Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Nye mobbetal: Mobning plager forsat børn overalt i Danmark

27. marts 2008

Ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at over 25 pct. af alle danske børn har oplevet at blive mobbet inden for de seneste par måneder. Omtrent 9 procent fortæller, at de er blevet mobbet flere gange inden for den seneste måned.


Børnerådet har spurgt 1.100 børn i Børne- og Ungepanelet, om hvordan de oplever mobning i dagligdagen. Børnene, der alle går i 6. klasse,  fortæller, at mobning er et reelt og alvorligt problem. Undersøgelsen bekræfter således, at mobningen stadig har et væsentligt omfang.
  • Hvert fjerde barn fortæller, at de er blevet mobbet inden for de seneste par måneder. Det betyder, at siden jul har mindst 25 pct. af de danske skolebørn i 6. klasse oplevet mobning på egen sjæl og krop. 
  • To elever i hver klasse - omtrent 9 pct. af de adspurgte børn - fortæller at de udsættes for mobning mindst to gange pr. måned.

Faktaark om undersøgelsen
Læs hele rapporten

Mobbere bliver selv mobbet

Børn, der mobber, er ofte selv ofre for mobning. Undersøgelsen viser, at hvert fjerde barn, der mobber ofte – dvs. et par gange om ugen – selv bliver mobbet flere gange om måneden.

Piger mobber høj-teknologisk
SMS-mobning og mobning via chat-hjemmesider er et fænomen, der har bidt sig fast. Undersøgelsen viser, at det især er pigerne, der benytter sig af disse metoder. Børnene fortæller, at det er lettere at mobbe pr. distance. Den digitale mobning gør nemlig, at mobberen ikke konfronteres direkte med sit offer.

Stor magtesløshed overfor mobning
Elevernes besvarelser viser, at 27 procent – det vil sige mere end hver fjerde elev – ikke ved, hvad de skal gøre, når de oplever, andre bliver mobbet. Næsten en tredje-del (29 procent) af alle skoleelever ved ikke, hvad de skal stille op, hvis de selv ople-ver at blive mobbet.

Farligt at være ny i klassen
De elever, der altid har gået i klassen, oplever ikke at blive udsat for mobning lige så meget som andre elever. Børnerådets undersøgelse viser altså, at jo kortere tid man har gået i klassen, jo mere udsat er man for at blive mobbet.

Indsatsen mod mobning skal fortsætte
Psykolog Ole Kyed, næstformand i Børnerådet udtaler: " Undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er hverken tale om petitesser eller isolerede tilfælde. Derimod står vi overfor et problem, der stadig plager skolebørn overalt i landet. Det er et vigtigt signal om, at indsatsen mod mobning skal fortsætte med fornyet styrke - og det er et fælles ansvar. Vi skal hjælpe de mobbede, mobberne og de passive børn - tilskurerne - så de kommer ud af magtesløsheden. Alle – børnene selv, lærerne, forældrene og alle os andre, der har mulighed for at gøre en forskel - må på banen.'

National kampagne mod mobning
På baggrund af undersøgelsen deltager Børnerådet aktivt i en stor national kampagne mod mobning, som starter i dag, d. 28. marts 2008. En ny hjemmeside - www.sammenmodmobning.dk - står centralt i kampagnen. Her kan få gode råd om, hvordan børn og voksne kan tackle mobning .

Yderligere information
Psykolog Ole Kyed, næstformand i Børnerådet, tlf. 2219 39 40
Kommunikationsmedarbejder i Børnerådet Flemming Schultz, tlf. 2892 0060
Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk