Vidunderlig meningsløshed

Af: Klaus Wilmann
Formand for Børnerådet

Et af tidens helt store plusord er kompetencer. Vi taler om kompetencer som noget vi enten har, eller skal tilføres. Vi siger at børn er kompetente, men også at de i børnehaven skal lære f.eks. sociale kompetencer. Hvad vi helt mener, er aldrig rigtig klart, for begrebet kompetence lader sig ikke så let indfange. Nogen mener det betyder at børnene skal lære at sidde stille på deres røv inden de starter i skolen, mens andre mere hælder mere til noget med personlig udvikling og børnenes ansvar for egen læring.

Men vi vil ikke beskyldes for at være umoderne, så vi siger kompetencer, når vi mener færdigheder, evner, kunnen, kundskaber, viden, udvikling eller væren. Alle ord, som hver for sig er mere præcise og velegnede til at beskrive konkrete tilstande eller fænomener hos børnene.

Men måske ønsker vi ikke at være præcise, fordi vi dermed risikerer at lukke døre ind til fremtidens hus. For kompetencer handler om fremtiden. Det skal passe sammen, det der er og det der kommer. Børn skal uddannes, eller endog udvikles til fremtidens samfund. Og selvom vi hver især og via vores samfundsinstitutioner, gør os forestillinger om fremtiden, så er de fleste af os ydmyge nok til at erkende vores manglende evne til at forudsige noget som helst. Hvilket selvfølgelig også gør ”projekt uddannelse til fremtiden” noget vanskeligt.

Hvor mange gange har vi ikke uddannet for mange ingeniører eller for få. For mange skolelærere eller for få. Lægemangel har vi talt om i 50 år, når vi ikke lige producerede for mange. 20 år tog det at få bugt med ventelister til daginstitutioner på trods af metervis af prognoser og forudsigelser, osv. osv.

Lader samfundet sig da slet ikke planlægge, er det heri det hyperkomplekse består.

Og er det eneste børnene for alvor skal mestre, evnen til at omstille sig, forny sig, blive ved med at lære og evnen til at iagttage sig selv og reflektere over det. Det er jo et andet af tidens døråbnere. Pyt med hvor Holbæk ligger, så længe det eksisterer på internettet. Dermed kommer forventningerne til børns kompetencer ofte til at handle om træk ved personligheden og deres personlige udvikling; Og så glider det faglige i baggrunden, nærmest samtidig med at vi kræver mere af det. Ikke sært det opleves svært at være lærer og pædagog.

Det er nok i det utydelige lys vi skal se det allestedsnærværende krav om stadig mere overvågning af vores børn. Det er ikke nok at vide hvordan de staver og regner, der skal udarbejdes kompetenceprofiler som afdækker børnenes sociale kompetencer på en lang række områder. Men hvor tests af stavefærdigheder, deres beskedne fortællekraft til trods, dog rummer et vist potentiale for vurdering og sammenligning, synes udarbejdelse af kompetenceprofiler og beskrivelse af personlige læringsstile osv. at bygge på så løst sand, at vi risikerer en ny bølge af uvederhæftig kategorisering af børn. Denne omfattende øvelse forsøgte KL for nylig kanoniseret gennem forslag om en Barnets bog, som dog kun måtte fokusere på børnenes positive fremskridt (?) Og selvom forslaget fik en hård medfart i offentligheden, spredes ideen systematisk gennem virksomhedsplaner, læreplaner i børnehaver, barnets bog i skolen og andre sindrige foranstaltninger, fordi udbredelsen knyttes sammen med progressive pædagogiske forsøg på at definere en mening med børnehaven, og et alternativ til udenadslære og kronologi i skolen.

Men at tro at børn kan beskrives i skemaer, med talværdier for deres evne til at fungere i større eller mindre grupper, er absurd, og risikerer i stedet at undergrave den progressive pædagogiske nødvendige kritik af industrisamfundets børnehave og folkeskole.

--------------------------------------------------------------------------------

Artiklen blev bragt i dagbladet Information den 26. juni 2004
 

 
 
tilbage