Venskaber, et dyrebart privilegium

Fra Børns Voksenvenner Jubilæumsskrift.
22. december 2005
Af Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
 
Nogle runde dage, skal bare forbigås, men andre skal fejres med trompettrut og højtidelighed. Børns Voksenvenner i København har nu 15 år på bagen, og det er bestemt værd at markere. Først og fremmest fordi det altid er imponerende, når frivilligt socialt arbejde lykkes og skaber gode resultater, og det har I bevist. Men især fordi I udfylder et særligt behov, som jeg, når jeg har de mørke briller på, frygter, vil vokse i fremtiden. Derfor er jubilæet en god anledning til at kigge fremad, mod de opgaver og udfordringer som venter os, og en god anledning til at kigge kritisk på de vilkår i nutiden, som kan blive til sociale problemer i fremtiden.

Jeg taler om ensomhed. Ensomhed hos børn og ensomhed hos forældre, enlige eller ej. Jeg synes der er mange tegn på at ensomhed, uanset om det er årsagen eller virkningen, er et vilkår for stadig flere børn og unge. Børn og unge der mistrives og plages af spiseforstyrrelser, selvmordstanker og selvdestruktiv adfærd er i vækst og vores moderne livsstil har en stor del af skylden. Vi voksne har fokus på os selv vores arbejde og materielle goder og glemmer ofte at pleje de virkelige værdier – de menneskelige relationer – og for børn og unge er det katastrofalt. Det er det for alle børn, men især for de socialt mest udsatte, som ofte også plages af andre problemer.

Børnerådets børnepanel, som består af 1600 børn over hele landet, besvarede i år 2000, en række spørgsmål om hvordan de oplevede deres liv som børn i 5. klasse. Heldigvis var de fleste glade og tilfredse med deres liv, men et stort mindretal fortalte om deres mange problemer. Problemer som vi også kender til fra hundredvis af andre undersøgelser. Det særlige ved Børnerådets undersøgelser er imidlertid at vi belyser problemerne set fra børnenes eget perspektiv, som ofte viser sig at være anderledes end de voksnes.

Vi spurgte om børnene havde en ”bedste ven” om de havde flere venner, om de synes det var svært at få venner, og de fleste børn havde mange venner og nære venskaber. Men;
 
32 % svarede at de syntes det var svært at få venner
55 % svarere at de gerne ville have flere venner
12 % syntes ikke de passede ind i deres klasse
 
Og fra andre undersøgelser ved vi at godt 10 % af alle børn mobbes i skolen, hver uge eller hyppigere. Og at mange børn ikke føler sig godt tilpas i skolen, har problemer med det faglige eller det sociale. Også for de børn, er venskaber, noget sjældent, noget skrøbeligt, og ofte meget flygtigt.

Voksne har altid overladt det til børn selv, at etablere netværker, relationer til andre og venskaber. Og det er de fleste børn også gode til, og derfor overser vi måske de børn som ikke har så nemt ved at få venner. For det er ofte også de stille børn, børn som gemmer sig lidt og derfor ikke gør krav på læreren eller pædagogens opmærksomhed. Vi ser de såkaldt udadreagerende børn, og de får opmærksomhed, men vi glemmer de stille. Det er tit piger, men også mange drenge står alene med deres tanker. Tanker om skyld og skam, og tanker om at være anderledes, mærkelig og forkert.

Også forældre kan have svært ved at identificere problemerne, for børnene er ofte ikke åbne om deres problemer. De føler sig måske skamfulde, og tror ikke forældrene kan hjælpe dem. Desværre, for naturligvis kan de fleste forældre hjælpe deres børn. Støtte dem i deres bestræbelser, hjælpe dem til at få en større selvtillid, hjælpe dem med lektier, for via større faglighed at få et bedre skoleliv osv. Og helt konkret kan de fleste forældre også støtte børnene konkret i deres bestræbelser på at få gode venner. Men igen, for nogle forældre er også disse krav for store. De har nok at gøre med deres egne sociale eller adfærdsmæssige problemer, og evner ikke at gøre det rigtige for børnene.

 Det er her, det frivillige sociale arbejde kommer ind, for når vi taler om ensomhed og social isolation, råder det offentlige hjælpesystem, hverken over erfaringer eller passende institutioner. Det er næppe en opgave som med held overhovedet kan institutionaliseres. Venskab og gode relationer til andre mennesker hører hjemme i en anden sfære, - i en sfære hvor mennesker opererer af lyst og fordi de ønsker at være noget for andre.

Det er her Børns Voksenvenner kommer ind, og her I har gjort et flot stykke arbejde. Som en art bindeled mellem mennesker som ikke kendte hinanden og endnu ikke vidste at de skulle blive personlige venner. Og med stor professionalitet har I samtidig garanteret forældrene den sikkerhed som børnene har ret til, når de knyttes til voksne udenfor deres egen familie. Det skal I have tak for. Jeg håber jeres forening vil leve længe, selvom jeg beklager at der er overhovedet er brug for den.

tilbage