Opdragelse eller inddragelse

Af Klaus Wilmann

Formand for Børnerådet

Er opdragelse noget vi gør for børnenes skyld eller er det for vores egen? Det spørgsmål bør voksne ofte stille sig, for meget af det vi voksne kalder opdragelse burde snarere omtales som ureflekteret magtanvendelse eller tankeløshed. Handlinger som ikke har nogen fornuftig mening for børnene og som de ikke lærer noget af. Jeg tænker på de mange gange vi som voksne skælder ud, irettesætter og retleder, hvor formålet hyppigere er at få afløb for vores egen irritation og følelser end at beskytte barnet eller hjælpe det til at lære noget.

Skal børn da slet ikke opdrages? Og netop nu, hvor alle klager over hvor besværlige, egoistiske og urolige de er. Jo naturligvis, hvis vi kan blive enige om hvad begrebet rummer. Men opdragelse i gammeldags forstand har vi ikke brug for. Den tillod ikke diskussion, regerede på grundlag af belønning og straf, og respekterede sjældent barnets grænser og ønsker om integritet. Den gammeldags opdragelse var et spejlbillede af magt og hierarkier på industrisamfundets arbejdspladser og døde med det. Det moderne refleksive samfund betjener sig af andre ledelsesmetoder, men savner ikke af den grund ledelse.

Sådan må det også være i familien. Moderne forældre optræder som autoriteter, når de er det i kraft af viden og visdom. De samarbejder med deres børn og sætter normative grænser gennem dialog. Ikke alle lige tydeligt, men de fleste med respekt, både for børnenes ønske om selvbestemmelse og for deres egen pligt til at beskytte børnene og vejlede dem. Den demokratiske familie træffer beslutninger i fællesskab og tillader børnene indflydelse på familiens dispositioner; Fra dagligt forbrug over feriedestinationer til hårde hvidevarer og ny bil.

Men nogle forældre oplever måske at være i tvivl om deres betydning for børnene, og i misforstået godhed undlader de at vejlede, markere egne grænser og bestemme. Selv mener jeg at opdragelse først og fremmest er at markere hvem man selv er, hvad man står for, hvor ens grænser er, og hvad man vil acceptere. Opdragelse består i at forklare og med sit eget eksempel vise hvorledes mennesker bør fungere sammen, hvordan respekt og anerkendelse kan udfoldes og består i at være synlig om sine forventninger til andres opførsel. Opdragelse handler videre om at beskytte børnene mod det de ikke kan rumme, og - metaforisk sagt, - tage dem i hånden på vandringen ud i livet.

På den måde kan vi revitalisere begrebet og give det en ny betydning. Hvor opdragelse kommer til at handle om, i en tryg ramme, at udforske verden og lære den at kende. Hvor opdragelse tidligere snarere handlede om grænser og begrænsning.

Men at se forældre i en aktiv og synlig rolle, er ikke fremmed for børn og unge. Ja faktisk oplever børn at forældre som ikke blander sig er forældre som ikke interesser sig (for mig). I Børnerådets undersøgelse: ”Unge og alkohol”, mente markant mange unge at forældre skulle interessere sig og blande sig i de unges alkoholvaner og forbrug. De ønskede forældrenes hjælp til at regulere sig selv. De ønskede ikke ligeglade forældre, uanset forældrenes motiver.

Så måske har debatten om forældre og børns forhold været præget for meget af absolutter. Enten skal børnene opdrages på gammeldags vis med kæft trit og retning, eller vi skal give børnene helt fri. Alternativet er ikke bare et midt-i-mellem, for dermed anerkendte vi at forældreansvaret kunne nedtones. Det kan det ikke, det er udeleligt, men det kan udfoldes på en sådan måde, at børns forventninger til med- og selvbestemmelse også kan respekteres, indenfor en ramme som forældrene har ansvaret for.

Jeg tror de fleste unge familier er mere optaget af at inddrage børnene end at opdrage dem. Men jeg tror også at de fleste forældre ikke oplever at det strider mod deres grundlæggende ansvar som forældre.

--------------------------------------------------------------------------------

Bragt i Kristeligt Dagblad den 24. juli 2004 

 
 
tilbage