Er barndommen for ineffektiv?

Af Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
Bragt i Børnesygeplejersken i august 2005

En privatskole på Sjælland har fået den forrygende ide, at tilbyde skolegang til børn fra 3 – 4årsalderen. En gruppe forældre har fundet sammen med skolen om dette projekt. Udgangspunktet for forældre og skole er at børnene kan lære meget mere hvis de starter tidligere, så hvorfor egentlig tøve?  Når sådanne fænomener dukker op er det nærliggende at stille sig spørgsmålet: ”Hvad skal vi egentlig med barndommen”. Er der for meget tidsfordriv og fri leg? Får børnene nok ud af barndommen, og kunne de lære meget mere? Når disse spørgsmål stilles, og det gør de tit, er det bemærkelsesværdigt at det er voksne mennesker, som spørger andre voksne om hvad samfundet eller ”det voksne” kan få ud af børnene. Forestillingen om at barndommen kan have en betydning, en værdi uafhængigt af ”det voksne” er helt fraværende. I den optik er barndommen mest af alt en forberedelse til det vigtige – voksenlivet.

Konventionen om barnets rettigheder, som FN godkendte i 1989, markerer på mange måder en helt anden, meget radikal og anderledes tilgang til forståelse af børn og barndom. Konventionen markerer et brud med tidligere tiders forestilling om barnets som noget ufærdigt. Udgangspunktet er at betragte barnet som et helt menneske, med de rettigheder der tilkommer mennesker, som medborger med rettigheder og pligter overfor fællesskabet og kompetent i den forstand at dets følelser og tanker er væsentlige for barnet og dermed for dets omgivelser. I den optik er barnet et subjekt, som både har ret og evne til at tage del i tilrettelæggelsen af sit eget liv og træffe selvstændige valg.

Danmark ratificerede børnekonventionen i 1991, men vi har til gode at inkorporere konventionen i sin helhed, således at den bliver dansk lov, som den er blevet norsk lov i 2002. Et sådant skridt er ikke på den politiske dagsorden. For der foregår, som eksemplet med skolestarten angiver, en stadig debat eller kamp mellem forskellige børnesyn, vores mellem Danmarks forpligtelser i henhold til Børnekonventionen og de mange politiske ønsker om børn og barndommen.

Jeg ser det som min opgave til stadighed at holde fast i et børneperspektiv, dvs., en måde at analysere forslag for deres evne til at være til ”barnets bedste”. Og tidlig skolestart betragter jeg stadig som en ”forbrydelse” mod børn, kun egnet til at disciplinere og tæmme dem. Det kan godt være at nogle enkelte børn opnår bedre faglige resultater, men ofte er prisen høj og for de fleste børn vil livet blive fattigere. Fattigere på leg, fattigere på selvbestemmelse og fattigere på magi og fantasi. Det er et faktum at finske børn har bedre faglige resultater end danske børn (PISA), men det er også en kendsgerning at finske børn ikke deler danske børns glæde ved skolen, at mange mistrives og at de mobber hinanden på et helt andet niveau end vi kender det herhjemme.

Som jeg ser det får vi ingen motivation uden trivsel og uden motivation får vi heller ikke dygtige elever. Muligvis elever som kan remse kongerækker op, men ikke elever som mestrer kreativitet og forandring. Motivation betragtes i dag som en central læringsforudsætning, og den opnås kun gennem anerkendende relationer mellem børn og lærere. Forestillingen om at læring skal være en sur pligt hører sure gamle mænd til, og har næppe mange tilhængere blandt forældre og lærere og endnu mindre blandt børnene. Nuvel der behøver ikke at være lighedstegn mellem tidlig skolestart og gammeldags disciplin, men hvis man ønsker at få 3-4årige drenge til at sidde stille kræver det hårdere styring end jeg sætter pris på. Så selvom de fleste børn lever et godt liv i Danmark, har barndommen stadig brug for at blive beskyttet.

tilbage