestedet bør anvende professionel, helst kvindelig, tolk i nødvendigt omfang. Det mener Børnerådet bør udspecificeres med henblik på at sikre alle fødende den trygge fødsels- og barselsperiode, som skal til for sikre barnets sundhedsmæssige tarv.

Børnerådet anbefaler, at fødende orienteres om Sundhedsstyrelsens anbefalinger for barselsperioden inkl. deres klagemulighed, da det kan bidrage til at sikre barnet en god start på livet.

Børnerådet mener, at barnets trivsel kan fremhæves endnu mere i anbefalingerne. Anbefalingernes primære fokus og formål bør være, at sikre barnet den bedste start på livet.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.