Kulturkamp på gul stue

Af: Klaus Wilmann
Formand for Børnerådet

Daginstitutionerne i Danmark har på mange måder en helt særegen historie. Har eksisteret i mere end hundrede år, men har flere gange undervejs ændret karakter og opgave uden en egentlig offentlig debat. Har forandret sig fra beskeden økonomisk fylde til en enorm økonomisk satsning. Igen uden væsentlig debat om hvorfor og med hvilket formål. Vi bruger i dag knap 22 mia. kommunale kroner på børnepasning, og uanset utallige nedskæringer vil tallet givet fortsætte med at vokse. Der er stadig ventelister og nye opgaver. Gymnasierne koster os knap 5 mia. om året, men lægger beslag på uendelig meget mere debat. I Folketinget i amterne i offentligheden osv. Hvorfor denne forskel, når de fleste formodentlig vil være enige om at de to - tre første år af et barns liv er de vigtigste for dets fremtid, og de ressourcer vi bruger er fire gange så store? I praksis må gymnasiet alligevel vurderes at være mere betydningsfuldt for de unges (ud)dannelse, end deres vuggestue. Nu ønsker jeg ikke at sammenligne vuggestuen og gymnasiet, et meningsløst projekt, men alene at vise det absurde i vores prioritering, og berøringsangsten overfor nye bevægelser. I dette tilfælde det offentlige medspil i familiens opdragelse. Men det er formodentlig snart fortid.

Kulturkamp et nyt fænomen på gul stue
Daginstitutionerne har historisk været fredet som arena for kulturkamp, men det er formodentlig slut nu. Den borgerlige regerings ønske om at skabe varige institutionelle forandringer i velfærdsstaten, vil også bringe opdragelsen af de mindste ind i kampsfæren. Der er indenfor det sidste år fremsat flere indgribende forslag end de sidste 15 år. Skal blot nævne et enkelt. Læreplaner i dagtilbud. Forslaget repræsenterer et ønske om at styrke kvalificeringen af børnene indenfor en række discipliner som antages at blive betydningsfulde i folkeskolen. Børnene skal på nydansk italesættes som elever på et tidligere tidspunkt. De skal stifte bekendtskab med tal og bogstaver i børnehaven, science og helse, og skal lære at modtage undervisning, indgå i forpligtende grupper osv. Lovforslaget anvender moderne termer, som at styrke den sociale og personlige kompetence i sine forklaringer. Sigtet er klart. Nu skal det være slut med slendrian og fri leg, det er verdens udfordringer for alvorlige til. Der skal nye værdier og mål ind i pædagogikken. Idekampen kommer herefter til at handle om sigtet med institutionernes opdragelse. Kan pædagogikkens mål fortsat være barnets frigørelse fra snærende traditioner, konventioner og undertrykkelse, og kan en progressiv pædagogik rummes i et kvalificeringssystem som det planlagte? Kan børnehaverne bevare deres relative autonomi fra statsmagten, eller bliver de en del af dennes udøvelse af magten.

I mange år levede børnehaverne som sagt et liv udenfor politikeres søgelys. Så længe de overholdt budgetterne og forældrene ikke klagede for hyppigt fik institutionerne lov at passe sig selv, og i samarbejde med forældrene at tilrettelægge dagligdagen. Denne tilstand reflekterede nok det gamle borgerlige synspunkt om at børnene alene var forældrenes ansvar og som følge heraf at institutionernes arbejde måtte udgå fra forældrenes tilrettevisninger. Loven om forældrebestyrelser understøttede denne antagelse, som samtidig styrkede ideen om decentralisering som var det afgørende forvaltningspolitiske dogme midt i 80’erne.

Men sådan ser moderne borgerlige politikere ikke på verden længere. Decentraliseringen som styrende ide er på vej væk til fordel for et effektivitetsrationale og forældrene får nu samfundet med som ansvarshavende for opdragelsen.

