Kan vi så få ro!!

Af Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad den 22. juli 2005

Sidste efterår afholdt Børnerådet et par seminarer med elever fra 5 til 9 klasse. Engagerede og dygtige børn, glade for skolen og fuld af motivation. Vi diskuterede forhold i skolen og de åbnede for alvor mine øjne for at larm og uro i skolen ødelægger arbejdsglæden og svækker læringen for de fleste. Jeg blev klar over at det er et stort problem. I børnenes rapport ”Børnesyn”, som jeg har sendt videre til FN’s børnekomite skriver de:

”Desværre er der også alt for meget larm i klassen, som for det meste skyldes, at læreren ikke har kontrol over klassen, fordi børnene ikke respekterer læreren. Måske er der også larm, fordi undervisningen er kedelig. Men desværre går larmen alt for tit ud over undervisningen, og det er irriterende for de elever, som ikke larmer.”

Eleverne udpeger ikke bare et antal syndere, men har fokus på samspillet elever imellem og lærer og elever imellem. En noget mere moden iagttagelse end den bevidstløse gentagelse af kravet om hårdere sanktioner til de urolige børn, som mange politikere og eksperter har fremsat. Jeg mener;-allerede i dag er flere hundrede børn over hele landet uden skolegang, fordi skolerne har ekskluderet dem. Hvem taler deres sag, og beskytter disse børns ret til en skolegang i en situation hvor den politiske bestræbelse handler om at genskabe ro og orden? Vi skal angribe en dårlig kultur, ikke stigmatisere i forvejen udsatte børn.

Og problemstillingen er ikke bare simpel. Af en undersøgelse som Børnerådet og Center for ligebehandling af Handicappede offentliggjorde i januar, om magtanvendelse i folkeskolens specialundervisning, fremgår det at såvel skoleledere som tillidsrepræsentanter finder at der finder overdreven magtanvendelse sted fra lærerne over for eleverne. Magtanvendelse som ikke kan begrundes i et hensyn til at beskytte elever eller ting, og ej heller har et pædagogisk mål. Og magtanvendelse som lærere og ledere mener kan begrænses, gennem tydeligere ledelse, mere faglig dialog og regler for indberetning.  Jeg er overbevist om at vi kan få tilsvarende svar, hvis vi spørger skoleledere og lærere i den almindelige folkeskole. Eller endnu engang. Det er ikke kun elevernes dårlige opførsel vi skal fokusere på.

Når vi derfor skal løse problemerne med larm og uro, dårlig opførsel, grimt sprog og mobning, kan vi ikke nøjes med at udarbejde nye centrale regler med flere sanktionsmuligheder til lærerne. Hvis eleverne har ret i at lærerne også er en del af problemet, skal der mere bredspektrede svar til. Jeg går ind for regler, men regler som udformes på den enkelte skole, og regler som både elever, forældre og lærere tager ansvar for at udarbejde og som stiller krav til alle tre grupper. Det gælder om at sikre at alle føler et ejerskab til reglementet, ellers går der sport i at bryde reglerne og overskride grænserne. Enkle skridt kan bidrage til roen. At læreren altid er den første der møder i klassen, at læreren bliver hos eleverne mens de spiser, at forældrene bakker op om skolen overfor deres egne børn, og sidst men ikke mindst at eleverne forstår at tage et ansvar også. Det kræver at der er konsekvens også når reglerne brydes; naturligvis. I rapporten til FN skriver børnene:

”Lærere og elever skal i fællesskab stoppe larmen, så det ikke bliver ved med at gå ud overundervisningen. Det handler om at skabe en fælles respekt for hinanden, ikke kun mellem lærere og elever, men også mellem eleverne, så de, som larmer, holder op.”

Når det er sagt må vi stadig huske at en mindre gruppe børns sociale baggrund til stadighed spænder ben for deres skolegang. De har det svært, har problemer hjemme eller de har deciderede adfærdsforstyrrelser. Det løser vi hverken gennem mere disciplin eller bedre undervisning. For de børn, som måske ofte identificeres som uromagerne må skolen samarbejde med andre myndigheder og indsatsen skal i gang meget tidligere. Ja allerede i vuggestuen og i børnehaven, hvis børnene skal nå at få en chance i skolen.

Så; Larm i klassen gavner ingen, men vi løser ikke problemet gennem at dæmonisere de mest urolige. Det håber jeg Undervisningsministerens udvalg om disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen vil skrive sig bag øret.
 
tilbage