Ikke for skolen, men for livet

Af Klaus Wilmann
Formand for Børnerådet
Bragt i Information 8. februar 2006

Folkeskolelovens formålsparagraf skal ændres. Det har regeringen Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bestemt. Beslutningen er et resultat af disse partiers ønske om at nedtone folkeskolens ansvar for elevernes alsidige udvikling, til fordel for et større fokus på indlæring af kundskaber.

Skolens formål har i dag et bredt sigte, det hedder at skolen skal: ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling” eller at danne dem, som det oftest er forklaret. I denne rolle har folkeskolen udviklet sig, som en central institution i samfundet, med en art ophøjet rolle, - forpligtelsen til at bidrage til demokratiets vedligeholdelse, gennem dannelsen af kommende generationer af borgere. Med den formulering indsættes formålet med undervisningen og elevernes tilegnelse af kundskaber i en ramme som har et langt større formål, end blot at blive klogere på de faglige discipliner, hvor vigtige de end er. Et formål som tilstræber at styrke børnenes evner til at sætte personlige mål i tilværelsen og nå disse mål. At klæde dem på til, at stræbe efter ”det gode liv”, så at sige. Tilegnelse af kundskaber skal i den eksisterende formålsparagraf ses i dette større perspektiv, og tilegnelse af kundskaber optræder derfor ikke som et selvstændigt eller isoleret formål i den eksisterende formålsparagraf. 

Danske elevers mindre gode resultater i internationale sammenligninger (PISA) er af partierne bag den nye formålsparagraf blevet forklaret med den placering kundskabstilegnelsen har i den eksisterende formålsparagraf. Partierne antager at skolen har forstået og forvaltet formålsparagraffen således at fagligheden har mindre vægt, og derfor ønsker man med den kommende formålsparagraf at indsnævre formålet til at vedrøre elevernes fremtidige uddannelsesvalg, og derfor at gøre tilegnelsen af kundskaber til selve skolens formål. Man forudsætter at fagligheden kun kan styrkes når skolens ansvar for andre sider af elevernes tilværelse reduceres. Vi savner at få at vide, hvorfor disse to sider af skolens liv skulle modarbejde hinanden. Nu kan man naturligvis ikke argumentere imod at skolen skal forberede bedre, til videre uddannelse, men man kan godt fastholde, at formålet med læring, uanset om den foregår i folkeskolen eller på højere uddannelsesinstitutioner, stadig bør rettes mod mål der vedrører borgernes livskvalitet, sociale integration og trivsel, dvs. tilstande der rummer mere end snæver arbejdsmarkedsrelevans.

Tidligere hed det, at folkeskolens opgave er: ”…at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber.” Fremover skal skolen blot ”…give eleverne kundskaber og færdigheder.” En afgørende glidning, fra en proces som rummer samspil, dialog og interaktion mellem elever og lærere, til en langt mere ensidig proces, med fokus på lærernes rolle i undervisningen. 
Videre udtrykker den nye formålsparagraf, med en beskeden ændring af et enkelt ord, endnu et skridt væk fra at skolens forpligtelser og medansvar for at vedligeholde demokratiet. Skolen skal ikke længere forberede eleverne til medbestemmelse i samfundet, men alene til deltagelse, som er et langt mere uklart og mindre forpligtende begreb om medborgerskabet, og er derfor endnu en nedprioritering af skolens ansvar overfor elevernes dannelse.

I debatten vil vi komme til at høre, at det er meningsløst pindehuggeri at gå så dybt ind i enkelte ord og vendinger, men lad mig erindre om at formålsparagraffen ved tidligere ændringer, er blevet diskuteret meget grundigt og at hvert ord er blevet vendt og drejet i små og store forsamlinger over hele landet, netop fordi ordene er betydningsfulde for praksis. Og sådan er det blevet planlagt i respekt for den betydning formålsparagraffen har for folkeskolens daglige liv. Så hvis hensigten ikke er at svække skolens grundlæggende forpligtelse i samfundet, hvorfor så erstatte præcise ord, med mindre præcise, og dermed åbne for en fortolkningsdiskussion, som risikerer at svække formålsparagraffens autoritet og betydning.

En demokratisk proces om formålet med hele folkets skole, kan man ikke påstå beslutningstagerne har tilrettelagt denne gang. Hvor ideer og forslag normalt cirkulerer længe mellem politikere, skolefolk, forskere, embedsmænd og lægfolk, har partierne valgt kun at inddrage få meningsdannere denne gang. En temmelig elitær proces, som ganske givet er mere effektiv, men som fratager civilsamfundet en følelse af medansvar for folkeskolen. Skolen rives så at sige ud af folkets hænder af årsager som der ikke er redegjort overbevisende for.

Synd, for intet taler for at vi ikke kan uddanne dygtige elever, uden at sætte skolens grundlæggende værdier på spil.

 
tilbage