Det øgede statslige medspil i opdragelsen ser vi også i forhandlingerne om (tvangs)anbragte børn, om end lidt bagvendt. Socialministeren ønsker dels af hensyn til økonomien dels for at styrke kvaliteten for børnene, at det anbragte barns familie får en styrket rolle. Det vil næppe nogen være uenig i, men problemet består i at familiens nye rolle, skal udfoldes med afsæt i krav som det offentlige skal kunne stille. En kommune skal kunne indgå såkaldte familiekontrakter som pålægger familierne forpligtelser, som kommunerne ikke efter Serviceloven kan pålægge familierne. F.eks. at læse lektier med deres børn, at gennemføres bestemte aktiviteter i familien osv. Man kan sige at staten overskrider  familiens domæne på en helt ny og temmelig vidtgående måde. Fordi målet er ”det gode” at redde børn fra social nød, anerkendes en metode som reelt sætter normer for hvad der er en rigtig måde at være familie på. Man ”kontraktliggør” familierne som Niels Åkerstrøm Andersen formulerer det [1]. Man  vil bekæmpe negativ social arv, gennem at normalisere familiernes liv. Nok et tvivlsomt projekt, bl.a.fordi det ser bort fra at bearbejde de grundlæggende sociale strukturer som producerer social ulighed i et kapitalistisk samfund. Men også grænseoverskridende, fordi staten i den grad påtager sig en ny rolle som smagsdommer og dermed gør op med et traditionelt konservativt dogme om familiens ukrænkelighed.

Fra rammestyring og autonomi til værdiledelse
Familieindsatsen blot omtalt som et andet eksempel på at  børne- og familiepolitikken er under omkalfatring i den borgerlige lejr. Men tilbage til daginstitutionerne, hvis liv i de kommende år, vil blive voldsomt præget af kulturkampen i samfundet. Jeg har nævnt læreplanerne, og vil vende tilbage hertil, men forinden foretage et mindre spring baglæns. Fordi opdragelsen har været antaget at være forældrenes ansvar, har statsmagten holdt sig tilbage, og bestræbelserne har overvejende taget sigte på at styre økonomien. Med loven om forældrebestyrelser i 1992 tog decentraliseringsprojektet et nyt spring, og siden hen er rammebudgettering og lønsumsstyring gennemført i så godt som alle kommuner. Hermed cementerede man reelt det udstrakte autonomi, som dagtilbud havde tidligere og som i praksis gjorde mål og metoder i arbejdet til et lokalt anliggende. Men op i gennem halvfemserne sås flere og flere tegn på at nye tider var undervejs. Både på det indholdsmæssige og det forvaltningspolitiske område. For så vidt angår det indholdsmæssige gennem forsigtige kommunale krav om mere faglighed. Rammestyring blev til mål- og rammestyring. Kommunalpolitikerne ville vide hvad de fik for pengene, eller de ønskede særlige politikker fremmet. I begyndelsen overskuelige ting som rygepolitik, kostregler osv., men hen ad vejen stadigt mere indgribende emner med direkte sigte på det pædagogiske arbejde. Værdiledelse blev et nyt (mode)fænomen - en anden styringstanke, som udfordrede økonomistyringens hegemoni. Og værdiledelse og tilsvarende modeller er i dag almindelige i de fleste kommuners styring af dagområdet. Denne proces er også skubbet frem af den udvidede formålsbeskrivelser i Lov om Social Service (1977), og af pædagogerne og deres organisationers kamp for at blive anerkendt for andet og mere end blot at ”passe” børnene.

Forandringsprocessen har kunnet iagttages ved den kommunale brug af begreber, metaforer og beskrevne mål, som i perioden fra midtfirserne til årtusindskiftet har flyttet sig markant fra hårde styringsmidler til mere bløde ditto.[2] Debatten om udbud og udlicitering som for alvor dukkede op på daginstitutionsområdet i midten af 90’erne, har uanset at den repræsenterer en forvaltningspolitisk approach, paradoksalt nok også skubbet til debatten om daginstitutionernes opgave, faglighed og pædagogisk indhold, og det kan forklare hvorfor centrale aktører på tværs af interesser har været tilbageholdende i kritikken. Det var nok ISS egen talentløse forvaltning af udliciterede daginstitutioner snarere end deres private karakter som dømte dem ud af banen. De kommuner som har eksperimenteret med udbud af daginstitutioner har erfaret at en sådan proces forudsætter en stillingtagen til den kvalitet man ønsker, til pædagogiske mål, personalepolitik og meget andet. Derfor har processen styrket viden og kendskab i forvaltningen til arbejdet på gul stue. I nogle kommuner har det styrket troen på egne kræfter, hos andre har det styrket evnen til at levere et udbud. Men alle steder har det skærpet konflikten mellem de politiske ønsker om mere styring på basis af fælles kommunale værdier og mål, og udliciteringens tvilling, den private operatørs frihed til at formulere og styre efter egne værdier. Vil vi styre og sikre os kontrol, eller ønsker vi ”frit valg”. Et vanskeligt dilemma, når man nu som regering vil begge ting.

Det synes dog mest realistisk at vurdere at dagsorden om udlicitering af børneinstitutioner i større målestok, er skudt til hjørnespark. Den forvaltningspolitiske diskurs, er blevet overhalet af en faglig ditto, og selv i borgerlige kommuner synes lysten til at privatisere, kølnet betydeligt. En model hvor opgaven defineres entydigt af den udbydende kommune som også fastsætter prisen, er omvendt ikke voldsomt interessant for private operatører. Det sandsynliggør dilemmaet, at det bebudede lovforslag fra Socialministeren om fri etableringsret for private, endnu ikke har set dagens lys. Det må derfor antages at enigheden vil samle sig om at sikre de mange selvejende daginstitutioner, som er private og værdibaserede, men regulerede af driftsoverenskomster, overlevelse.

Hvis det går sådan bliver det store privatiseringsfremstød for en tid sat på standby.

Fremtidens slagsmål om dagsordenen.

Det giver omvendt plads til en mere hårdnakket kamp om hvilke værdier som skal være styrende i den offentlige børnepasning. Jeg har omtalt de pædagogiske læreplaner, som dog endnu ikke dikterer konkrete mål. Det tror jeg til gengæld vi må forvente en skærpet debat om. Statsministerens angreb på rundkredspædagogikken var rettet mod folkeskolen, men som billede på en demokratisk organisationsform med lav magtdistance, vil kritikken i endnu højere grad kunne målrettes daginstitutionerne. De dominerende værdier; børns selvbestemmelse, solidaritet og rummelighed vil blive udfordret af krav om konkret læring, målbare faglige resultater osv. Man vil se krav som sætter den voksne (pædagogen) i en mere central rolle, og som værdsætter traditionelle dyder som disciplin, orden og respekt. Dvs. fænomener som sætter grænser mellem børn og voksne på samme måde som tilsvarende forslag om at genindføre De formen, hr. og frue osv. i Folkeskolen gør det.

Den antiautoritære pædagogik som i sit væsen og i sine aktiviteter udtrykte en kritik mod magtanvendelse, mod det borgerlige samfunds grundlæggende strukturer osv. eksisterer i den mere rene 70’er form kun i få uforstyrrede reservater, men har dog overlevet som et vilkår eller en rød tråd i den måde pædagoger tænker børn, pædagogik, og omsorg på i danske daginstitutioner. Derfor er den herskende pædagogiske praksis et angrebsmål for politiske og bureaukratiske ønsker om at ensrette den kommunale service. Og den er et mål for den mere ideologiske kulturkritik som kæmper for at sikre sig kontrol over opdragelsen i en større sags tjeneste. På denne (yderste) højrefløj opretholder man, i modsætning til regeringen, et ønske om afvikling af daginstitutionsområdet til fordel for en subsidiering af den hjemmegående husmor, som ellers var blevet erklæret død og borte.

Skal der tænkes nye store forandringer på daginstitutionsområdet, vil et kig i krystalkuglen fortælle mig, at ethvert tiltag til strukturelle ændringer på daginstitutionsområdet vil blive målt i.f.t de overordnede ideologiske mål. Derfor vil det socialdemokratiske forslag om et (lavere) loft for forældrebetalingen blive angrebet især fra den yderste højrefløjs ideologer. Regeringen vil være i knibe. Brugerbetalingen til vuggestuer skævvrider skattestoppet og lægger overdrevne byrder på relativ smalle skuldre. Derfor kan forslaget få betydning i næste valgkamp. Men selvom værdikampen kan genfindes i en relativ teknisk debat om takster, fripladser og søskenderabat, vil den først og fremmest handle om opdragelsens mål og aktører i familien og i børneinstitutionerne.

--------------------------------------------------------------------------------

[1] Borgerens kontraktliggørelse, Niels Åkerstrøm Andersen 2003

[2] Daginstitutionslederen – administrerende direktør eller faglig chef, Klaus Wilmann 2001
 

 
 
tilbage