Dagtilbuddene – en guldgrube for udvikling 

Danmark har et område, en hel sektor, der udgør et endnu ikke tilstrækkeligt udnyttet potentiale for at sikre, at så mange unge som muligt får de bedst mulige forudsætninger for at få et succesfyldt børne-, unge- og voksenliv. Potentialet er særligt stort for børn og unge fra mindre privilegerede levevilkår. Det skriver Niels Egelund, professor, dr.pæd., DPU, medlem af Børnerådet, formandskabet for Skolerådet, Globaliseringsrådet og Kvalitetsgruppen i denne artikel.

Danmark udmærker sig ved at være blandt de lande, der bruger allermest på dagtilbuddene. I 2005 brugte vi i alt 34 mia. kr., hvoraf forældrebetalingen udgjorde godt 7 mia. Antallet af indskrevne børn har siden 2001 været næsten konstant bortset fra SFO og fritidshjemsområdet, hvor der har været en stigning på knap 10 % fra 2001 til 2005. For de 3-5-årige er 95 % af alle børn indskrevet i børnehave, mens den for de 2-årige er 87 %. Ser man på, hvad enhedsprisen pr. barn – i runde tal – er, topper en vuggestueplads med 125.000 kr. fulgt af dagpleje (90.000 kr.), aldersintegreret (75.000 kr.), børnehave (65.000 kr.), fritidshjem (50.000 kr.) og SFO (45.000 kr.).
 
Når man ser på det samlede udgiftsforbrug er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at der ikke er sket en ressourcestigning efter 2003, da der fra centralt hold er fremsat større krav til dagtilbuddene.

Læreplaner sikrer grundlæggende kompetencer
Som led i en styrket integrationsindsats har alle tosprogede børn fra 2003 skullet have tilbud om sprogstimulering fra 3-års alderen, hvis de har brug for det, og fra 2004 har sprogstimulering for tosprogede småbørn været obligatorisk. Videre blev der i 2004 vedtaget ændring i lov om social service, således at alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner. Disse lokale læreplaner fastlægger mål og mulige aktivitetsforløb, så børn lærer grundlæggende kompetencer som evnen til at udtrykke sig og indgå i fællesskaber. Læreplanerne skal som minimum sætte fokus på temaer som sprog, sociale kompetencer, personlige kompetencer, naturen og naturfænomener, kulturelle udtryksformer og værdier samt krop og bevægelse.

Sidstnævnte ændring blev indledningsvis anset for at være kontroversiel i forhold til traditionel dansk børnehavepædagogik, men havde deres klare baggrund i forslag fra OECD’s undersøgelse fra 2001 og anbefalinger fra 2002. I OECD’s undersøgelse var der tegn på, at førskoletilbud kunne bidrage til bedre resultater i skolen. Anbefalingerne fra 2002 sagde, at førskoleområdet er utroligt vigtigt, ikke bare for børnenes sikre pasning, men også for at gøre dem parate til det videre uddannelsesforløb og for at sætte ind over for risikobørn – og dermed også den sociale arv. Analytikerne fandt, at der kan identificeres to hovedtraditioner, en engelsk-fransk, hvor hovedvægten ligger på tidlig indlæring af ”akademiske færdigheder”, og en nordisk, hvor der lægges mest vægt på at stimulere børnenes udvikling til at blive ”frie mennesker”. Konkluderende fandt man imidlertid, at begge traditioner har mange gode sider, når de iværksættes på en passende måde i forhold til børnenes udviklingstrin – og at de derfor bør kombineres, hvad der igen med fordel kan ske i forbindelse med læreplaner, hvor kreativitet, leg og læring udvikles i aktiviteter, som går på sociale kompetencer, sprogstimulering, tidlig bogstav- og taltræning, indføring i naturen og introduktion til den fælles kultur.
 
