En svær beslutning

Jeg forstår til fulde, hvor svært det må have været for medarbejderne fra Juelsminde Kommune at aflevere lille Yousef til familien i Irak. Hvorfor dukkede hans stedfar ikke op? Hvordan ville familien behandle ham? Hvad med sproget osv. Der er mange flere spørgsmål, der presser sig på. Kan moderen brødføde så mange børn? Vil Yousef kunne genoptage sin skolegang, og vil han kunne finde tilbage til sine rødder.

Af Klaus Wilmann,
Formand for Børnerådet
Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad 3. februar 2003

Selv sad jeg også under udsendelsen ”De falske børn” på DR1 med en fornemmelse af et umuligt valg, og jeg håber vi får mulighed for at følge Yousefs liv. Ikke kun fordi vi lærte en sød og kærlig dreng at kende, men også fordi han deler skæbne med tusinder af andre, børn og voksne, som i disse år sendes hjem til usikre tilstande i deres hjemlande, mange endda mod deres vilje. Og vi har brug for at se skæbnerne bag beslutningerne. I dag er det bare tal i statistikker.

Allerede da medarbejderne fra Juelsminde mødte familien første gang, stod det klart, hvor store kulturforskellene er, og hvor vanskeligt det er at forstå hinanden. Det er almindeligt at slå børnene i Yousefs miljø. Børnene betragtes nærmest som forældrenes ejendom. Vold havde Yousef allerede mødt i kraftig grad, og jeg, og sikkert mange andre ,var usikker på, om moren ville kunne beskytte ham i fremtiden. Men mødet må, på trods af al tvivl, have overbevist kommunens folk, om at det var det bedste for Yousef at blive genforenet med sin mor og sin familie. Og jeg tror i at I traf den rigtige beslutning.

En opvækst i Irak må ikke måles med danske alen, og uanset fattigdom og usikkerhed, må betydningen af de følelsesmæssige bånd, der er mellem et barn og familien, veje uendelig tungt i vurderingen af, hvad  der er det bedste for barnet. Sådan tænker vi også om det i Danmark, når børn bliver fjernet fra deres forældre, og sådan skal det være. Uanset hvor ringe evne forældre har, er deres kærlighed til børnene altid en betydningsfuld faktor. Den gør ikke, at børn ikke skal fjernes, når de mistrives eller omsorgssvigtes, men båndene til forældrene skal altid forsøges bevaret.

Yousef havde klare billeder af, hvad han ville. Og i Danmark er vi ved at lære at lytte til børn, og lægge vægt på deres udsagn. Udfordringen for voksne er netop både at inddrage børns synspunkter, men også at træffe beslutninger, som børnene ikke er enige i, hvis hensynet til børnene kræver det. Det er uhyre vanskeligt. Yousef vidste, hvad han ville, men han har ikke kunnet forestille sig, hvordan det ville blive. Det Irak han forlod, er et andet, end det han mødte. Og derfor kunne I have besluttet at udsigten for Yousef var for usikker til at sende ham retur. Men I lyttede til drengen, forstod hans stærke ønske om at blive genforenet med sin familie. Af jeres samtale undervejs hørte vi, hvordan I var i tvivl. Endelig, at se Yousefs glæde ved at se sin mor og sine søskende, ville også have overbevist mig om, at han måtte blive i Irak, al usikkerhed til trods.

Yousef er tilsyneladende ikke det eneste barn, som bor i Danmark under falske forudsætninger. Jeg håber myndighederne, nu vil undersøge problemet og fastlægge procedurer for, hvordan det kan behandles, med fokus på, hvad der er det bedste for børnene, uanset hvordan de er kommet hertil. Det er langtfra sikkert, at alle børn bare skal sendes hjem igen. Mange børn har ikke noget at vende hjem til.

tilbage