Faren er overhængende, men risikoen er lav

Klaus Wilmann

Formand for Børnerådet

Der synes at være en fornemmelse i samfundet af at det er frygteligt farligt at være barn i dag. At trusler lurer fra alle side. Og kravet bliver mere kontrol og mere overvågning. Tilsyneladende er der et misforhold mellem børns reelle sikkerhed og forældres oplevelse af sikkerhed og risici.

Når man ved at vi i vores del af verden tilsyneladende kan blive ved med at forlænge den gennemsnitlige levealder, burde vi slutte at livet bliver stadig mindre farligt at leve. Vi får løbende bugt med flere sygdomme, og vi bliver mere bevidste om de valg som kan minimere risiko for død og lemlæstelse. Men alligevel vil jeg påstå at risiko fylder stadig mere i vores liv, ikke mindst når vi taler om vores børn.

Ordet risiko fylder langt mere i vores daglige tale. Ja, risiko er blevet politisk i dag. Det er en forpligtelse for myndigheder, for arbejdsgivere og andre med ansvar, at udarbejde risikovurderinger. Hvor farligt er dette arbejde. Hvilke risici vil dette anlæg indebære. Giver en ændret lovgivning nye risici osv. Denne udvikling er en følge af at risiko ikke længere behøver at opleves som noget uafvendeligt. Vi har magt over naturen. Risiko er noget der kan elimineres, ja undlader vi at gøre det opleves det næsten om en krænkelse af vores rettigheder som borgere.

Hvordan er det med børn og risiko. For førstegangsforældre har glæden ved at få et barn altid været blandet op med skrækken for alvorlig sygdom, invaliditet og død. Ikke mange forældre kan hævde at de ikke har haft søvnløse nætter med tanke på de ulykker som kunne ramme deres børn. Vores nyfødte barn, forekommer os så sårbart og ubeskyttet. Og indtil vi lærer at forstå de signaler vore børn sender os, er situationer med gråd og sygdom noget af en prøvelse for forældre. Og ikke kun er vi bange for hvad der kan ske vores små, vi trues tillige af vores egen angst og usikkerhed. Hvor vi tidligere fik konkret viden om sygdom gennem vores egne mødres fortællinger, synes der at være en tendens til at det ikke er troværdigt. Og når vi heller ikke vil acceptere sygdom og feber påvirker det vores forældreadfærd. Det oplever skadestuer og sygehuse i form af stadigt flere besøg og indlæggelser. I år 2000 steg det samlede antal indlæggelser med 1 %, mens der blev indlagt 5,2 % flere børn. På nogle hospitaler oplever man stigninger på helt op til 10 % om året, og vel at mærke uden at der kan dokumenteres en tilsvarende stigning i børns sygelighed, eller i alvoren af de enkelte tilfælde. Tilsyneladende stoler vi som forældre ikke længere på vores egen dømmekraft i disse situationer. Vi forlanger at samfundet gennem dets sundhedsinstitutioner og professionelle behandlere tager over, fordi vi af dem kan forlange, hvad vi ikke selv kan mener at kunne leve op til – nemlig risikofrihed og garantier for sikkerhed.

Et andet eksempel på hvorledes ”sikkerhedsdagsordenen” sætter sig igennem, er debatten om vaccinationer. Det er en kendt sag at der er risici forbundet med børns vaccinationer. Risici for utilsigtede bivirkninger. Det føres der også statistik over. Men det er ligeledes en kendt sag, at der er væsentlig større risici forbundet med at få de sygdomme som vi vaccinerer imod. Mellemørebetændelse med risiko for nedsat hørelse, er en mulig følgesygdom ved mæslinger. Forklaringen på at nogle forældre undlader at lade deres børn vaccinere, selvom de givetvis kender både risici ved vaccination og risici ved børnesygdomme, kan være at de med vaccinationen selv tager initiativet til en handling, som kan føre til noget utilsigtet, hvorimod smitte med en børnesygdom kan betragtes som en uafvendelig og naturlig proces, hvis eventuelle bivirkninger man ikke som forældre kan lastes for. Det ”naturlige” er et begreb som ofte går igen i denne type af diskussioner. Egentlig paradoksalt når tidens tvang først og fremmest er kontrol og kausale forklaringer.

Men angsten for truslen mod vores børn slutter ikke her. Den fortsætter hele livet med nye trusler. Trafikken er en sådan. I år 2000 blev 700 børn kvæstet og 24 dræbt på Danmarks veje. Det kan være vores egne børn, så vores angst er rationel nok, om end risikoen igen er beskeden - statistisk set.  I forstadskommunerne har man længe diskuteret fordele og ulemper ved de lukkede sti-systemer. De reducerer risiko for trafikuheld med børn, når hårde og bløde trafikanter adskilles, men medaljens bagside, er at børnene ikke får en reel fornemmelse for trafik og biler, mens de er mest lærenemme. Så igen kan vores indsats for at nedbringe risici på det korte sigt komme til at øge risiko på længere sigt. Den håndterlige konkrete risiko mod mit barn, overfor den diffuse risiko som ikke kan gives konkret adresse.

Risikoen for seksuelle eller voldelige overgreb på vores børn, er et tredje risikofelt. Det er nok noget af det mest skræmmende vi overhovedet kan føle. I dag er mange tabuer om dette nedbrudt, og vi kan tale mere åbent om overgreb på børn. Derfor fylder det i perioder meget. Der er dog næppe flere pædofile i dag end der har været tidligere og næppe heller flere overgreb. Det nye er snarere at hvor vi tidligere tilsyneladende resignerede overfor risikoen for at dette forfærdelige kunne eksistere, stræber vi i dag efter at eliminere risikoen 100 % og vi skaber systemer som skal forebygge at børn møder pædofile. Metoderne er mange, men de indebærer alle en markant større overvågning af børn, hvis konsekvens vi desværre ikke diskuterer i sammenhæng. Naturligvis er det vores forbandede pligt at forebygge og minimere risiko for overgreb på vores børn, så længe den indsats vi yder står mål med det vi vil nå. Men hvis prisen er at daginstitutioner og skoler ophører med at ansætte unge mænd, er vi for eksempel gået for langt. Og den risikovurdering vi kan udarbejde, vil stadig fastslå at faren for overgreb på børn, såvel seksuelle som voldelige, er væsentlig større i børnenes eget miljø, i familien og i det nære miljø, end i de institutioner og skoler, som har haft broderparten af opmærksomheden. Og derfor synes det paradoksalt at der ikke sker en tilsvarende indsats til beskyttelse af børn mod deres voksne i børnenes eget miljø som truer deres integritet og sikkerhed. Med andre ord bruger vi voldsomt mange ressourcer på at forebygge der hvor risikoen er mindst. Det betyder naturligvis ikke at børn ikke skal beskyttes i det offentlige rum, blot vi ikke hermed tror vi har løst problemet. Og som antydet, når vi skaber systemer som øger overvågningen og kontrollen med børn, må vi samtidig diskutere hvilke skadesvirkninger det har på børns udvikling.

Der er således en del der tyder på at vores indsats for forebyggelse styres mere af de synlige risici, som ikke nødvendigvis er de mest alvorlige risici mod børns liv og velfærd. Hvis f.eks. et barn kommer til skade i en daginstitution, vil der ikke være grænser for hvilke garantier kommunen vil blive afkrævet. Offentligheden vil minutiøst gennemgå forholdene og nådesløst kritisere huller i sikkerheden. Det er nemt at forholde sig til, men ude af proportioner, når vi ved at alvorlige ulykker er uhyre sjældne i vores daginstitutioner, mens mange børn hvert år omkommer som følge af ulykker i deres hjem.

Denne ekstreme fokusering på sikkerhed er noget tidstypisk, og kan i bedste fald bidrage til at vi bliver bedre til at forebygge og bedre til at tænke i risikovurderinger for børnenes liv. Den kan imidlertid også føre til at sikkerhed bliver så styrende for vores planlægning, at vores børnemiljøer bliver uendelig kedelige og uinspirerende. Hvis vi skal være bange for alt som er højere end 20 centimeter, og skjulte huler, vil vi langsomt dræbe legen. Med andre ord, må vi diskutere åbent om ikke prisen for et godt liv for de fleste børn, også er at nogen børn er uheldige og slår sig eller kommer, også alvorligt til skade. Det lyder måske meningsløst, men er dog i et helt andet og synes jeg, urimeligt omfang, den risiko vi accepterer i vores trafik.

--------------------------------------------------------------------------------

Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad den 19. juni 2004  

 
 
tilbage