Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Børn i misbrugsfamilier

28. marts 2006 Indlæg bragt i DCAA-nyt (Dansk center for alkoholisme og andre misbrugssygdomme)
Af Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
 
Hvordan beskytter vi bedst børn, som vokser op i familier præget af forældrenes alkohol- eller narkomisbrug. Det spørgsmål kan vi i dag heldigvis godt diskutere, men debatten præges ofte af manglende viden, af hovsa-forslag og af nemme løsninger.
 
Det er min opfattelse at mange flere børn end de fleste aner, præges af forældrenes misbrug af alkohol, og at de løsninger, som er foreslået af f.eks. Tom Behnke og John Halse, kun berører en meget lille gruppe af de udsatte børn, og derfor aldrig vil kunne udgøre et svar på de udfordringer misbrugets omfang kræver. Derfor bidrager Tom Behnkes forslag desværre mest til at aflede opmærksomheden fra den manglende sociale indsats, til skade for de mange børn, som bor med deres forældre i hjem præget af misbrug.
 
Børnerådet har aldrig modsat sig, at adoption af børn uden forældrenes samtykke, kan udgøre en mulighed for nogle børn, men vi har modsat os at adoptionsreglerne skal kompensere for manglende muligheder i den sociale lovgivning og for mangelfuld kommunal indsats overfor udsatte børn.
 
Reglerne om adoption skal først og fremmest sikre, at forældreløse børn eller børn uden kontakt til forældre kan få et nyt kærligt hjem, og loven er ikke til for at løse samfundets sociale problemer. Men perspektivet kan være, at børn, som er fjernet fra deres misbrugsforældre ved fødslen eller senere og bor hos plejeforældre, måske kan få en ny familie. I Sverige kan plejeforældre med en domstols mellemkomst overtage forældremyndigheden efter tre år, eller endda adoptere plejebarnet. Tilsvarende praksis kendes fra Norge. En sådan mulighed ser jeg også gerne i Danmark. Børnerådet kalder den model for en ”åben adoption”, fordi den anerkender at børnene stadig har eller kan have kontakt med deres biologiske forældre, til glæde for begge parter.
 
Det glæder mig derfor også, at Socialministeren vil fremsætte et forslag, som kan fremme mulighederne for at børn som er fjernet fra deres hjem, måske endda ved fødslen, og har boet hos en plejefamilie i flere år, får mulighed for med eller uden forældrenes samtykke at gøre denne plejefamilie til deres egen.
 
Dette forslag har et langsigtet formål, og det respekterer barnets ret til at kende dets rødder og bevare kontakten med de biologiske forældre, i modsætning til Tom Behnkes forslag, som indebærer at børnene bortadopteres indenfor de tre første måneder af deres liv, for først at få lov til at vide hvem deres biologiske ophav er, når de fylder 18 år.
 
Udover at Tom Behnkes ”rene snit” ikke respekterer børnenes ret eller deres behov, synes det også tvivlsomt, om det overhovedet kan gennemføres. Børn født med føtalt alkoholsymdrom kræver ofte en lang intensiv behandling, og er sjældent klar til at flytte ind hos en adoptivfamilie i løbet af et par måneder. Og at modtage disse børn stiller store krav til adoptivforældre, som typisk må indstille sig på, at den ene forælder bliver hjemmegående måske i flere år. Den type familier hænger ikke på træerne.
 
Derfor anbefaler Børnerådet, at der uddannes plejefamilier, som med en vis grad af professionalisme kan modtage disse tidligt skadede børn, helst med det perspektiv, at det bliver for hele barndommen. Og vokser der de følelser frem, som skaber en familie, er adoption absolut en mulighed.
 
Men Børnerådet anbefaler først og fremmest, at kommunernes evne til at identificere risikobørn og børn udsat for forældres misbrug af rusmidler styrkes, og at børnene hjælpes. Vi skal sætte fokus på den store gruppe af børn, som lever i rusmidlernes skygge og ikke blot den lille gruppe, som kunne være målgruppe for tidlig adoption.
  
tilbage
Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk