Er Jimmy et barn til tvangsadoption?

Af Charlotte Guldberg, Forstander ved Skodsborg Observations- og behandlingshjem og
Inger Thormann, psykolog ved Skodsborg Observations- og behandlingshjem og medlem af Børnerådet

Bragt i Berlingske Tidende, 26. januar 2006

Adoption er ikke nødvendigvis den bedste udvej for børn, der har kronisk sindslidende eller misbrugende forældre. Barnets bedste er over tid at oplevesikkerhed i anbringelsen og at modtage den nødvendige omsorg, og de betingelser kan sikres på flere måder.

I 2004 blev der indgået forlig om en anbringelsesreform i Folketinget. Partierne bag anbringelsesreformen var enige om, at barnets bedste er det afgørende mål, og at kontinuitet i livet i høj grad er til barnets bedste. Der er imidlertid mange dilemmaer forbundet med dette.
Det kan være spørgsmålet om det anbragte barns forældres ret til at »få deres barn igen«, når de eksempelvis er kommet ud af et misbrug set i forhold til barnets ret til at blive hos den plejefamilie, han eller hun i mellemtiden har knyttet sig til.
Det er heller ikke altid åbenbart, hvad der er til barnets bedste. Er det bedste for barnet dets biologiske familie eller dets nye sociale og psykologiske familie? Skal genforening af den biologiske familie prioriteres over kontinuitet i et ellers velfungerende livsforløb?
Der blev derfor nedsat et udvalg, der skulle behandle disse spørgsmål med henblik på at udrede både de juridiske og socialfaglige problemstillinger. Udvalgets arbejde blev afsluttet i september 2005, og udvalgets forslag foreligger i Betænkning nr. 1463.
I Børnerådet har vi tilbagevendende drøftet barnets bedste i anbringelsessager og indset kompleksiteten i spørgsmålet. Vores samlede holdning er den, at barnets bedste er over tid at opleve sikkerhed i anbringelsen og at modtage den nødvendige omsorg. Disse betingelser kan sikres på flere måder, og adoption er ikke nødvendigvis den bedste udvej.
 
Eksemplet Jimmy
Jimmy fødes to uger før forventet fødsel. Der foretages kejsersnit, da det konstateres, at fostret er svært undervægtigt. Jimmy kommer til verden lillebitte; han måler 41 cm og vejer knap 1.800 gram. Der konstateres hjerneskade, generel væksthæmning og karakteristiske ansigtstræk - og således er alle tegn på Føtalt Alkohol Syndrom til stede, og diagnosen F.A.S. stilles. Efter 24 timer udvikler Jimmy abstinenser, der er så alvorlige, at han sættes i behandling med fenemal. Han nedtrappes over 10 dage. Jimmy udviser massive spiseproblemer, hvorfor han sondemades.
 
Jimmys mor havde en stærk, men følsom personlighed, og hun havde taget stilling til mange ting i livet. Hun kæmpede en tapper kamp for sine børn, om end hun ikke magtede forældreopgaven. Jimmys ret til sin mor blev varetaget af de sociale myndigheder og indgik som en naturlig del af hans behandlingsforløb. Man anså hende som et menneske med ressourcer på trods af hendes anderledes livssituation i forhold til den almene opfattelse af det gode moderskab.
Fem uger gammel overføres Jimmy til en døgninstitution med moderens samtykke.
 
Jimmys udvikling kommer langsomt i gang, men udviklingen hæmmes af hans ekstreme følsomhed over for lys, lyd og berøring. Hans sanseapparat er uden filter. 25 måneder gammel konstateres en vis tilknytningsevne, idet han viser tilknytning til sin mor og sin primære pædagog.
 
To et halvt år gammel vejer Jimmy 10 kg. Han har mange infektionssygdomme og er motorisk urolig. Det største problem i forhold til udvikling er fortsat let afledelighed og sansemæssig overfølsomhed. Jimmy fejrer sin tre års fødselsdag med hele sin familie omkring sig. Han har gennem sin opvækst haft regelmæssig kontakt med sin mor og sine tre søskende. Moderen er gradvis blevet mere og mere svag af forskellige alkoholrelaterede sygdomme.
 
Tre et halvt år gammel udskrives Jimmy til en professionel plejefamilie. Jimmy tilbydes her det strukturerede og støttende miljø, som han er afhængig af, og de hjælper ham til at bevare kontakten til hans egen familie.
Jimmys mor var med til at godkende plejefamilien. Hun havde tillid til, at de kunne give hendes barn den specielle omsorg, som også hun så i øjnene, at han havde brug for. Moderen havde to særlige ønsker til plejeforældrene, nemlig at de ville hjælpe ham med at huske hende som mor, og at de hver aften ville bede Fadervor med ham.
 
