Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Hvorfor ikke spørge børnene selv

17. januar 2006

Debatindlæg bragt i Politiken 16. januar 2006

Af Klaus Wilmann
Formand for Børnerådet
 
Evalueringsinstituttet (EVA) har udarbejdet en rapport om skolefritidsordninger (SFO.) En fin rapport som dokumenterer at vilkårene for SFO er store, og forventningerne spredte. Man hæfter sig ved at mens hvert et hjørne af skolens undervisning til stadighed bliver endevendt, er interessen for SFO ganske ubetydelig. Jeg deler denne konstatering, der blot fortæller at de aktiviteter som børn selv organiserer og som er uundværlige for deres udvikling og trivsel, ikke tilnærmelsesvis tillægges samme betydning som skolens mere strukturerede aktiviteter. Måske fordi effekten og resultatet ikke kan måles, eller er synligt på samme måde som effekten af undervisningen er det.
 
Men midt i glæden over at få dokumenteret betydningen af SFO og problemerne i forhold til skolens øvrige liv, undrer det mig at EVA ikke inddrager børnene selv. En undersøgelse af værdien af SFO, som ikke har børnenes egne oplevelser, vurderinger og forslag med, er ikke et anvendeligt redskab for beslutningstagere.

Man har spurgt pædagoger og lærere hvilke aktiviteter der er de vigtigste, men ikke børnene. Man har spurgt pædagoger og lærere om børnenes synspunkt, men ikke børnene selv. Og man konstaterer på den baggrund, at de voksne mener at børnene mener, at de har behov for større faglig støtte i SFO, men man har ikke spurgt børnene selv.
 
Havde man det, kunne man have fået svar på hvordan børnene betragter deres egen rolle i undervisningen og i fritiden i SFO, svar på hvad de voksne kan og gør og svar på hvad børnene selv lægger vægt på. Vi havde f.eks. fået mere at vide om hvor meget børnene selv ønsker at bestemme og hvad de voksne skal blande sig udenom. Og de kunne have fortalt om hvad de faktisk bruger tiden til. Om formiddagen og efter skoletid. Og havde man spurgt børnene var vi måske kommet tættere på at identificere de særlige værdier der er i børns venskaber og den intimitet børnene søger at etablere, hvis rammerne i SFO indbyder til det. Vi havde måske endda fået børnenes svar på, hvilke strukturerede aktiviteter de foretrak og hvad de eventuelt savnede.  
   Men det har man undladt og dermed dominerer også voksenperspektivet i debatten, som mest er kommet til at handle om lektiehjælp. Fint nok, men et beskedent resultat af en stor vigtig undersøgelse.

Kedeligt er det også at undersøgelsen har opmuntret mange debattører og beslutningstagere til at opstille en modsætning mellem børnenes selvbestemmelse og organiserede aktiviteter og voksenstyring. Så enkelt er det ikke, og det behøver ikke være en modsætning. Aldrig har børn været så overvågede og styrede som de er i dag, så er ikke nødvendigvis mere styring der er brug for, men snarere pædagogik som tager børnene alvorligt som individer. Mit ønske er at betydningen af at lade børn få rum til at bestemme selv, skal beskrives og indgå i læreplanerne. Med- og selvbestemmelse, ”fri leg” og selvorganisering, er en del af den pædagogiske plan og ikke dens modsætning. Børnene udvikler sig også gennem at træffe beslutninger, organisere leg og udvikle venskaber, og det skal planerne afspejle.

 Jeg er tilhænger af pædagogiske læreplaner i SFO, og heldagsskolen også, for den sags skyld. Men for børnene skyld, og ikke for at udvide den stillesiddende undervisning og voksenstyringen. Helhed og pædagogiske læreplaner ser jeg først og fremmest som er et krav til skolens lærere og pædagoger om at samarbejde bedre, med børnenes i centrum, og det er der vist stadig behov for ifølge undersøgelse fra EVA. Pædagoger og lærere skal forstå deres egen rolle som andet end fagpersoner der styrer aktiviteter og undervisning. De er også betydningsfulde voksne i børnenes bevidsthed, hvis børnene oplever at de er til stede til at støtte og vejlede, når børnene har brug for dem.

Alt det ville vi også være blevet klogere på hvis undersøgelsen havde inddraget børnenes eget perspektiv.

tilbage

Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk