Til kamp mod fedmen, ikke de fede børn

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

En dreng fortalte i TV2´s dokumentarudsendelse om fede børn, den 17. maj, at han gerne ville motionere mere, hvis han på den måde kunne gøre sin mor glad. Det var en tankevækkende udtalelse, og resultatet af drengens anstrengelser bliver givet derefter – beskedent. Uden et egentligt personligt motiv kan vi næppe forandre vores livsførelse og tabe os. I det hele taget var det temmelig forstemmende at udsendelsen i den grad kun fokuserede på børnene og deres forældres valg, som om de levede på en øde ø. Udsendelsens børnelæge opsummerede nærmest situationen som et massemord med forældrene i den forbryderiske hovedrolle, og herefter var scenen sat for en ”privatisering” af problemet.

Hvis det er recepten for indsatsen, kan det ikke undre at fedtprocenten kun bevæger sig opad. Når børnene igen og igen får at vide at de er for fede, at de har et problem, vil mange høre at de er et problem. At der er noget galt med dem. At de ikke er rigtige og bør laves om. De hører, at deres forældre ikke er tilfredse med dem. Det er den sikreste vej til fiasko i kampen mod fedtet.

Ved isoleret eller overvejende at fokusere på børnenes egne valg; valg af livsstil, mad, slik, fritidsaktiviteter osv. kommer det også til at se ud som om, at børnene lever i et neutralt rum. Et rum som ikke yder noget bidrag til børnenes valg. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hvad så med de tusindvis af Cola-automater, som bevidstløst er blevet opstillet på skoler over hele landet? Mon ikke de øver indflydelse på børns valg af frokost. Hvad med de manglende kantinemuligheder børn bydes i skolerne? Styrer det ikke deres valg af foretrukne spisesteder? Hvad med den frokost, som børnene ikke længere får i børnehaven, fordi det blev skåret væk? Mon ikke de bidrager til at grundlægge spisevaner osv. osv. Jo naturligvis; signalerne er ikke til at overse.

Men hvis broderparten af indsatsen ender med at rette sig mod de overvægtige børn, snarere end mod årsagerne til overvægt, bliver udbyttet meget småt og læringen beskeden.

Vi behøver imidlertid ikke at fokusere så snævert. Nu er det jo ikke fordi, der intet er besluttet om forebyggelse af fedme. Der er faktisk produceret omfattende og grundige planer. Ernæringsrådets plan for forebyggelse: ”Den danske fedmeepidemi”. Regeringens Folkesundhedsprogram osv., der er udmærkede strategier og værktøjer til rådighed. Men alligevel kniber det tilsyneladende med at få forebyggelsen ført ud i livet. Langt broderparten af de konkrete aktiviteter som kunne bidrage til bedre sundhed for børn, er forankret i den kommunale organisation. Det er kommuner og lokale institutioner som skal træffe andre valg. Men det er også valg, som vil kæmpe om opmærksomheden med andre vigtige opgaver, der ikke alle kan rummes i det kommunale budget.

Lokalt burde politikerne som minimum arbejde for:

Sund gratis frokost til alle børn i dagtilbud og skole
Krav om mere bevægelse og idræt i dagtilbud og skole
Sikre skoleveje, som fremmer børns egne transportmuligheder
Kampagner og undervisning om kost og sundhed i alle folkeskoler
Adgang til personlig rådgivning på sundhedscentre for børn, unge og deres familier
Forbud mod slik og sodavandsautomater på skoler

Og til støtte for sådanne initiativer kunne Folketinget kvittere med strammere lovgivning for markedsføring af mindre sunde produkter til børn; Kinder Mælkesnitte og den slags. Overvejelser om differentieret moms. Midler til forskning i sammenhænge mellem miljø og fedme, forebyggelsesstrategier osv. Dvs. temaer som ser på samspillet mellem individet og dets omgivelser. Blot for at nævne nogle få, men velvalgte eksempler.

Vi skal problemet til livs, men ude at stigmatisere de fede børn. På den måde hjælper vi dem ikke. Så tager de blot julemærkehjemmet med – for mors skyld.
 
tilbage