Pædagogiske læreplaner giver børn bedre skolegang
Problemet med analyserne og anbefalingerne er, at de ikke har kunnet baseres på længdesnitsundersøgelser, hvor man er i stand til at til at vurdere, om en tidlig indsats giver varige resultater. Denne mulighed er først kommet med OECD’s PISA-undersøgelse fra 2003, hvor elevernes oplysninger om deres deltagelse i førskoletilbud har kunnet sammenlignes med deres resultater i en matematikprøve i 15-års alderen, og at der oven i de ”rå” resultater også har kunnet korrigeres for elevernes sociale baggrund. PISA-undersøgelsen viser, at der er seks lande hvor PISA-scoren øges meget væsentligt, hvis eleverne har gået mere end et år i et førskoletilbud. Landene er Belgien, Frankrig, Hong Kong-Kina, Liechtenstein, Schweiz og Tyrkiet. Danmark kommer ind på en 8. plads med en tydelig øgning. Der er imidlertid en betydelig sammenhæng med elevernes sociale baggrund, og når der korrigeres for denne er der fire lande tilbage, hvor indflydelsen er betydelig. Disse lande er Belgien, Frankrig, Hong Kong Kina og Schweiz. For Danmark og de øvrige nordiske lande er indflydelsen lavere. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at landene hvor der er størst positiv indflydelse hører til den engelsk-franske tradition. Dette kan tages som en indikation af, at introduktionen og arbejdet med pædagogiske læreplaner er et arbejde, der med fordel kan støttes yderligere i den nordiske børnehavepædagogik.
 
Udfordringen bliver at se daginstitutionerne som led i livslang læring, hvor de spiller en vigtig rolle i såvel individets udvikling og læring som i formidlingen af en fælles kulturarv fra generation til generation. Den store udfordring for pædagogerne i institutionerne ligger i at forene børns egne mål for læring med samfundets mål på en sådan måde, at børnenes lyst til at lære bevares, vokser og stimuleres, og således at ingen børn kommer til at føle, at deres evner og kompetencer ikke slår til i forhold til nogen absolutte krav, hvorved de gøres særlige eller ligefrem til ”tabere”.

Kreativitet, leg og læring skal kombineres
Megen debat i forbindelse med folkeskolens indskolingsforsøg har drejet sig om forskellen mellem leg og læring – og især om relationen til begrebet undervisning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke denne sondring mellem begreberne bør høre op og afløses af en fordomsfri diskussion om indhold.
 
Hvis man ser på spørgsmålet og relationen mellem leg og læring gælder, at leg kan ses som læring og læring kan ses som leg. Børn erobrer omverdenen gennem leg. Når børn udforsker og forsøger at forstå sig selv og deres omverden, foregår det som regel gennem leg. Det er således næsten umuligt at adskille leg og læring. I legen udforsker børn deres omverden, bearbejder indtryk og erfaringer og kommunikerer med andre. I legen opdager børn samtidig deres evner og interesser. Gennem legen udvikles børn socialt, følelsesmæssigt, motorisk og intellektuelt. Leg og spontan udfoldelse bør således betragtes som en betydningsfuld dimension i al læring.
 
For undervisning gælder, at det er en bevidst pædagogisk handling rettet mod et mål. At undervise betyder, at pædagogen har et mål med børns læring og skaber situationer, hvor børn lærer eller udnytter spontant opståede situationer som indlæringssituationer. At undervise vil sige at indtage "en pædagogisk holdning med det formål at opnå aktiv læring" - og det sker både i institutionen og i skolen, hvorfor en fortsat skelnen mellem leg, undervisning og læring ikke er særligt frugtbar.  
 
Sprogscreening og læreplans-arbejde er ikke gratis
Det er bemærkelsesværdigt, at indføring af sprogscreening af tosprogede og af pædagogiske læreplaner ikke har ført til ændrede normeringer i dagtilbuddene, idet et kvalitetsfuldt arbejde med disse nyskabelser ud over introduktionen må kræve såvel forberedelse som løbende evaluering. Lærerne i skolen tilbringer kun godt en tredjedel af deres arbejdstid sammen med eleverne, mens resten af tiden går til forberedelse, evaluering og andre formål. Pædagogerne i dagtilbuddene tilbringer al deres tid sammen med børnene, og tiden forberedelse og evaluering af den pædagogiske indsats går derfor fra børnene. Den ekstra indsats burde derfor være fulgt af bedre normeringer. I en Gallup-undersøgelse offentliggjort i Berlingske Tidende 1. april 2007 udtrykker 83 % af forældre til børn i vuggestue og 85 % af forældre til børn i børnehave at der burde indføres generelle krav til personalenormering – som der allerede er i folkeskolen.
 
Den større integration af frie og kreative aktiviteter med mere systematiske indslag, koblet med en løbende evaluering af progression i kompetencer, kan antages at støtte børns udvikling, både for børn i almindelighed og i særdeleshed for børn med særlige behov. Det kræver imidlertid, at sektoren får de ressourcer, som dens betydning for livslang læring berettiger den til.
 
Niels Egelund
Juni 2007