Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Er tvangsadoption til barnets bedste?

6. december 2005

Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
6. december 2005

Børn af misbrugere er en meget sårbar gruppe. Det er børn, hvoraf mange fødes med alvorlige skader og svære sygdomme. Det er børn, der som udgangspunkt ikke vil få den støtte, omsorg og kontakt fra deres forældre, som de har brug for. Derfor må børn af narkomaner, født med varige skader fjernes fra deres forældre så hurtigt som muligt. Så langt er både Tom Behnke, John Aasted Halse og jeg enige. Børnerådet støtter stærkt en massiv indsats overfor børn af misbrugere. Men indsatsen skal altid være til barnets bedste.


Barnets bedste er netop, hvad der er i fokus her. Men hvad er det? Børn født med narkoskader har brug for massiv støtte og pleje i lang tid efter fødslen og måske i hele barndommen. Det gør overlæge May Olofsson meget overbevisende rede for i sin kronik i Berlingske Tidende den 10. november 2005. Tom Behnke foreslår tvangsadoption som en løsning. Men at tro at disse børn får et godt liv, blot de bliver adopteret af kærlige og empatiske adoptivforældre, er naivt. Børnene, der allerede er blevet skadede i fosterstadiet, kræver en behandling, som almindelige forældre ikke kan give dem. Vi taler om professionel vejledning, pleje og støtte. Adoptanter besidder som udgangspunkt ikke de professionelle kompetencer, som børnene kræver. Med så skadede børn er kærlighed ikke nok.


Som hovedregel kan disse børn ikke bo hos deres forældre. Perspektivet må være en anbringelse for hele barndommen i en plejefamilie. At dette også giver mulighed for, at barnet kan kende sine ”rødder”, er kun et plus.


Min afvisning af tidlig tvangsadoption som løsningen overfor narkomaners skadede børn er derfor netop begrundet med, at indsatsen overfor misbrugeres børn skal være til barnets bedste. Dette er ikke en sag om hvis rettigheder, der kommer først, som John Halse påstår i sit indlæg her i avisen den 28. november 2005.  John Halse må have overset Politikens rettelse af interviewet med mig og Tom Behnke den 23. november 2005, hvor det bliver understreget, at mit fokus er på barnets behov og barnets bedste.
  
tilbage

Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk