Læreplaner i Norden

af Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

Danske daginstitutioner har i mange år haft helt særlige vilkår, når vi sammenligner med rammer, og regler i mange andre europæiske og nordiske lande. Staten har blandet sig mindst muligt i det daglige, på trods af at vi har lovgivet mere og tilsyneladende har en mere ensartet daginstitutionsstruktur end vi ser det, mange andre steder. En blandt flere forklaringer er at børnepasningen langt op i 80’erne i Danmark betragtedes som en opgave forældrene alene havde ansvar for. At pasningen i daginstitutioner følgelig måtte foregå i overensstemmelse med den enkelte families ønsker og fri for statslig indblanding og styring. Etablering af forældrebestyrelser i både daginstitutioner og skoler understregede de politiske ønsker om decentrale løsninger på et lokalt grundlag. I praksis har daginstitutioner i Danmark haft en stor grad af pædagogisk autonomi helt op til midten af 90’erne, og kun i særlige tilfælde har myndighederne blandet sig i den pædagogiske drift. Samtidig har Danmark haft en relativ stærk pædagogkultur og en synlig faglighed, som har bidraget til at bevare autonomien. Pædagoguddannelsens betydning kan ikke undervurderes, når de danske vilkår skal forklares. Med til billedet hører også, at mange danske daginstitutioner er selvejende og etableret af foreninger med et særligt værdigrundlag. Forvaltningspolitisk har daginstitutionerne imidlertid været udsat for alle de sidste 15 års modeluner fra streng kontostyring til økonomisk rammestyring, fra selvforvaltning til værdiledelse, så selv om det faglige har været den enkelte pædagog og forældres ansvar, har oplevelsen af styring været stigende. I vores sydlige nabolande, med Frankrig undtaget, er institutionstilbuddet langt mindre og mere uens, men dagligdagens programmer og skemaer, alligevel mere styret.

Pædagogiske læreplaner i Danmark repræsenterer en bevægelse fra et meget liberalt synspunkt som ønsker staten hen hvor peberet gror, til et ikke særligt liberalt system, hvor selv borgernes opdragelse er et felt staten kan intervenere i. Særpræget at netop den mest ideologisk funderede borgerlige regering i flere årtier skulle gennemføre dette. Når forslaget om læreplaner alligevel kunne vedtages med et meget bredt flertal i Folketinget, er forklaringen at forslaget ved nærlæsning ikke er så vidtgående endda. Det er ikke et curriculum for førskolen vi står med. Og dertil kommer at forslaget positivt forventes at kunne kickstarte en proces i daginstitutionerne med endnu mere fokus på opgaveløsningen og den pædagogiske kvalitet, efter mange år med debat om rammer og struktur. Af denne grund fik forslaget også støtte fra venstrefløjen og de pædagogiske fagforeninger, som normalt ikke er regeringens politik på børneområdet særlig venlig stemt.

Derfor kan man også med gavn stille sig spørgsmålet om læreplanerne blot er stor ståhej for ingenting. For rigtigt er det, at i modsætning til de nye trinmål for folkeskolen, rummer læreplanerne ingen bindende krav. Institutionerne skal opstille mål indenfor seks temaer, men hvilke og hvordan, bestemmer de selv, og hvilke metoder man anvender for at nå målene er følgelig også fortsat et lokalt anliggende. Da institutionerne i forvejen næppe har udarbejdet årsplaner uden at forholde sig til hvorledes de kunne styrke børnenes personlig og sociale kompetencer, vil mange institutioner ikke opleve lovændringen som en revolution. Ydermere skal børnene ikke vurderes eller testes, som i folkeskolen, det er stadig er op til det enkelte forældrepar, sammen med pædagogerne at vurdere effekten af den førte pædagogik. Og sådan har det også været i ganske mange år. Nogle pædagoger advarer alligevel mod læreplanerne fordi de betragter dem som begyndelsen på noget nyt, en glidebane mod et curriculum for førskolen. De fleste vil nok indoptage de nye krav i det pædagogiske arbejde de allerede praktiserer, uden større problemer. Når det alligevel ikke er uinteressant at diskutere retningen for og rækkevidden af de nye krav til institutionerne er forklaringen netop, at det kan bevæge sig i mange retninger. En nordisk sammenligning viser forskelle i tradition og kultur af afgørende betydning.

I Norge og Sverige, er småbørnsområdet allerede lagt ind under Undervisningsministeriet og begge steder har læreplanerne eksisteret siden midt 90’erne.