Da Jimmy havde boet i sin plejefamilie i et halvt år, blev moderen alvorligt syg og blev indlagt på hospital. I to måneder besøgte Jimmy jævnligt sin mor sammen med sine plejeforældre. De forberedte ham på, at han ville miste hende. Jimmys mor døde af sin alkoholisme - et sammenfald af flere alkoholrelaterede sygdomme. Jimmy var fire år.
Jimmy lever med mindet om sin mor, som elskede ham. Hver aften kysser han hendes billede godnat, og han beder Fadervor med en af sine plejeforældre. Jimmys far er også død, så Jimmy er et forældreløst barn. Men Jimmy er ikke familieløs. Han har tre ældre søskende, en moster og en morbror. Jævnligt ser de fire søskende hinanden, og ofte aflægges der fælles besøg på moderens gravsted.
Jimmy er højt elsket af sine plejeforældre. Han hører til der og bliver der.
 
Jimmy bærer et livslangt handikap. Jimmy har en hjerneskade, der betyder, at han er afhængig af en speciel omsorg og beskyttelse. Jimmy har svært ved at koncentrere sig, og han har vanskeligt ved at planlægge og styre egen adfærd og tænkning. Jimmys sprog er ikke alderssvarende udviklet, og han indlærer meget langsomt bl.a. på grund af dårlig hukommelse. Jimmy er afhængig af specialundervisning, der tilpasses hans muligheder for indlæring. Der skal være ro omkring ham, og han skal have jævnlige pauser for at kunne koncentrere sig og bevare roen.
Jimmy vil resten af sit liv have brug for andres omsorg og beskyttelse i én eller anden grad på grund af sin medfødte alkoholskade.
 
Eksemplet Jimmy er ikke et skræmmeeksempel. Tværtimod. Eksemplet fortæller om »tidlig intervention«. Jimmy opdages ved fødslen, får diagnosen F.A.S. og får øjeblikkeligt hjælp af specialister. Først på hospitalets specialafdeling, senere på specialinstitution. Jimmy er normalt begavet i modsætning til de fleste børn med medfødt alkoholskade. Den gennemsnitlige intelligenskvotient for børn med Føtalt Alkohol Syndrom er 69, svarende til »retardering i middelsvær grad«.
 
Historien om Jimmy fortælles med ønsket om at supplere debatten om tvangsadoption. Havde Jimmy været et barn til tvangsadoption? Af flere grunde må svaret være nej. Kontinuitet i anbringelsen er et andet formuleret mål i anbringelsesreformen. Ved adoption sikres denne kontinuitet ikke nødvendigvis, medmindre der bliver tale om en »åben adoption«. Af debatten fremgår det, at mange tænker på adoption af risikobørn som helt uproblematisk. Men sådan er det ikke.
 
Positive følelser og kærlighed er ikke tilstrækkeligt. En faglig viden med afsæt i barnets særlige behov er en forudsætning for, at opgaven løses til barnets bedste. Også adoptivforældre kan føle sig alene, være magtesløse og give op.
Jimmy ved godt, at hans mor drak alkohol, da han lå inde i hendes mave, og at det har påvirket ham på en måde, der gør, at han har brug for hjælp til mange ting. Men denne viden ændrer ikke hans grundlæggende kærlighed til hende. Han har oplevet sig elsket, og han bærer sin mors kærlighed i sit hjerte.
 
Jimmy holder meget af sine plejeforældre, og han tænker ikke den mulighed, at han ikke skulle bo hos dem. De er blevet hans psykologiske familie. Og de beholder ham. Altid.
 
I hele Jimmys liv har udgangspunktet for de beslutninger, der er blevet truffet, været »barnets bedste«. Der har ikke været sat andre dagsordener.
Jimmy kom i plejefamilie tre et halvt år gammel. På dette tidspunkt var det muligt at beskrive Jimmy med hans ressourcer såvel som hans vanskeligheder.
Den nuancerede beskrivelse gjorde det muligt for plejeforældrene at vurdere, om de kunne påtage sig opgaven. De kunne indleve sig i, hvilken personlighed han var og i, hvad det ville betyde for deres liv at påtage sig ansvaret for ham.
 
Jimmy er et barn i »offentlig omsorg«, og denne konstatering vil få nogle til at regne på, hvad et barn som Jimmy koster. Og Jimmy koster mange penge. Adoption kunne være en mulighed bl.a. for at reducere omkostningerne. Og naturligvis skal muligheden diskuteres.
Gruppen af små børn, der er afhængige af offentlig omsorg i plejefamilie eller i plejefamilielignende miljøer, er nogenlunde konstant. Som samfund må vi tilstræbe en tilstrækkelig god offentlig omsorg for disse børn. Ikke alle er enige om, hvad der er barnets bedste. Historien om Jimmy kan måske nuancere debatten. Ét er sikkert. Jimmy vil aldrig kunne sige: De tog min mor fra mig. 

tilbage