Både Norge og Sverige besluttede også tidligere end Danmark at staten burde have et medansvar for opdragelsen, og det afspejler sig i reglerne. I Danmark er daginstitutionerne nu flyttet væk fra Socialministeriet, og uanset om Familie- og Forbrugerministeriet får lov at overleve efter næste valg, vender børnehaverne næppe tilbage til Socialministeriet igen. Skiftet markerer at en daginstitutionsplads ikke længere bør betragtes som en social ydelse til en særlig gruppe, med et særligt forebyggende sigte. På det punkt nærmer vi os det øvrige norden.

Formålet med læreplanerne synes i Sverige[1] at være at bidrage til at vedligeholde og styrke centrale værdier i samfundet. Demokratiet, kulturen, etiske spørgsmål og introduktion til et bredt læringsbillede med særlig fokus på kunstneriske udtryksformer. Man kunne sige at læreplanerne skal opmuntre og introducere børnene til medborgerskabets rettigheder og forpligtelser, og perspektivet er bevarelse af det svenske folkehjem, via en stærk tro på deltagelse, fælles værdier og dannelse.

I Norge[2] derimod har læreplanerne større fokus på det staten synes børnene skal lære. Deltagelseshensynet har ikke vægt som i Sverige. Børnehavernes pædagogik skal hvile på et kristent grundlag og læreplanerne er mere regulerende og styrende for såvel målsætning som metodevalg i den enkelte børnehave. Den norske rammeplan repræsenterer et noget anderledes børnesyn, sammenlignet både med svenske og danske traditioner, hvor børnenes selvstændige virksomhed, medbestemmelse, egne undersøgelser og leg har stor vægt. I Norge synes børnenes selvstændige rolle, nedprioriteret til fordel for de dyder eller værdier den norske stat hylder.

Den danske lov om pædagogiske læreplaner placerer sig ikke entydigt, hverken i den svenske eller norske lejr. Vi har bevaret den decentrale beslutningskompetence. Der foreligger ikke centrale mål, som skal opfyldes. Læreplanerne fremhæver alene temaer, indenfor hvilke den enkelte daginstitution skal formulere sig. Derved adskiller vi os også både fra svenskerne og nordmændene, som er mindre berøringsangste for central styring af selv meget lokale spørgsmål. Hvor både de svenske og de norske regler, om end med forskelligt sigte, har fokus på samfundet eller statens hensyn, synes det enkelte barn og dets individuelle liv, trivsel og udvikling, fortsat at stå i centrum for daginstitutionens forpligtelser i Danmark. Læreplanerne fører ikke til gruppeopdragelse i denne omgang. I den forstand har den danske daginstitutionstradition fortsat et relativt liberalt fundament, og man kunne populært sagt sige, at barnet fortsat står over planen. Dermed reflekterer systemet fortsat de fleste danske forældres, pædagogers og politikeres forestillinger om individets stilling, herunder også om børns rettigheder i daginstitutioner og skoler.

Hvad læreplanerne udvikler sig til kan vi ikke sige meget fornuftigt om, men at de vil forandre daginstitutionerne, er der næppe tvivl om. Imidlertid skal vi ikke overvurdere betydningen af læreplanerne, der er mange andre forhold, som også påvirker såvel ideen om en daginstitution, som de konkrete institutioner. I en ny evaluering af de svenske erfaringer[3] med læreplaner, vurderes disse at have haft stor betydning for forandringer af dagtilbuddene. Men andre styringsmidler vurderes at have virket mindst lige så stærke eller endda stærkere. I undersøgelsen angives konsekvenser af mindskede ressourcer at have haft større betydning for ændrede måder at arbejde på, og førskolens indre arbejde, forstået som aktiviteter uafhængigt af læreplanerne, tilskrives også stor betydning for forandringsprocessen. Også de danske læreplaner vil skulle konkurrere med andre forandringskilder. Og med inspiration fra den svenske evaluering kunne man advare mod at læreplanernes betydning og autoritet vil blive skadet, hvis kommunernes spareiver fortsætter.

--------------------------------------------------------------------------------

[1]  Läroplan for förskolan, Utbildingsdepardementet 1998

[2] Rammeplan for barnehagen, 1996

[3] Läroplanens betydelse och implementering, 2003

--------------------------------------------------------------------------------

Artiklen blev bragt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, december 2004

 
 
tilbage